Delingsformue betyder, at man hver i sær ejer egne aktiver og hæfter for egne gældposter, men når ægteskabet ophører, så skal man dele med hinanden. Man deler ved, at hver ægtefælle tæller egen nettoformue sammen. Positive nettoformuer deles.
Denne deling sker såvel ved separation/skilsmisse som ved død.
I den deling indgår alene den del af formuen, der deles, den kaldes delingsformue. Nogle af os har formue, der ikke tæller med i den deling. Det kan fx være særeje, enten et vi har selv har oprettet ved en ægtepagt, eller noget, den ene ægtefælle har modtaget i arv eller gave, eller det kan være personlig erstatning, rimelige pensioner eller andet. Disse formuer kan man beholde selv uden at dele med den anden ægtefælle.
To bestemmelser om kompensation
Det er ikke altid, at delingen er rimelig. Ægtefælleloven har to bestemmelser om kompensation, der kan hjælpe i de situationer, hvor delingen ikke er nok for den ene ægtefælle.
Det er ikke altid, at delingen er rimelig
For begge regler gælder, at den ene ægtefælle har en formue, som kan holdes uden for deling, som ovenfor beskrevet. Den ene ægtefælle har derfor noget særligt, som han eller hun kan beholde helt selv, og derudover bliver resten af formuerne delt.
I visse tilfælde fører det til urimelige resultater for den ægtefælle, der ikke har del i en ”ikke-delingsformue”. Derfor har vi to bestemmelser, der kan beskytte den svageste ægtefælle i de tilfælde:
- Det er reglen i Ægtefællelovens § 41 om, at man kan få noget af den enes formue, hvis man har medvirket til at bevare eller forøge den andens formue, der ikke skal deles. Det kan være, at man har arbejdet i den andens virksomhed, det kan også være, man har gået hjemme og passet hus og børn, så den anden ægtefælle kunne bevare og udvide sin virksomhed.
- Og det er § 42 om, at man kan få noget af det, den ene ikke skal dele, hvis alt andet ville være urimeligt. Det kan fx være, at den ene ejer hele formuen som særeje, og den anden efter mange års ægteskab ikke ejer noget, så kan den rige skulle aflevere en kompensation til den ”fattige” – selv om man har særeje på sin formue.
Reglen i § 41 finder også anvendelse på dødsfald, men det gør § 42 ikke.
Det betyder, at hvis en kvinde har et hus, som under ægteskabet er vokset i værdi, fordi manden har gået og lavet en masse ”gør-det-selv” arbejde på huset, så vil mandens arvinger godt, når manden er død, gøre gældende, at kvinden til mandens dødsbo skal betale en kompensation for det arbejde, manden har ydet.
Men mandens arvinger kan ikke gøre gældende, at de skal have kompensation for, at kvinden havde en stor særejeformue, og manden ikke ejede noget. Den type kompensationskrav kan alene gøres gældende på skifte ved separation og skilsmisse.
Hvis du vil vide mere om deling af formue ved den ene ægtefælles død, herunder kompensationskrav, er du velkommen til at rette henvendelse til din lokale Ret&Råd advokat.