Nye regler for gældssanering giver kortere afdragsperiode

Den 17. juli 2022 forventes de nye regler for gældssanering at træde i kraft. De nye regler implementeres med baggrund i Konkursrådets betænkning nr. 1578 om modernisering af reglerne om gældssanering. Betænkningen er bl.a. afgivet med afsæt i rekonstruktions- og insolvensdirektivet som blev vedtaget af Europa-Parlamentet og Rådet den 20. juni 2019.

De nye regler er endnu ikke endeligt vedtaget ved lov. Det er Konkursrådets anbefaling, at loven træder i kraft den 17. juli 2022, som også er fristen i henhold til rekonstruktions- og insolvensdirektivet. Herved vil gældssaneringssager, som er indledt i skifteretten efter denne dato, være omfattet af de nye regler.

Som en væsentlig ændring kan fremhæves, at den nuværende afdragsperiode for afviklingen af gæld nedsættes fra 5 år til 3 år. Derudover bliver der lempeligere regler for nyere forbrugsgæld, fokus på manglende betaling af kreditorerne samt en del præciseringer og småjusteringer. Jeg kommer i denne artikel ikke omkring alle de foreslåede ændringer, men fremhæver dem, jeg selv synes, er de mest interessante.

Som indledning kan jeg bemærke, at de generelle forudsætninger for opnåelse af gældssanering som fremgår af konkurslovens § 197, stk.1, ikke ændres. Forudsætningen er fortsat, at skyldner skal godtgøre at være håbløst forgældet, og at en gældssanering vil føre til en varig forbedring af skyldnerens økonomiske forhold.

Afdragsperioden nedsættes til 3 år

De nye regler vil få stor økonomisk betydning for mange kommende ansøgere om gældssanering. Konkursrådet lægger med betænkningen op til en ændring af afdragsperioden fra de nuværende 5 år til 3 år. Der gælder i dag allerede en afdragsperiode på 3 år for gældssaneringer for folkepensionister og i sager i forbindelse med konkurs- og rekonstruktionsbehandling. De nye regler om 3 års afdragsperiode skal fremadrettet omfatte alle ansøgere.

Det er ikke Konkursrådets vurdering, at der ud fra en insolvensretlig vurdering fremover kan peges på forhold, som afgørende begrunder de nuværende forskelle i afdragsperioder. Det er opfattelsen, at en afdragsperiode på 3 år fremadrettet må anses for tilstrækkelig til, at skyldneren udviser vilje og evne til at afvikle på sin håbløse gæld. De nye regler afspejler derfor også den afdragsperiode, som fremgår i artikel 21, stk. 1 i rekonstruktions- og insolvensdirektivet.

Der kan med de nye regler være mulighed for at fravige de 3 år. Der vil kunne gælde en afdragsperiode på op til 6 år, hvis størstedelen af skyldnerens gæld er studiegæld. Dette svarer også til de nuværende regler, hvor en større studiegæld ligeledes kan betyde en længere afdragsperiode.

Som det kendes fra nuværende praksis, vil der også fortsat være mulighed for en forlængelse af afdragsperioden, hvis der er budgetforhold hos skyldneren, der underbygger dette. Det kunne være en skyldner med lidt for høje boligudgifter, her kan muligheden for en længere afdragsperiode være kærkommen, så skyldner ikke skal tvinges til at flytte i billigere bolig.

Nystiftet forbrugsgæld ikke nødvendigvis en hindring for gældssanering

De nuværende regler foreskriver, at det som udgangspunkt giver afslag på gældssanering såfremt skyldneren har nystiftet forbrugsgæld. Stiftelse af en ikke uvæsentlig forbrugsgæld vil kunne hindre gældssanering, jf. konkurslovens § 197, stk. 2, litra c. Det er som udgangspunkt underordnet, til hvilke formål lånene er stiftet. Det er dog ikke umuligt at opnå gældssanering, selvom skyldner har forbrugslån. Praksis viser, at forbrugsgæld som udgangspunkt skal være minimum 5 år gammel. Er en væsentlig del af gælden af nyere dato, vil der derfor ikke ”for tiden” kunne gives gældssanering jf. § 197, stk. 3.

Konkursrådet foreslår med de nye regler at lempe området for forbrugsgæld. Gældssanering skal ikke nægtes, hvis stiftelsen af nyere forbrugsgæld er sket på grund af særlige omstændigheder, og gældsættelsen fremstår som rimelig. Praksis har hidtil haft samme tendenser, men nu er det konkret beskrevet. Som eksempler kan det være nyere lån til udskiftning af hårde hvidevarer i hjemmet, nye briller eller tandlægeregninger. Lån til almindelige leveomkostninger for en erhvervsdrivende kan også anses som rimelig gældsættelse, hvis det sker for at undgå at trække penge ud af virksomheden i et forsøg på at redde denne.

Undladt af afdrage på gælden

Det gælder for reglerne om gældssanering, jf. konkurslovens § 197, stk. 2, nr. 4, at kendelse om gældssanering som udgangspunkt ikke kan afsiges, hvis skyldner har undladt at afdrage på sin gæld, selv om skyldneren har haft rimelig mulighed for det. Modsat vil det således tale for gældssanering, hvis skyldner loyalt har forsøgt at tilgodese sine kreditorer.

De nuværende regler om afdrag på gælden bygger på de overvejelser som gældssaneringsudvalget gjorde sig i Betænkning om Gældssanering nr. 947 fra 1982. Heraf fremgår det, at det taler for gældssanering såfremt skyldner har ”loyalt forsøgt efter evne at fyldestgøre fordringshaverne” og det omvendt i almindelighed må udelukke gældssanering, hvis skyldner ved at ”forstikke gods, på utilbørlig måde har lagt hindringer i vejen for fordringshavernes inddrivelses forsøg”.  Sker dette ikke, så har skyldner begunstiget sig selv på bekostning af sine kreditorer.

I praksis nægtes gældssanering efter bestemmelsen i dag ved selv små beløb, der kunne være anvendt til at betale afdrag. I afgørelsen i FM 2020.159 – VLK af 20. maj 2020, B-0172-20 blev en gældssaneringsansøger nægtet gældssanering, da hun trods mulighed for og opfordring til at afdrage på gælden ikke havde gjort dette. Betalingsevnen var udregnet til 1.479 kr./mdr.

Med de nye regler ses en opblødning af beløbets størrelse og evt. anden anvendelse. For den løbende betaling skal skyldnerens betalingsvilje indgå i vurderingen, men det forudsættes ikke, at hele det overskydende beløb skal betales til kreditorerne, når blot der fra skyldnerens side har været udvist vilje til at afdrage. Det lægges her vægt på om skyldneren har haft et overforbrug til luksusgoder eller om manglende afdrag skyldes køb af genstande, som skyldneren er afhængig af, herunder nødvendige betalinger af tandlægeregninger og andre omkostninger til sundhedsrelaterede ydelser.

Ud over, at skyldners manglende betaling af løbende afdrag kan være nægtelsesgrund, så vil det også være manglende betaling af kreditorer, hvis skyldner står med et større beløb, der kunne være brugt til gælden. Her kunne eksempelvis nævnes en udbetaling af indefrosne feriepenge eller en udbetaling af overskydende skat. Anvendes et sådant beløb ikke til afdrag på gælden, så vil det kunne få betydning for skyldners mulighed for opnåelse af gældssanering. Den nye bestemmelse præciserer beløbets størrelse og tilføjer, at gældssanering ikke skal nægtes, hvis der er tale om et mindre væsentligt beløb, der blev udbetalt inden indgivelsen af begæring om gældssanering. Nægtelse skal kun ske ved engangsudbetalinger, der er i størrelsesordenen af 10.000 kr. eller derover.

Har du spørgsmål til artiklens forfatter?

Felter med * skal udfyldes.

*” indikerer påkrævet felt

Name
Samtykke*
This field is for validation purposes and should be left unchanged.