Hvem skal afgøre uoverensstemmelser i kontrakten?

I erhvervslivet indgås der dagligt et stort antal kontrakter mellem virksomheder omkring leverancer om alt fra lejemål til køb og salg af varer. Disse kontrakter indeholder forpligtelser og rettigheder for hver part. Overholder en part ikke kontrakten, er det kontraktbrud. Er andet ikke aftalt, er det de almindelige domstole, som afgør uoverensstemmelser, men der findes også andre måder at afgøre uoverensstemmelser på.

Kontraktens indgåelse

Når der indgås kontrakter mellem erhvervslivets parter, er der, hvor der ikke er involveret professionelle rådgivere, ofte ikke tilstrækkelig fokus på, hvordan parterne skal forholde sig, hvis én af parterne ikke overholder forpligtelserne i kontrakten.

Ofte laver parterne en kortfattet kontrakt, måske på baggrund af en formular, de har indhentet på internettet, som måske eller måske ikke kan anvendes i den aktuelle situation. Virksomhederne håber, at de kan spare penge ved selv at lave kontrakten, men løber derved risikoen for at ende i dyre retssager på grund af fortolkningstvivl omkring indholdet eller ugyldige vilkår i kontrakten. De færreste tænker desuden på, hvordan eventuelle uoverensstemmelser skal afgøres, da alt er godt, når de indgår kontrakten.

Domstolene eller voldgift?

Har parterne ikke aftalt, hvordan eventuelle uoverensstemmelser skal behandles, er det de almindelige domstole, som er kompetente til at behandle sagen. I første omgang vil det ofte være byretten, der afgør sagen, hvorefter sagen kan indbringes for Landsretten.

Sagsbehandlingstiderne ved domstolene er ofte meget lange, og skal sagen behandles i Landsretten, kan en løsning på uoverensstemmelserne tage flere år.

Voldgiftsbehandling et godt alternativ

Det er derfor en god idé, at man overvejer at løse uoverensstemmelserne på en anden måde. Et godt alternativ kunne være voldgiftsbehandling ved nedsættelse af en voldgiftret, hvilket i så fald skal fremgå af kontrakten og dermed være aftalt mellem parterne.

Voldgiftsretten består typisk af en eller flere voldgiftsdommere, som parterne selv vælger. Voldgiftrettens afgørelser er bindende for parterne, og kan ikke ankes, hvorfor man undgår en langtrækkende ankesag. Endvidere er sagsbehandlingstiden i en voldgiftsag typisk markant kortere, og parterne får således en hurtigere afgørelse af tvisten, som kan håndhæves på samme måde som en dom afsagt af domstolene.

Løs konflikten ved hjælp af mediation

En helt tredje mulighed for afgørelse af tvisten er ved mediation. Ved mediation løses konflikten ved dialog, hvor man søger en aftale, som begge parter kan være tilfredse med. Sagsbehandlingen sker ved, at en uafhængig mediatoradvokat hjælper parterne med at fastslå tvisten og drøfte en række mulige løsninger på tvisten. Mediatoren kan ikke træffe nogen bindende afgørelse, men hjælper parterne til at indgå en bindende aftale, hvor dette er muligt.

Er det ikke muligt at afgøre tvisten ved mediation, må parterne enten gå til domstolene eller anvende voldgift, hvor dette er aftalt.

Læs mere om kontrakter og aftaler her

Har du spørgsmål til ovenstående eller i øvrigt, er du velkommen til at kontakte advokat Niels Bjerre på tlf. 97 95 18 33 eller nib@ret-raad.dk.

Har du spørgsmål til artiklens forfatter?

Felter med * skal udfyldes.

"*" indikerer påkrævede felter

Name
Tilmeld dig vores nyhedsbreve med juridiske nyheder
Dette felt er til validering og bør ikke ændres.