Hvad sker der i fogedretten?

Fogedretten er en del af byretten, hvor man behandler sager med økonomiske krav mellem parterne. Man kommer i fogedretten, hvis man ikke har penge nok til at betale alle sine regningerne, og det sker for eksempel, hvis man kommer ud for store økonomiske omvæltninger forårsaget af arbejdsløshed, lønnedgang, skilsmisser eller uforudsete udgifter. Det bedste er selvfølgelig at aftale med kreditor, at du får henstand med betalingen eller en rimelig afdragsordning. Indimellem er en sådan aftale dog ikke mulig. Kreditor kan så vælge at sende kravet mod dig i fogedretten, men hvad sker der egentlig på et fogedretsmøde?

Baggrunden for fogedretsmødet

Fogedretsmødet er der, hvor parterne aftaler det videre forløb – mere præcist hvordan du som skyldneren skal betale gælden af til kreditor. Før kravet kommer i fogedretten, skal kreditor indsende det skriftlige grundlag for kravet, og kreditor skal betale en retsafgift. Grundlaget kan være en dom eller et retsforlig, det kan være et betalingspåkrav og det kan være et gældsbrev eller andet dokument, hvor det udtrykkeligt er aftalt, at det umiddelbart kan sendes i fogedretten.

Fogedretten vurderer så, om grundlaget er gyldigt, og herefter indkalder fogedretten dig via e-boks eller eventuelt via en stævningsmand.

I fogedretten

Når du møder i fogedretten, skal du i nogle retskredse melde din ankomst, og i andre blot sætte dig uden for fogedrettens lokaler og vente på at blive kaldt ind. Du kan spørge i receptionen, hvad proceduren er lige præcis dér.

Du bliver herefter kaldt ind i selve fogedretslokalet (som typisk blot er fogedens kontor), hvor der er en foged og en repræsentant for kreditor til stede. Ofte vil kreditors repræsentant alene være ”til stede” telefonisk.

Kreditors repræsentant – typisk en advokat eller inkassomedarbejder – stiller dig en række spørgsmål om din privatøkonomi, herunder hvad du arbejder med, hvor meget du får udbetalt månedligt, hvad du har af månedlige udgifter etc. På baggrund af disse oplysninger, drøfter fogeden og kreditors repræsentant dine muligheder for at indgå en afdragsordning.

Herudover spørger de ind til, hvad du ejer af værdi, som kreditor  eventuelt kan foretage udlæg i. Udlægget har den retsvirkning, at du ikke længere kan sælge genstanden/aktivet, uden kreditors accept, og at kreditor desuden har muligheden for at lade det sælge på tvangsauktion. Du kan som udgangspunkt ikke undgå, at fogedretten foretager udlæg i dine aktiver, men du har dog i et vist omfang ret til at anvise hvilke aktiver, de kan tage udlæg i.

Hvis det viser sig, at du ikke ejer noget, der kan foretages udlæg i, har fogedretten mulighed for at notere din erklæring om  insolvens. Det medfører, at du ‘fredes’ for yderligere fogedretsmøder i de efterfølgende seks måneder.

Hvis du ikke møder op

Udebliver du fra fogedretsmødet, har kreditor valget mellem at begære dig politifremstillet og at anmode om en udkørende fogedforretning.

Ved politifremstilling bliver du en dag uden yderligere varsel og typisk tidligt om morgenen hentet af politiet og kørt til fogedretten. Her må du vente, indtil kreditors repræsentant møder op eller kontaktes telefonisk, hvorefter fogedretsmødet kan begynde. Du kan også risikere at blive tilbageholdt, hvis du henvender dig til en offentlig myndighed, træffes af politiet og lignende.

Ved en udkørende fogedforretning oplyser fogedretten dig om en dato, hvor fogeden og kreditors repræsentant vil opsøge dig – typisk på din bopæl. Hvis du ikke er hjemme på tidspunktet, vil fogeden skaffe sig adgang med hjælp fra en låsesmed. Fogeden vil herefter gennemgå dit hjem, og notere om der findes aktiver af værdi.

Efter fogedretsmødet

Hvis der er aftalt en afdragsordning i fogedretten, vil kreditor eller dennes repræsentant typisk sende dig et brev, hvor de angiver hvordan afdragene skal betales.

Hvis ikke du får sådant et brev, og du er usikker på, hvor du skal indbetale til, er du forpligtet til selv at kontakte kreditor.

Når afdragsordningen er etableret, sker der typisk ikke mere, så længe kreditor kan se at du overholder ordningen. Det er herefter blot et spørgsmål om tid, før gælden er afviklet.

Hvis du misligholder afdragsordningen, eller du ejer værdifulde aktiver, der er foretaget udlæg i, kan du dog også risikere, at kreditor begærer disse solgt på tvangsauktion. Dette kan du som udgangspunkt ikke modsætte dig – dog kan fogedretten bestemme, at løsøregenstande (som for eksempel en bil eller et værdifuldt TV) ikke kan bortauktioneres, hvis blot du indgår og overholder en afdragsordning, som afvikler gælden samt alle renter og omkostninger på højest 10 måneder.

Hvis du har spørgsmål til artiklen eller behov for rådgivning i øvrigt, er du velkommen til at kontakte din lokale Ret&Råd-advokat.

Artiklen er senest revideret 29. december 2021.

Har du spørgsmål til artiklens forfatter?

Felter med * skal udfyldes.

*” indikerer påkrævet felt

Name
Samtykke*
This field is for validation purposes and should be left unchanged.