Hvordan sikrer jeg min ægtefælle, hvis jeg har børn fra et tidligere forhold?

Det er i dag meget almindeligt, at man har børn fra et tidligere forhold, når man indgår ægteskab med en ny partner. Hvis man vil sikre sin nye ægtefælle bedst muligt økonomisk ved død, kræver det, at man opretter et testamente.

Hvorfor er det en god ide med et testamente?

Hvis man ikke har oprettet en ægtepagt om særeje, arver ægtefællen den ene halvdel og børnene den anden halvdel af ens værdier, når man dør. Hvis man har børn fra tidligere forhold – såkaldte særbørn – skal den efterladte ægtefælle finde penge til at betale disse børn deres arv.

Hvis man har særbørn er det kun muligt at sidde i uskiftet bo, hvis disse børn samtykker.

Det kan være problematisk, hvis man eksempelvis har bundet sine værdier i hus, sommerhus eller bil, for så kan den efterladte blive tvunget til at sælge eller belåne disse for at betale særbørnene deres arv.

Kan man ikke vælge at sidde i uskiftet bo?

Hvis man kun har fælles børn, kan den efterladte ægtefælle vælge at sidde i uskiftet bo, og dermed vente med at udbetale arv til børnene til vedkommende selv er død. Hvis man har særbørn er det imidlertid kun muligt at sidde i uskiftet bo, hvis disse børn samtykker.

Børnene kan kun samtykke, hvis de er fyldt 18 år. Derudover kan særbørnene fornuftigvis have visse betænkeligheder ved at give et samtykke. Dette skyldes primært, at den efterladte ægtefælle som udgangspunkt kan bruge formuen. Som hovedregel anbefaler vi ikke, at man vælger at sætte sig i uskiftet bo, hvis der er særbørn, med mindre ens forhold til særbørnene er ekstraordinært godt, eller man anser det for usandsynligt, at man nogensinde indgår ægteskab igen.

Hvad skal man så skrive i testamentet?

Den bedste måde at sikre sin nye ægtefælle på, er at oprette et fælles testamente, hvor man begrænser børnenes arv til det mindst mulige. Børnene vil således i første omgang kun få en fjerdedel af, hvad de ellers ville få.

De fleste er imidlertid ikke interesserede i ”at snyde” deres børn for deres arv. Dette kan løses ved, at man også i testamentet skriver, at børnene efter begges dødsfald skal arve lige meget af den formue som længstlevende efterlader sig. Det er nødvendigt at oprette et testamente, hvis man ønsker, at formuen skal deles lige mellem begge ægtefællers børn. Opretter man ikke et testamente, vil den formue som længstlevende efterlader sig tilfalde længstlevendes børn fuldt ud. Med et testamente sikrer man således både sin nye ægtefælle og sikrer, at alle ens børn får den ønskede del af arven.

Kontakt

Spørgsmål og henvendelser vedrørende Testamente og arv kan rettes til din lokale Ret&Råd advokat.

Læs også brochuren Arv.

Har du spørgsmål til artiklens forfatter?

Felter med * skal udfyldes.

"*" indikerer påkrævede felter

Name
Tilmeld dig vores nyhedsbreve med juridiske nyheder
Dette felt er til validering og bør ikke ændres.