Kan et uskiftet bo misbruges?

I Danmark har ægtefæller en helt unik arvemæssig rettighed, som ikke kendes i andre lande bortset fra Norge og Island. Den går ud på, at når den første af ægtefællerne dør, så kan den længstlevende vælge at overtage boet som uskiftet – vi siger, at længstlevende sidder i uskiftet bo.

At sidde i uskiftet bo betyder, at der ikke skal udbetales arv efter den førstafdøde ægtefælle, før den længstlevende dør. Med andre ord kan man sige, at arveudbetalingen udskydes i en ukendt årrække. Den længstlevende kan dog også beslutte, at boet efter førstafdøde skal skiftes.

Den længstlevende ægtefælle kan træffe alle beslutninger om det uskiftede bo – også om de værdier, der oprindelig har tilhørt den førstafdøde. Den længstlevende har således mulighed for at opbruge alle boets værdier, så der intet bliver at arve.

Arveloven fastslår dog, at den længstlevende ikke må ”misbruge” sin adgang til boet, hvis det resulterer i, at boets værdier formindskes væsentligt, eller der opstår fare for at det sker. I den situation kan et eller flere af den førstafdødes børn forlange, at det uskiftede bo skiftes – altså at arven udbetales

Dette misbrug sker typisk, hvis der er uforsvarlig og letsindig spekulation eller gambling. Det kan også karakteriseres som misbrug, hvis længstlevende giver store gaver eller har et ekstraordinært stort forbrug, som ikke står i rimeligt forhold til det uskiftede bos værdier. Derimod vil et almindeligt forbrug normalt accepteres, også selvom der bruges af formuen. Det vil derfor ikke karakteriseres som misbrug, at den længstlevende højner eller forsøder sin levestandard med ferie, fornøjelse, istandsættelser, udskiftninger eller lignende i større omfang end tidligere. Det betragter man som en del af den længstlevendes beslutningsret.

Der skal relativt meget til, for at det kan kaldes misbrug, og det er arvingen/erne – det vil sige barnet/børnene – som skal bevise misbruget. For at sikre muligheden for at føre et bevis, har barnet/børnene mulighed for at kræve dokumentation via skifteretten, for den længstlevendes økonomiske dispositioner.

Hvis arvingerne fører beviset, og skifteretten godkender det, skal boet skiftes. Under dette skifte kan barnet/børnene kræve, at det beløb, som boet er formindsket med, betales af den længstlevende – det kalder vi et vederlagskrav.

Hvis den længstlevende ikke har flere penge tilbage, er det en mulighed at kræve en eventuel urimelig disposition omstødt (det er typisk en gave eller et arveforskud), og dermed kræve tilbagebetaling fra den der modtog gaven eller arveforskuddet. Dette kræver dog, at modtageren både vidste/burde vide, at der var tale om et uskiftet bo og vidste/burde vide, at  gaven/arveforskuddet stod i misforhold til boets formue. Vi siger, at modtageren skal være i ”ond tro”.

Vil arvingen/arvingerne kræve tilbagebetaling, skal de anlægge en omstødelsessag ved skifteretten senest et år efter de fik kendskab til den urimelige disposition. Under alle omstændigheder skal sagen anlægges senest fem år efter, at dispositionen blev foretaget.

Læs også brochuren Ved dødsfald.

Artiklen er oprindeligt bragt 15. maj 2018, og den er senest redigeret 29. december 2021.

Har du spørgsmål til artiklens forfatter?

Felter med * skal udfyldes.

*” indikerer påkrævet felt

Name
Samtykke*
This field is for validation purposes and should be left unchanged.