Det er en betingelse, at den forbrydelse, som personen dømmes for, er sket i nattelivet, og at der typisk er tale om personfarlig kriminalitet. De forbrydelser, som blandt andet kan føre til et opholdsforbud i nattelivet, er straffelovens bestemmelser om vold, trusler, tvang, frihedsberøvelse, røveri og hærværk samt visse overtrædelser af våbenloven.
Det er endvidere en betingelse, at der er en fare for, at den dømte igen vil begå ny ens kriminalitet.
Den sidste betingelse vil altid være opfyldt i gentagelsestilfælde, men kan også være opfyldt i førstegangstilfælde, for eksempel hvis der er tale om en grovere forbrydelse, hvor den dømte har udvist en vis voldsparathed.
Sådanne situationer vil for eksempel opstå, hvis der er flere om volden, volden har en særlig grov karakter (herunder med anvendelse af våben), eller er begået mod flere.
I praksis vil et opholdsforbud i nattelivet ske efter begæring fra anklagemyndigheden, således at retten tager stilling til spørgsmålet om opholdsforbud samtidig med, at sagen afgøres i forhold til skyld og øvrig straf. Det er forudsat i forarbejderne, at den dømte som udgangspunkt idømmes en – betinget eller ubetinget – fængselsstraf på 30 dage, men der kan – navnlig i gentagelsestilfælde – anvendes et opholdsforbud ved en lavere straf.
Hvornår gælder det?
Et opholdsforbud i nattelivet gælder fra klokken 24 til klokken 5, men ikke inden for et nærmere afgrænset geografisk område. Tidligere blev forbud meddelt efter restaurationsloven og i forhold til en bestemt restauration eller område.
Hvor lang tid skal det gælde?
Retten vil desuden skulle tage stilling til, hvor længe opholdsforbuddet skal gælde. Fra lovgivers side er det tilkendegivet, at et opholdsforbud vil skulle idømmes fra 3 måneder og op til 2 år, og at straffens længde vil spille en betydelige rolle i forhold til længden af opholdsforbuddet.
Hvad indgår i vurderingen?
Andre momenter, såsom den dømtes tidligere straffe og/eller, at den nye kriminalitet er begået, mens den dømte er underlagt et opholdsforbud, kan indgå i vurderingen af såvel meddelelse af et opholdsforbud og forbuddets længde.
Tidlig praksis viser, at anklagemyndigheden i langt de fleste sager, der handler om kriminalitet begået i nattelivet, og hvor der rejses tiltale for overtrædelser af en af de bestemmelser, som kan føre til, at der meddeles et forbud mod at opholde sig i nattelivet, nedlægger påstand om et sådant forbud.
Tidlig retspraksis tyder også på, at domstolene foretager den konkrete vurdering, som er forudsat i forarbejderne til bestemmelsen og i en række konkrete tilfælde har meddelt opholdsforbud fra 3 måneder og opefter.