Sådan foregår syn og skøn

Skønsforretningen

Ønsker man at benytte syn og skøn i forbindelse med en retssag, skal man anmode retten herom. Det gøres normalt ved  at man sender en begæring til retten sammen med  de spørgsmål, man ønsker at syns- og skønsmanden skal tage stilling til. Når retten har godkendt spørgsmålene og udpeget skønsmanden, sender man disse, og typisk også sagens øvrige bilag, til skønsmanden.

Skønsmanden indkalder herefter gennem de involverede advokater sagens parter til skønsforretning. En skønsforretning er et fællesmøde på det sted hvor genstanden for syn og skønnet befinder sig, og det kan naturligvis være nødvendigt at sikre sig ejernes eller beboernes accept på, at man kommer, hvis de ikke allerede er parter i sagen.

Under skønsforretningen gennemgås spørgsmålene, og eventuelle tvetydigheder eller tvivlsspørgsmål afklares. Herefter besigtiger skønsmanden det han/hun vurderer er nødvendigt for at kunne besvare spørgsmålene. Denne besigtigelse kan også omfatte afprøvninger eller prøveudtagning, og undertiden må/vil skønsmanden indhente supplerende baggrundsmateriale f.eks. tegninger og specifikationer for at kunne svare fyldestgørende. Alt dette drøftes på skønsforretningen.

Skønsmanden fremsender en samlet skriftlig besvarelse af spørgsmålene, en såkaldt skønsrapport, til retten og til sagens parter.

Hvis man er uenig i rapportens konklusioner

Hvis man ikke mener, at skønsrapporten er fyldestgørende, kan man bede retten om tilladelse til at stille nye eller supplerende spørgsmål. Det er typisk aktuelt, hvis man mener, at skønsmanden har overset noget eller har foretaget en fejlvurdering.

Det er vigtigt, at man præciserer hvorfor de supplerende spørgsmål er nødvendige og i øvrigt er meget præcis og objektiv ved formuleringen af spørgsmålene.

Nogle gange kan skønsmanden besvare de supplerende spørgsmål uden, at det er nødvendigt med ny besigtigelse. Andre gange må man mødes igen.

Nyt syn og skøn

Hvis man er generelt utilfreds med skønsmandens rapport eller kompetence, og derfor ønsker et helt nyt syn og skøn ved en anden skønsmand, har man en særdeles vanskelig sag. Det er stort set umuligt at komme igennem hos domstolene med et ønske af den karakter.

Mundtlig afhøring af skønsmanden

Når skønsmanden har besvaret hovedspørgsmålene og eventuelle supplerende spørgsmål, har parterne et meget solidt grundlag for at indgå et forlig i sagen, og det sker heldigvis ofte. Er det ikke muligt, vil retten beramme den afsluttende hovedforhandling i retten, og til dette retsmøde vil den ene eller den anden part ofte indkalde skønsmanden til at afgive forklaring om sine rapporter.  Denne forklaring kaldes afhjemling af skønsmanden.

Under denne afhøring kan man forsøge at få skønsmanden til at uddybe grundlaget for- og sikkerheden i sine konklusioner, og man kan forsøge at få ham til at nuancere besvarelserne lidt mere.

Skønsmanden optræder som en slags sagkyndigt vidne og bliver derfor ikke blot honoreret med vidnegodtgørelse, men får fuld betaling for den tid, han/hun bruger både til forberedelse og fremmødet i retten.

Omkostningerne ved syn og skøn

Omkostningerne ved at gennemføre et syn og skøn kan ofte være betydelige.

Den der anmoder om syn og skøn skal i første omgang betale for udgifterne herved, og disse indgår derefter som en del af de sagsomkostninger, som retten til sidst træffer afgørelse om fordelingen af.

Hvis det er den part, som ikke i første omgang anmodede om syn og skøn, som ønsker at stille supplerende spørgsmål eller ønsker at indkalde skønsmanden til afhjemling under den afsluttende hovedforhandling, så er det vedkommende part, der i første omgang betaler for disse omkostninger. Disse indgår dog også i rettens afgørelse om sagens omkostninger.

Hvis man har en forsikring med tilknyttet retshjælp, vil denne normalt dække omkostninger ved syn og skøn, uanset om det er ved en isoleret bevisoptagelse eller som led i en retssag. Både erhvervsdrivende og private kan have retshjælpsforsikringer.

Kan man gennemføre et syn og skøn uden en retssag?

Da en skønsrapport, som nævnt, er et meget stærkt bevis i en retssag, kan det være fornuftigt at sikre sig dette inden man beslutter, hvorvidt man vil starte en retssag. Det kan også være nødvendigt at handle meget hurtigt, hvis genstanden for syn og skøn forandrer sig (f.eks. vokser eller fordærves).

I de situationer er fremgangsmåden i store træk de samme som ved et syn og skøn under en retssag. Man sender en begæring om syn og skøn til retten, og i denne begæring skal både formål og genstand for syn og skøn oplyses, ligesom man bør oplyse, hvem der er den relevante modpart.

Dette kaldes en ”isoleret bevisoptagelse”, og kan altså være en relevant måde at afklare en uenighed på, uden at man behøver at starte en egentligt retssag med stævning osv.

Hvis parterne ikke kan nå til enighed, når de kender skønsrapporten, vil den isolerede bevisoptagelse ofte blive fulgt op af en stævning med et krav baseret på skønsrapportens konklusioner.

Retten træffer også bestemmelse om fordeling af omkostninger ved en isoleret bevisoptagelse, men hvis den efterfølges af en retssag, vil udgiften typisk indgå i denne, som en del af fordelingen af sagens omkostninger.

Sagkyndig erklæring (responsum)

I forbindelse med retssager forekommer det også, at parterne bliver enige om at indhente en sagkyndig udtalelse.

Denne minder en smule om et syn og skøn, blot er der ikke en genstand der skal besigtiges.

Sagkyndige erklæringer benyttes ofte, hvor der skal indhentes indsigt i branchekutymer eller lign. Nogle brancher har således også etableret sig med særskilte responsumudvalg, f.eks. advokater, revisorer, finanssektoren, ejendomsmæglere o lign.

Som ved syn og skøn, er det helt nødvendigt, at man beder retten om tilladelse til, at der indhentes et responsum hos den ønskede organisation. Det er også afgørende, at modparten får mulighed for at udtale sig om relevansen af denne bevisførelse og får fuld orientering om, hvad der ønskes spurgt om, og dermed også lejlighed til at stille sine spørgsmål.

Hvis disse forhold iagttages opnås der også med en sådan sagkyndig udtalelse (responsum) et meget stærkt bevis.