Hvor mange gange kan arbejdsgiver forlænge din ansættelse?

Det kan ofte være hensigtsmæssigt, både for medarbejderen og for arbejdsgiveren, at det på forhånd er aftalt hvor længe ansættelsen varer.

I nogle fag bruges tidsbegrænsede ansættelsesforhold ofte, f.eks. indenfor undervisning, i sportens verden eller f.eks. på et teater.

Tidsbegrænsede ansættelser anvendes også generelt i orlovsstillinger, f.eks. et barselsvikariat, hvor man ansættes indtil medarbejderen er retur efter barsel.

Hvis intet er anført i din kontrakt, er du ansat på ubestemt tid, det vil sige indtil enten du eller arbejdsgiveren opsiger.

Typisk vil det fremgå af ansættelseskontrakten, at medarbejderen er ansat f.eks. i et præcist tidsrum og at ansættelsen ophører ved en forud aftalt måneds udgang.

Dette medfører, at der ikke skal afgives en egentlig opsigelse, da fratrædelsestidspunktet står direkte i kontrakten.

For at beskytte mod misbrug fra arbejdsgiver side, fremgår det af Lov om tidsbegrænset ansættelse, at fornyelse af flere på hinanden følgende ansættelsesforhold kun kan ske, hvis fornyelsen er objektivt begrundet.

En objektiv grund kunne være uforudselig forfald, – f.eks. endnu en medarbejder der skal på barsel, er blevet sygemeldt eller har orlov, eller hvis det er nødvendigt for at kunne løse den opgave, man blev ansat til, og som ikke kunne løses indenfor den først afsatte tid.

En dom fra Højesteret gav ansatte ret til godtgørelse

I en Højesteretsdom fra april 2018 blev det afgjort, at et universitet ulovligt havde forlænget ansættelser mere end to gange. Dette gav fire ansatte ret til en godtgørelse på hver kr. 75.000.

Særligt ved afgørelsen er det, at der alene kan ske forlængelse to gange, når det er indenfor undervisnings- og forskningsvirksomhed ved staten, og hvor det er staten der overvejende står for finansieringen.

I alle andre ansættelsesforhold, foretages en konkret og individuel vurdering, for at kunne konstatere om forlængelse er sket på objektivt grundlag.

Hvis ikke det er tilfældet, vil medarbejderen kunne betragte sig som ansat uden tidsbegrænsning og kan kræve sædvanligt opsigelsesvarsel, dvs. løn i en opsigelsesperiode, udover den fastsatte dato for fratræden.

Herudover kan der kræves godtgørelse efter lov om tidsbegrænset ansættelse, som det blev tilkendt i Højesteretssagen.

Man kan således ikke på forhånd sige, hvor mange gange arbejdsgiver kan forlænge ansættelsesforholdet – det skal vurderes konkret. (hvis det er udenfor undervisning mv. indenfor staten).

Kontakt

Spørgsmål og henvendelser vedrørende Ansættelse & arbejde kan rettes til din lokale Ret&Råd advokat.

Har du spørgsmål til artiklens forfatter?

Felter med * skal udfyldes.

"*" indikerer påkrævede felter

Name
Tilmeld dig vores nyhedsbreve med juridiske nyheder
Dette felt er til validering og bør ikke ændres.