Hvis man er bekymret for et barn eller en ung persons trivsel, har man pligt til at underrette kommunen. Det gælder både den almindelige borger og fagpersoner.
For fagpersoner gælder dog en skærpet underretningspligt efter servicelovens § 153.
Der er ingen formkrav til en underretning. De fleste kommuner har dog en blanket på deres hjemmeside, som kan benyttes.
Der er også mulighed for at underrette Ankestyrelsen, hvis man ikke mener, at kommunen hjælper barnet/den unge tilstrækkeligt.
Underretning
Når kommunen modtager en underretning, skal underretningen vurderes hurtigt. Kommunen skal, senest 24 timer efter underretningen er modtaget, vurdere, hvad der videre skal ske i sagen.
Kommunen skal, hvis der allerede er iværksat en foranstaltning, genvurdere sagen i forhold til om det er den rette hjælp man giver barnet/familien.
Kommunen kan vælge at holde en samtale med barnet til brug for vurderingen af underretningen.
Kommunen kan desuden vælge, at samtalen skal ske uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren, når hensynet til barnet taler for det.
Det kan fx være, fordi sagsbehandleren er bekymret for, om forældrene påvirker barnet.
Hvis underretningen vedrører vold mod barnet, har kommunen pligt til at holde samtale med barnet. Dette sker uden samtykke for forældremyndighedsindehaveren, som heller ikke må være til stede under samtalen.
Kommunen skal i alle tilfælde, hvor der afholdes børnesamtale tilbyde barnet/den unge en bisidder. Hvis det ikke er en forælder, kan det være en voksen fra børnehave eller skolen, eller det kan være en professionel bisidder fra fx Børns Vilkår.
En underretning kan ende ud i, at kommunen vurderer, at der ikke er nogen bekymring, og sagen lukkes.
En underretning kan også føre til, at kommunen vurderer, at der kan være bekymring, og at der derfor skal laves en børnefaglig undersøgelse efter servicelovens § 50. På baggrund af den børnefaglige undersøgelse skal kommunen iværksætte den fornødne hjælp.
Endelig kan en underretning eksempelvis også føre til, at kommunen vælger en akutanbringelse af barnet.
Kommunen skal inden en eventuel akutanbringelse søge at opnå samtykke til anbringelsen fra forældremyndighedsindehaverne og den unge, hvis vedkommende er fyldt 15 år.
Hvis der opnås samtykke, vil der være tale om en frivillig anbringelse (se nedenfor). Hvis der ikke meddeles samtykke, skal der træffes en formandsbeslutning om tvangsanbringelse (se nedenfor). Denne afgørelse skal i så fald godkendes af børn og unge-udvalget inden 7 dage. Beslutningen gælder kun i 1 måned.
Hvis kommunen ønsker at opretholde anbringelsen, skal børn og unge-udvalget inden for en måned fra formandsbeslutningen træffe en afgørelse om anbringelse.
Frivillig anbringelse og tvangsanbringelse – hvad er forskellen?
Frivillig anbringelse
Kommunen kan med forældrenes samtykke anbringe et barn uden for hjemmet, f.eks. hos en plejefamilie eller et opholdssted, hvis det må anses for at være af væsentlig betydning for barnets sundhed, trivsel og udvikling.
Det kan være tilfældet, hvis barnet mistrives, er kriminalitetstruet eller har andre væsentlige vanskeligheder, som af den ene eller anden grund ikke kan løses i hjemmet. Det kan også være, at forældrene på grund af misbrug eller andre personlige vanskeligheder ikke selv har de nødvendige ressourcer til at tage tilstrækkelig vare på barnet.
Er barnet fyldt 15 år, skal barnet også give samtykke til anbringelsen.
Hvis et barn er frivilligt anbragt, kan forælder eller barn til enhver tid trække samtykket tilbage. Sker det, skal kommunen inden 7 dage træffe afgørelse om, hvorvidt barnet kan flytte hjem igen, eller om anbringelsen skal fortsætte, men nu som en tvangsanbringelse.
En frivillig anbringelse kan dog kun afløses af en tvangsanbringelse, hvis betingelserne for en tvangsanbringelse samtidig er opfyldt, jf. straks nedenfor.
Tvangsanbringelse
Et barn kan kun anbringes uden for hjemmet uden forældrenes samtykke, hvis der er en åbenbar risiko for, at barnets sundhed eller udvikling vil lide alvorlig skade, f.eks. på grund af manglende omsorg, problemer med misbrug, kriminalitet eller anden uhensigtsmæssig adfærd hos forældre eller barn.
Det er også en betingelse for tvangsanbringelse, at problemerne ikke vil kunne løses, mens barnet bor hjemme.
Afgørelse om tvangsanbringelse træffes af kommunens børn og unge-udvalg på baggrund af en indstilling, som er udarbejdet af forvaltningen.
Når børn og unge-udvalget træffer afgørelse om anbringelse uden for hjemmet, vil afgørelsen blive truffet med en genbehandlingsfrist. På den måde sikrer man, at udvalget skal se på sagen igen inden for fristen for at vurdere, om der fortsat er grundlag for en anbringelse.
Ret til advokatbistand
Hvis der enten træffes en formandsbeslutning om anbringelse, eller kommunen efter udarbejdelse af børnefaglig undersøgelse beslutter at indstille til børn og unge-udvalget, at dit barn skal tvangsanbringes, har både forældre og børn over 12 år ret til at få bistand af en advokat.
Det er kommunen, der betaler for advokatbistanden.
Hos Ret&Råd har vi stor erfaring med sager om anbringelse af børn, og du er altid velkommen til at kontakte os med spørgsmål.