Lav klare aftaler, når I flytter sammen

Forældrekøb

At flytte sammen er både hyggeligt og økonomisk smart. Men husk, at boligforhold også handler om jura og økonomi. Hvem der står på papirerne afgør rettigheder og pligter, og kan få stor betydning, hvis forholdet en dag slutter.

Når du flytter sammen: Det skal I være opmærksomme på

For de fleste er boligudgiften den største post i økonomien. Derfor vælger mange kærestepar – og nogle gange venner – at flytte sammen. Det er både hyggeligt og billigere. Men det er også et område, hvor mange bliver overraskede, når først hverdagen går i gang. Det betyder nemlig meget, hvem der står på kontrakten, og hvem der ejer boligen.

Lejebolig – hvad betyder det, hvis kun den ene står på kontrakten?

Hvis du allerede bor i en lejebolig, og den har mere end ét værelse, må du gerne lade din kæreste flytte ind uden at spørge udlejeren. Det er der mange, der gør helt naturligt, uden at tænke nærmere over det. Men juridisk er det vigtigt at forstå, at din kæreste så ingen aftale har med udlejeren.

Det betyder i praksis, at kæresten ikke er forpligtet til at betale leje, og heller ikke skal varsle noget, hvis han eller hun vil flytte igen. Det kan give en skæv situation, hvis I deler udgifterne, men kun du står tilbage med ansvaret over for udlejeren.

Et eksempel kan illustrere det:

Maria står som eneste lejer i en lejlighed. Da hendes kæreste Jonas flytter ind, aftaler de at dele huslejen. Efter et halvt år går forholdet i stykker, og Jonas flytter ud med det samme. Maria står nu uden varsel alene tilbage med hele huslejen – selv om de havde delt økonomien i et halvt år.

I andre situationer kan det give problemer, hvis udlejeren kræver istandsættelse ved fraflytning. En samlever, der ikke står på kontrakten, er nemlig ikke aftaleretligt forpligtet til at bidrage til udgiften.

For at undgå den slags overraskelser vælger mange at få begge på lejekontrakten. Så er I fælles om ansvar og rettigheder. Hvis udlejeren ikke vil tilføje en ekstra lejer, kan du og din kæreste i stedet lave en skriftlig aftale mellem jer selv. En skriftlig aftale, skal være em form for samlivsaftale eller fremlejekontrakt – så I har styr på, hvordan udgifter og ansvar fordeles.

Ejerbolig – hvad hvis den ene ejer, og den anden flytter ind?

Når det gælder ejerbolig, bliver det endnu tydeligere, hvor vigtigt det er at kende reglerne. Hvis du ejer et hus eller en lejlighed, og din kæreste flytter ind, bliver han eller hun ikke medejer – uanset hvor mange år I bor sammen.

Det betyder, at du beholder hele friværdien, og at du alene er forpligtet til at betale ejendomsskat, lån, forsikring og alt det løbende. For mange par bliver det først et problem, når der skal bruges større beløb på renovering eller forbedringer.

Her er endnu et eksempel:

Peter ejer et rækkehus. Da hans samlever Anna flytter ind, bidrager hun økonomisk til hverdagens udgifter. På et tidspunkt vælger de at få nyt tag, og Anna betaler 50.000 kr. til projektet. Seks år senere går de fra hinanden. Selvom Anna har betalt til huset, ejer hun stadig ingenting – og har ingen ret til en del af friværdien og har heller ikke nødvendigvis ret til at få bidraget til det nye tag tilbagebetalt.

For at undgå sådan en situation kan I overveje, at samleveren køber sig ind i boligen. Det kræver dog fastsættelse og betaling af købesum eller oprettelse af skylddokument (gældsbrev) herom. Desuden koster det ofte betydelige omkostninger til tinglysning og registreringsafgift, samt ekspeditionsomkostninger til skøde og gældsovertagelse. En anden løsning er for nogle  at gifte sig, for så deler I som udgangspunkt værdierne hvis man senere bliver skilt, medmindre I opretter særeje.

Mange vælger i stedet at lave en klar aftale om, hvordan betalinger og investeringer i boligen skal behandles. Hvis en ikke-ejer f.eks. betaler 50.000 kr. til renovering, kan I skrive ned, om det skal betragtes som et lån, der skal betales tilbage, eller om det er en gave. Det lyder måske formelt, men det kan spare jer for store og opslidende konflikter senere.

Aftaler giver ro – også når man ikke regner med at få brug for dem

De fleste flytter sammen, fordi det føles rigtigt – ikke fordi de forventer problemer. Men erfaringen viser, at klare aftaler giver ro, både mens du bor sammen, og hvis livet en dag går i en anden retning.

Du behøver ikke gøre tingene komplicerede. Det vigtigste er, at dutaler om:

  • hvem der egentlig ejer hvad
  • hvordan udgifter deles
  • hvad der skal ske, hvis man flytter fra hinanden

Det gør din hverdag lettere og forhindrer ubehagelige overraskelser.

Har du svært ved at finde ud af, hvad der er bedst i din situation, eller vil du gardere dig mod fortolkningstvivl og tvetydighed,  kan en advokat hjælpe med at gennemgå mulighederne og sikre, at aftalerne er klare, forståelige og juridisk holdbare.

Har du spørgsmål til artiklens forfatter?

Felter med * skal udfyldes.

"*" indikerer påkrævede felter

Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
Name
Tilmeld dig vores nyhedsbreve med juridiske nyheder

Har du spørgsmål til artiklens forfatter?"popup"

"*" indikerer påkrævede felter

Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
Name
Tilmeld dig vores nyhedsbreve med juridiske nyheder