Forældremyndighed
Hvis du og dit barns forælder har fælles forældremyndighed, og der er uenighed mellem jer om forældremyndigheden, er det relevant at forholde sig til reglerne vedrørende udlandsrejser med barnet.
Dette gør sig gældende, uanset om du har barnet boende eller har samvær med barnet. Hvis du har forældremyndigheden alene, kan du rejse med dit barn uden samtykke fra den anden forælder.
Er der ikke uenighed om forældremyndigheden, kan I som forældre hver især rejse til udlandet med barnet i ferien.
Skal der foreligge samtykke?
Af forældreansvarsloven fremgår det, at alle væsentlige beslutninger om barnet kræver enighed, hvis der er fælles forældremyndighed. I de tilfælde, hvor der foreligger fælles forældremyndighed, men der er uenighed om denne, kræver det samtykke fra begge forældre, hvis barnet skal forlade landet.
Uenighed om forældremyndigheden kan komme til udtryk, hvis der er indledt en sag om forældremyndighed, men også i de tilfælde hvor der kan dokumenteres en faktisk uenighed. Det er dog væsentligt at uenigheden drejer sig om forældremyndigheden og ikke alene udlandsrejsen.
Rejser uden samtykke
Hvis dit barns anden forælder ikke ønsker at give samtykke til en udlandsrejse, hvor det kræves, er det dog muligt at tage dit barn med på en planlagt ferie til udlandet på trods af dette.
Familieretshuset kan nemlig træffe afgørelse om, at den ene forælder kan tage barnet med til udlandet, selvom der ikke foreligger et samtykke fra den anden forælder. I de tilfælde, hvor Familieretshuset skal træffe en sådan afgørelse, er det dog vigtigt at få ansøgt i god tid på grund af de lange ventetider i Familieretshuset.
Kortere ophold
Alle rejser til udlandet er omfattet. Det er vigtigt at være opmærksom på at længden af opholdet i udlandet er uden betydning. Er der alene være tale om et kortere udlandsbesøg, hører dette derfor også under reguleringen.
Reglerne er ligeledes gældende, hvis andre end barnets forældre ønsker at tage barnet med ud at rejse eller barnet skal rejse alene. Det betyder at der ligeledes skal indhentes samtykke fra begge forældre i disse tilfælde, eller ved uenighed indsendes en ansøgning til Familieretshuset.
Børnebortførelse
Såfremt barnet tages med til udlandet uden samtykke ved uenighed om forældremyndigheden, er det efter forældreansvarslovens bestemmelser at betragte som en børnebortførelse.
Børnebortførelse er strafbart i henhold til straffelovens § 215 stk. 2 og kan straffes med bøde eller fængsel.