Når forældre ikke bor sammen, kan de aftale samvær mellem barnet og den forælder, som barnet ikke bor hos. Hvis forældrene ikke kan blive enige, kan samværsforælderen søge Familieretshuset om at træffe afgørelse om fastsættelse af samværet – og i de tilfælde, hvor samværet for nylig er blevet afbrudt, kan samværsforælderen samtidig søge om fastsættelse af midlertidigt kontaktbevarende samvær.
Den typiske anvendelse for det midlertidigt kontaktbevarende samvær er, hvor der ikke er kontakt mellem barnet og samværsforælderen på ansøgningstidspunktet, og hvor samlivet enten lige er ophævet, eller hvor der indtil for nylig har været samvær mellem barnet og samværsforælderen efter en aftale, som ikke kan tvangsfuldbyrdes af familieretten.
Foruden at det er en forudsætning for at anvende reglen om kontaktbevarende samvær, at samværsforælderen har søgt om fastsættelse af samvær, skal følgende to betingelser være opfyldt for, at et midlertidigt kontaktbevarende samvær kan fastsættes:
- Samværet skal enten lige være afbrudt, eller der skal indtil for nylig have været samvær mellem barnet og samværsforælderen efter en aftale mellem forældrene, som ikke kan tvangsfuldbyrdes.
- Der må ikke være begrundet tvivl om, at det er bedst for barnet, at der er en løbende kontakt med samværsforælder, som barnet hidtil har haft en jævnlig kontakt med.
Hvad er Familieretshusets rolle?
Familieretshuset har en lovbestemt forpligtigelse til hurtigst muligt, og inden 3 uger efter modtagelsen af en ansøgning om fastsættelse af samvær, at træffe en midlertidig afgørelse om kontaktbevarende samvær. For at undgå, at Familieretshuset overser ønsket om tillige en afgørelse om midlertidig kontaktbevarende samvær, kan det anbefales, at man tydeligt gør opmærksom på det i ansøgningen til Familieretshuset om fastsættelse af samvær.
Foruden den lovbestemte korte frist på tre uger til at træffe afgørelse – og som reelt kun giver Familieretshuset meget kort tid til at realitetsbehandle og dermed undersøge barnets og familiens forhold – skal det kontaktbevarende samvær fastsættes som et standardiseret minimumssamvær, fastsat under hensyn til barnets alder:
- For børn under 1 år: Samvær 1-2 timer hver uge lørdag eller søndag samt 1-2 timer en hverdag hver uge efter Familieretshusets nærmere bestemmelse
- Hvis barnet er mellem 1 og 3 år: Samvær hver anden lørdag eller søndag kl. 10-17 samt en hverdag i den modsatte uge kl. 16-18 efter Familieretshusets nærmere bestemmelse
- Hvis barnet er mellem 4 og 6 år: Samvær hver anden uge fra lørdag kl. 10 til søndag kl. 17
- Hvis barnet er 7 år eller ældre: Samvær hver anden uge fra fredag kl. 17 til søndag kl. 17
Muligheden for at fravige det standardiserede minimumssamvær fortolkes meget restriktivt.
Hvorfor så kort afgørelsesfrist?
Formålet med den korte afgørelsesfrist og det standardiserede minimumssamvær er nemlig at undgå, at sagsbehandlingen trækker ud på grund af detaljerede drøftelser og skriftlige indlæg fra forældrene om omfanget og placeringen af et midlertidigt kontaktbevarende samvær, fordi formålet med en midlertidig afgørelse dermed forspildes. Desuden er formålet at sikre et minimum af kontakt mellem barnet og den forælder, som barnet ikke bor hos, i en overgangsperiode.
Det vigtige ved denne type afgørelser er at sikre kontinuitet i samværet, og at der ikke sker brud i kontakten mellem barnet og den forælder, der søger om samvær, mens sagen bliver behandlet i Familieretshuset. Det kan i modsat fald få store konsekvenser for tilknytningen mellem barn og forælder fremadrettet.
Barnets tarv
Familieretshuset skal altid påse, at samværet er bedst for barnet, og det gælder også det kontaktbevarende samvær. Hvis der derfor er begrundet tvivl om, at samværet er bedst for barnet, skal Familieretshuset – trods en mulig helt nylig og jævnlig kontakt mellem barnet og samværsforælderen – altså afslå at fastsætte kontaktbevarende samvær.
Det kan dreje sig om sager, hvor samværsforælderen er dømt for visse former for kriminalitet af grovere karakter, og herunder mod barnet selv eller den anden forælder. Kontaktbevarende samvær kan blive afslået ved begrundet mistanke om kriminalitet af grovere karakter og særligt, hvis der er mistanke om psykisk og/eller fysisk vold begået mellem forældrene, og som barnet har eller kan risikere at komme til at overvære i eksempelvis overleveringssituationer i forbindelse med samværet.
Det betyder ikke nødvendigvis, at der ikke på den lange bane kan fastsættes samvær mellem barnet og den forælder, der søger om samværet. Derimod lader man den begrundede tvivl komme barnet til gode på den måde, at det går før alt andet at sikre barnets trivsel og beskytte barnet mod vold eller anden behandling, der udsætter barnet for skade eller fare, herunder at være vidne til vold.
Og i de tilfælde er det nødvendigt at foretage en nærmere undersøgelse af de faktiske forhold før, der kan træffes en afgørelse eller midlertidig afgørelse om samvær.
Tilsvarende i de situationer, hvor der ikke har været kontakt mellem barnet og den ene forælder gennem længere tid, eller hvor der aldrig har været kontakt, vil det i udgangspunktet også være nødvendigt at foretage en nærmere undersøgelse af de faktiske forhold før, der kan træffes en afgørelse om samvær. Det gælder også en afgørelse om midlertidigt samvær. Sagsbehandlingen er langt mere dybdegående og undersøgende, og parternes synspunkter bliver i langt større grad inddraget og undersøgt nærmere inden den endelige afgørelse.
Reglerne
Forældreansvarsloven – lovbekendtgørelse nr. 1820 af 23. december 2015 – § 29 a, og §§ 4 og 4 a, og bekendtgørelse om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær mv. § 10, stk. 1 til 4.
Praksis
Ankestyrelsens principafgørelse 64-16, som er trykt i Tidsskrift for Familie- og arveret 2017 p. 59.