Ejeraftalen er tidligere kaldt aktionæroverenskomsten.
Hvorfor er ejeraftalen vigtig, når to eller flere personer, eller selskaber, skal drive virksomhed sammen? Kort fortalt, fordi ejeraftalen konkretiserer, hvad selskabsdeltagerne hver især forventes at bidrage med, og fastlægger, hvad selskabsdeltagerne har ret til at forvente af hinanden.
Og en ting ligger fast. Uenighed mellem kapitalejerne kan koste penge og erfaringen viser, at det er godt at have spillereglerne aftalt skriftligt når man skal drive virksomhed sammen.
Hvad skal med i ejeraftalen
Når jeg har første drøftelse med en klient, der skal være aktør i et selskab, tager jeg ofte afsæt i nogle overordnede punkter:
- Business Casen
- Hvordan kommer man ind i selskabet, og hvad skal hver af selskabsdeltagerne bidrage med af kapital, kompetence og know-how?
- Hvad forventes hver af selskabsdeltagerne at bidrage med mens samarbejdet forløber og sidst, men ikke mindst
- Hvordan kan samarbejdet bringes til ophør igen, eller hvordan kommer man ud af samarbejdet med sine penge og økonomi intakt og gerne med en værdiskabelse?
Ejeraftalen er de interne spilleregler
Ejeraftalen er ejerkredsens interne spilleregler. Når jeg fremhæver, at spillereglerne er interne, hænger dette sammen med, at bestemmelserne i ejeraftalen skal indføjes i vedtægterne i henhold til selskabslovens § 82 såfremt de bestemmelser, der findes, skal være bindende over for tredjemand.
Hvad fremgår af ejeraftalen forpligter således i udgangspunktet ikke selskabet, bestyrelsen eller generalforsamlingen.
Kan man være ejer uden at være aktiv selskabsdeltager?
Et punkt, der næsten altid er relevant at få skrevet ind i ejeraftalen: Kan man være kapitalejer i selskabet, hvis man ikke længere er aktiv deltager som ansat i selskabet – hverken som direktør eller i en anden stilling, der involverer dagligdags tilknytning? Som regel vil fortsat medejerskab være betinget af, at man er ansat i selskabet og bidrager med sin arbejdsindsats.
Hvis man ophører med at være direktør eller ansat i den funktion, der er forventningsafstemt med medejerne, vil det som regel være aftalt, at man skal afstå sine ejerandele som good leaver eller som bad leaver, afhængig af situationen.
Aftaler om værdiansættelse ved ophør eller udtræden – good leaver – bad leaver
Der har udviklet sig en praksis i ejeraftaler om, at man kan udtræde af eller forlade et selskab enten som ”good leaver” eller som ”bad leaver”. Om man er good leaver eller bad leaver får så konsekvens for den betaling man kan forvente i forbindelse med udtræden. Man kan overveje forskellige fremgangsmåder eller værdiansættelsesprincipper ved ophør eller udtræden:
- Kuvertmetoden: højestbydende viderefører selskabet
- Musefældemetoden: enten sælger man til den pris, man tilbyder de øvrige deltagere, eller også har de ret til at købe ens egne kapitalandele til den tilbudte kurs.
- Auktionsmetoden: den, der vil give mest for selskabet, får ret til at overtage hele selskabet.
- Vurderingsmetoden: selskabets revisor vurderer hvad selskabet er værd og den udtrædende får sin forholdsmæssige andel.
Reelle ejere skal registreres i offentlig ejerregister
Kravet er en følge af det 4. hvidvaskdirektiv. Reelle ejere er fysiske personer, der i sidste instans enten ejer eller kontrollerer en virksomhed.
Hvis en ejeraftale indeholder bestemmelser om særlig stemmevægt, ret til at udpege bestyrelsesmedlemmer mv., uden at dette er noget, der fremgår af vedtægterne, kan man blive betragtet som ”reel ejer” af et selskab. Så pas på, når du indgår i ejeraftaler. Man bør som regel tale med sin advokat, inden man skriver under.
Vil du vide mere om erhvervsrådgivning? På vores hjemmeside kan du læse mere om Kontrakter & Aftaler, Virksomhedsoprettelse & Stiftelse og Ansættelse & Arbejde.
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte artiklens forfatter, eller skrive til din lokale Ret&Råd-advokat.