Vent ikke på at blive erklæret konkurs

Vent ikke på at blive erklæret konkurs

Jeg kan ikke betale. Skal jeg vente på, at en af mine kreditorer erklærer mig konkurs? Svaret er nej.

Skrevet af advokat Lene Schøn Rønnov, Ret&Råd Fyn

Mangler din virksomhed likviditet, kniber det med at betale regninger, mangler der opgaver og er der ikke udsigt til, at det bliver bedre, så er det vigtigt, at du handler. Du behøver ikke at vente på, at en af dine leverandører, banken eller Gældsstyrelsen erklærer dig konkurs. Du kan selv indgive konkursbegæring. Og alt andet lige er det bedre selv at sige stop, i stedet for at andre gør det for dig.

Hvem skal jeg sende konkursbegæringen til?

Det er skifteretten i den retskreds, hvor du bor, som du skal sende konkursbegæringen til. Du kan sende den pr. mail, og du skal vedhæfte en opgørelse over aktiver og passiver og en liste over dine kreditorer. Hvis det er en af dine kreditorer, der indgiver konkursbegæringen, skal der ikke vedhæftes de samme bilag. Kreditor skal blot angive, og dokumentere, de omstændigheder, hvorpå begæringen støttes.

Hvad koster det?

Det er ikke helt omkostningsfrit at indgive konkursbegæring. Det koster en retsafgift på kr. 750, som skal betales samtidig med, at du sender konkursbegæringen til skifteretten. Herudover skal du stille en sikkerhed på kr. 30.000, før skifteretten vil afsige konkursdekret. Har din bank eller sparekasse virksomhedspant, kan du ”nøjes” med kr. 15.000 i sikkerhedsstillelse. Sikkerhedsstillelsen skal stilles, uanset om konkursbe-gæringen indgives af dig selv eller af kreditor. En lønmodtager kan slippe for at stille sikkerhed.

Det er derfor vigtigt, at du selv siger stop i stedet for at vente på, at andre tager beslutningen for dig.

Hvilke betingelser skal ellers være opfyldt?

Når skifteretten har modtaget konkursbegæring, bilag og retsafgift, vil du blive indkaldt til et møde, hvor din situation drøftes. Ud over at betale retsafgiften og stille sikkerhed, er det en betingelse for, at skifteretten kan afsige konkursdekret, at du er insolvent. Du er efter konkurslovens bestemmelser insolvent, når du ikke kan betale dine regninger, efterhånden som de forfalder, medmindre betalingsudygtigheden må antages at være forbigående. Er betingelserne opfyldt, afsiger skifteretten konkursdekret og udpeger en kurator.

Og hvis konkursbetingelserne ikke er opfyldt?

Hvis skifteretten ved behandlingen af din konkursbegæring vurderer, at betingelserne ikke er opfyldt, kan du ikke erklæres konkurs, og der afsiges derfor ikke konkursdekret. Hvis en kreditor har indgivet konkurs-begæring, og viser det sig, at betingelserne for konkurs ikke er til stede, skal kreditor betale erstatning for tab og godtgørelse for tort.

Hvem er kurator?

Kurator er den person, typisk en advokat, som skifteretten udpeger til at behandle konkursboet. Du har mulighed for i din konkursbegæring selv at foreslå en advokat, og med mindre største kreditor ønsker en anden advokat, vil skifteretten som regel lytte til dit forslag. Vigtigt er det imidlertid, at kurator ikke er inhabil. Det vil sige, at kurator eksempelvis ikke kan være din faste advokat.

Hvad er kurators opgaver, og hvordan forløber konkursen?

Når der er afsagt konkursdekret, mister du råderetten over din formue, og kurator tager over i dit sted. Ofte er det en lettelse for skyldner at nå til dette tidspunkt. Det, at man ikke kan betale sine regninger, er en svær og presset situation at stå i, og det kan derfor virke som en befrielse at lægge ansvaret over på kurator.

Det, at man ikke kan betale sine regninger, er en svær og presset situation at stå i, og det kan derfor virke som en befrielse at lægge ansvaret over på kurator.

Kurator varetager konkursboets og kreditorernes interesser, og skal kort sagt rydde op. Kurator vil starte med at sikre aktiverne, få dem vurderet og derefter solgt til den bedst opnåelige pris. Det vil sige, at alle aktiver ”forvandles” til penge, som herefter skal fordeles i overensstemmelse med konkursordenen. Konkurs-ordenen er en helt bestemt rækkefølge, som dine kreditorers krav inddeles i, og som nøje er beskrevet i konkurslovens kapitel 10.

Sideløbende skal kurator indhente og gennemgå virksomhedens regnskabsmateriale med henblik på at konstatere, om der er omstødelige dispositioner og med henblik på at vurdere, om der er grundlag for konkurskarantæne. Konkurskarantæne betyder, at du i en periode ikke kan deltage i ledelsen af en virksom-hed, uden at hæfte personligt for virksomhedens forpligtelser.

Når samtlige aktiver er solgt, den regnskabsmæssige gennemgang er foretaget, og alle tvister er løst, kan kurator afslutte boet. Det gøres ved, at der af kurator udarbejdes et boregnskab, som beskriver, hvad der er sket med aktiverne, hvad de er solgt for, og om der bliver penge til kreditorerne. Boregnskabet skal sammen med en begrundet indstilling til kuratorhonorar fremsendes til skifteretten ved konkursboets afslutning. Konkursboets kreditorer vil under boets behandling løbende, og med bestemte tidsintervaller, blive holdt orienteret om status på konkursboet og de opgaver, som kurator har udført og den med opgaverne forbrugte tid.

Er konkurs den eneste løsning?

Er dine økonomiske udfordringer blot forbigående, er der ordrer nok i ordrebogen og er virksomheden ellers levedygtig, er løsningen formentlig ikke en konkurs, men eventuelt en rekonstruktion. En rekonstruktion giver mulighed for, at virksomheden i en eller anden form kan overleve.

Men uanset din situation, er det vigtigt, at du handler og søger rådgivning.

Har du en enkeltmandsvirksomhed, eller er du direktør i et kapitalselskab, har du - uanset virksomheds-formen - en forpligtelse til at sikre, at virksomhedens kapitalberedskab til enhver tid er forsvarligt. Du har ikke alene et ansvar for virksomhedens drift, men du har også et ansvar overfor virksomhedens kreditorer. Indstiller du driften, så snart det står dig klart, at det vil være uforsvarligt at fortsætte, begrænser du kreditorernes tab. Fortsætter du driften, selvom virksomheden ikke har det fornødne kapitalberedskab, kan det være ansvarspådragende for dig.

Det er derfor vigtigt, at du selv siger stop i stedet for at vente på, at andre tager beslutningen for dig.

Hvis du har spørgsmål til artiklen og i øvrigt, så er du velkommen til at kontakte advokat Lene Schøn Rønnov, Ret&Råd Fyn på mail: lsr@ret-raad.dk eller telefon: +45 70 10 11 99.