Hvad gør man, når der er fejl i tilstandsrapporten eller elinstallationsrapporten?

Når man køber et hus, hvor sælger har udarbejdet tilstandsrapport og elinstallationsrapport samt tilbudt at betale mindst halvdelen af købers udgift til en ejerskifteforsikring, er sælger som udgangspunkt fri for sit ansvar for eventuelle mangler ved ejendommen i forhold til køberen. Er der mangler ved tilstandsrapporten eller elinstallationsrapporten, er det som udgangspunkt den byggesagkyndige, som har lavet rapporten, der bærer ansvaret over for køberen.

Hvad er en tilstandsrapport

En tilstandsrapport er udarbejdet af en byggesagkyndig, der er godkendt til at udarbejde tilstandsrapporter. Formålet med tilstandsrapporten er, at beskrive og fastslå bygningernes alder og stand i forhold til andre tilsvarende bygninger af samme alder. I rapporten beskrives skader/tegn på skader såsom brud, lækager, deformeringer, svækkelser, revnedannelser og ødelæggelser.

Indeholder tilstandsrapporten eller elinstallationsrapporten ikke informationer om fejl/mangler, som burde have været omtalt i rapporten kan køberen fremsætte krav mod den byggesagkyndige om erstatning.

Ved udarbejdelsen af rapporten foretages der ikke nogen destruktive indgreb i ejendommen, men der sker alene en visuel gennemgang med brug af enkelte tekniske hjælperedskaber.

Erhvervs- og byggestyrelsen har udarbejdet en håndbog for de bygningssagkyndige, hvori der er en vejledning til de bygningssagkyndige om bygningsgennemgangens foretagelse og tilstandsrapportens udarbejdelse.

Hvad er en elinstallationsrapport

En elinstallationsrapport er en rapport, der indeholder resultatet af gennemgangen af bygningens elinstallationer. Formålet med gennemgangen er, at afklare i hvilket omfang bygningens elinstallationer er funktionsdygtige og lovlige i henhold til offentligretlige forskrifter.

I lighed med tilstandsrapporten er der alene tale om en visuel gennemgang af de synlige forhold ved elinstallationerne samt en stikprøvemæssig undersøgelse, der svarer til det el-tjek, som Sikkerhedsstyrelsen har udviklet i samarbejde med brancheorganisationen TEKNIQ.

Endvidere skal der stikprøvevis foretages undersøgelse af aftagelige og løftbare dele af elinstallationerne (eksempelvis ved at adskille kontakter og afbrydere samt nedtage nogle halogenspots).

Fejl i rapporterne

Indeholder tilstandsrapporten eller elinstallationsrapporten ikke informationer om fejl/mangler, som burde have været omtalt i rapporten kan køberen fremsætte krav mod den byggesagkyndige om erstatning. Det afgørende er, om den byggesagkyndige ud fra almindelige faglige normer burde have omtalt fejlen/manglen i rapporten.

Opdager køberen, at der er fejl i tilstandsrapporten eller elinstallationsrapporten så skal køberen reklamere over for den byggesagkyndige hurtigst muligt efter, at fejlen er opdaget. Reklamation skal ske inden 5 år efter overtagelsesdagen dog senest 6 år fra rapportens datering. Efter dette tidspunkt kan der ikke fremsættes krav mod den byggesagkyndige for fejl i rapporten.

Har du spørgsmål til artiklens forfatter?

Felter med * skal udfyldes.

"*" indikerer påkrævede felter

Name
Tilmeld dig vores nyhedsbreve med juridiske nyheder
Dette felt er til validering og bør ikke ændres.