Tabt arbejdsfortjeneste ydes efter Barnets lov § 87 til forældre, som har et barn med nedsat funktionsniveau, og hvor forældrenes fravær er en følge af barnets nedsatte funktionsniveau.
De fleste forældre, som modtager tabt arbejdsfortjeneste efter Barnets lov § 87, modtager en fast løbende ydelse, beregnet i forhold til hvor mange timer man ugentligt er bevilget.
Man kan som forælder i nogle tilfælde have ret til dækning af tabt arbejdsfortjeneste ved fravær på enkeltdage, som fx møder på skoler, i kommune mv., ved sygehusindlæggelser og ved pasning af sygt barn, også selv der ikke ydes en fast månedlig tabt arbejdsfortjeneste.
For at kunne få dækket tabt arbejdsfortjeneste skal fraværet være nødvendigt og en direkte følge af barnets nedsatte funktionsevne.
Det vil sige, at hvis fraværet kan lægges udenfor forældrenes arbejdstid, eller forældrene selv har mulighed for at beslutte deres arbejdstid, kan der ikke ske dækning af tabt arbejdsfortjeneste. Kommunen kan dog ikke forlange, at man fx bruger feriedage på sygehusindlæggelser eller lignende.
Fraværet skal også være af et omfang, som rækker videre end det fravær, som forældre til ikke-handicappede børn må forventes at have. Kommunen dækker kun den faktiske tid, som forældrene skal være væk fra arbejdet.
Et yderligere krav for at få dækket tabt arbejdsfortjeneste er, at der er tale om et fravær af betydeligt omfang.
Dette krav er dog opfyldt, hvis forældrene kan sandsynliggøre, at fraværet samlet beløber sig til 2-3 dage om året.
Begge forældre kan ret til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, hvis det er nødvendigt, at begge er med til møde/indlæggelser og de øvrige betingelser er opfyldt.
Læs også: Tabt arbejdsfortjeneste: Hvilke udfordringer kan man møde?
Artiklen er oprindeligt bragt 25. april 2018.