Situationen i sagen var, at en bygherre havde indgået en entrepriseaftale med en entreprenør om at udføre byggearbejder.
Entreprenøren havde herefter antaget en underentreprenør til at udføre en del af disse arbejder. Imidlertid tydede noget på, at entreprenøren over for underentreprenøren havde angivet at være fuldmægtig for bygherren. Underentreprenøren angav i al fald senere, at denne troede bygherren var aftalepart.
Sikkert er dog, at entreprenøren senere gik konkurs, at underentreprenøren ikke kunne få betaling for sit arbejde fra entreprenøren, og at det lykkedes for bygherren at færdiggøre byggeriet og senere afhænde med fortjeneste. Herved fik Bygherren for så vidt gavn af de arbejder, som underentreprenøren havde udført.
Underentreprenøren stævnede Bygherren og gjorde gældende, at Bygherren var aftalepart og derfor hæftede for betaling. Derudover gjorde underentreprenøren et berigelseskrav gældende..
Godt nyt for bygherren – fuld frifindelse i Landsretten
Bygherren havde sammen med en anden advokat tabt sagen i byretten og dermed 610.000 kr. + renter. Dette blev vendt til fuld frifindelse i Landsretten.
Landsretten var nemlig enig med mig i at underentreprenøren kunne og burde havde gjort mere for at sikre sig. hvem der var rette aftalepart. Underentreprenøren kunne og burde havde undersøgt forholdende nærmere og sikret sig bevis herfor. F.eks. ved at sende ordrebekræftelse til bygherren.
Det er dog min opfattelse, at 2 yderligere forhold spillede ind ved afgørelsen.
- For det første havde underentreprenøren sendt sin første faktura til bygherren, hvilket umiddelbart støttede synspunktet om fuldmagt, og at bygherren var aftalepart. Imidlertid havde bygherre reageret straks og konfronteret underentreprenøren med at afregningen måtte være en fejl, hvorefter underentreprenøren lavede en kreditnota. Herefter lavede han en ny faktura for samme og alle efterfølgende regninger til entreprenøren.
- For det andet havde underentreprenøren været meget ihærdig med hensyn til at forfølge sit krav mod entreprenøren og havde fået dom for sit krav mod entreprenøren, inden underentreprenøren indledte sag mod bygherren.
Herved talte disse 2 forhold mod fuldmagt, og at bygherren var aftalepart.
Det blev aldrig klarlagt, hvad der rent faktisk havde udspillet sig ved aftaleindgåelsen, selv hvis underentreprenøren med rette havde troet, at der var fuldmagt. Man må med landsrettens afgørelse nu sige, at det ikke er nok, og at der stilles visse beviskrav. Vi skal dog huske, at der er tale om professionelle aktører, og at bevissikring havde været ret nemt.
Læren er derfor, at man skal sikre sig bevis.
Berigelsessynspunktet spillede en underordnet rolle i sagen og fremgår ikke direkte af afgørelsen. Det er min vurdering, at det lykkes bygherren at godtgøre et tab, der oversteg berigelsen. Således var entreprenøren gået konkurs, inden at dennes arbejder var afleveret. Derfor måtte bygherre med kort varsel købe færdiggørelse hos andre.
Fremtiden må vise, om dommen kan bruges til at afskære berigelseskrav inden for entrepriseretten.