Mulighed for genoptagelse af afslag på arbejdsløshedsdagpenge

Mulighed for genoptagelse af afslag på arbejdsløshedsdagpenge

Højesteret har den 30. april 2019 afsagt en dom, som på afgørende måde tilsidesætter Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalgs mangeårige praksis i forhold til selvstændiges adgang til at få arbejdsløshedsdagpenge ved ledighed.

Af Mikkel Holm Nielsen, advokat Ret&Råd København

Sagen handlede om, hvorvidt Ankestyrelsen (og A-kasserne) kan afvise en ansøgning om dagpenge fra en selvstændig erhvervsdrivende udelukkende under henvisning til, at den pågældende ikke har afhændet den ejendom, hvorfra virksomheden blev drevet, enten ved et salg eller ved udlejning. Sagen blev ført af Ret&Råd advokat Mikkel Holm Nielsen, Ret&Råd København.

Højesteret gav den selvstændige medhold. Højesteret udtalte, at der ikke kan opstilles faste generelle dokumentationskrav til, hvornår et medlem kan anses for ophørt mere end midlertidigt med det personlige arbejde virksomheden. Det kunne derfor ikke gøres til en generel betingelse for at anse en virksomhed for overdraget eller lukket, at en fast ejendom, hvorfra udøvelsen af virksomheden havde fundet sted, var solgt eller udlejet. Der skal i hver enkelt sag foretages en konkret vurdering af, om den selvstændige mere end midlertidigt er ophørt med sit personlige arbejde i virksomheden.

Dette vurderede Højesteret, at den selvstændige var i den konkrete sag.

Dommen kan læses på Højesterets hjemmeside hoejesteret.dk

Advokat Mikkel Holm Nielsen kommenterer: 

"Dommen vil umiddelbart få betydning for en række selvstændige, som i perioden fra 2011 – 2017 har fået afslag på arbejdsløshedsdagpenge med en begrundelse om, at ejendommen, hvorfra virksomheden blev drevet, ikke var afhændet. Hvis du selv eller du kender nogen, som står i denne situation, bør du kontakte din A-kasse og bede om, at dit afslag genoptages og revurderes ud fra de retningslinjer, som følger af Højesterets dom."

Har du brug for hjælp? Find din lokale Ret&Råd Advokat, eller læs mere om Retssager, Ansættelse & Arbejde eller Erstatning på vores hjemmeside.