Når forældre ikke bor sammen, kan de aftale samvær mellem barnet og den forælder, som barnet ikke bor hos. Hvis forældrene ikke kan blive enige, kan samværsforælderen søge Familieretshuset om at træffe afgørelse om fastsættelse af samværet – og i de tilfælde, hvor samværet for nylig er blevet afbrudt, kan samværsforælderen samtidig søge om fastsættelse af midlertidigt kontaktbevarende samvær.
Den typiske brug for det midlertidige kontaktbevarende samvær er, hvor der ikke er kontakt mellem barnet og samværsforælderen på ansøgningstidspunktet, og hvor samlivet enten lige er ophævet, eller hvor der indtil for nylig har været aftalt samvær mellem barnet og samværsforælderen, men som ikke kan gennemføres med tvang af familieretten.
To betingelser for midlertidigt samvær
Ud over at samværsforælderen skal have søgt om fast samvær, kræver kontaktbevarende samvær to ting:
- Samværet skal enten lige være afbrudt, eller der skal indtil for nylig have været samvær mellem barnet og samværsforælderen efter en aftale mellem forældrene, som ikke kan gennemføres med tvang.
- Der må ikke være begrundet tvivl om, at det er bedst for barnet, at der er en løbende kontakt med samværsforælderen, som barnet hidtil har haft en jævnlig kontakt med.
Familieretshusets sagsbehandling og tidsfrister
Familieretshuset har en lovbestemt forpligtelse til hurtigst muligt, og som udgangspunkt inden for 4 uger efter modtagelsen af en ansøgning om fastsættelse af samvær, at træffe en midlertidig afgørelse om kontaktbevarende samvær. Hvis Familieretshuset afslår kontaktbevarende samvær, skal Familieretshuset træffe en afgørelse om midlertidigt samvær hurtigst muligt og senest 4 måneder efter anmodningen. Sagsbehandlingstiden kan dog variere, og i praksis opleves ofte længere ventetider.
For at undgå, at Familieretshuset overser et ønske om midlertidig kontaktbevarende samvær, anbefaler vi, at du tydeligt gør opmærksom på det i din ansøgning til Familieretshuset om fastsættelse af samvær.
Ud over den lovbestemte korte frist på 4 uger til at træffe afgørelse – og som reelt kun giver Familieretshuset meget kort tid til at behandle og dermed undersøge barnets og familiens forhold – skal det kontaktbevarende samvær fastsættes som et standardiseret minimumssamvær, fastsat under hensyn til barnets alder:
- For børn under 1 år: Samvær 1-2 timer hver uge lørdag eller søndag samt 1-2 timer en hverdag hver uge efter Familieretshusets nærmere bestemmelse
- Hvis barnet er mellem 1 og 3 år: Samvær hver anden lørdag eller søndag kl. 10-17 samt en hverdag i den modsatte uge kl. 16-18 efter Familieretshusets nærmere bestemmelse
- Hvis barnet er mellem 4 og 6 år: Samvær hver anden uge fra lørdag kl. 10 til søndag kl. 17
- Hvis barnet er 7 år eller ældre: Samvær hver anden uge fra fredag kl. 17 til søndag kl. 17
Muligheden for at fravige det standardiserede minimumssamvær, fortolker Familieretshuset meget restriktivt.
Hurtig afgørelse beskytter barnets tilknytning
Formålet med den korte afgørelsesfrist og det standardiserede minimumssamvær er at undgå, at sagsbehandlingen trækker ud på grund af detaljerede drøftelser og skriftlige indlæg fra forældrene om omfanget og placeringen af et midlertidigt kontaktbevarende samvær, fordi formålet med en midlertidig afgørelse dermed går tabt. Derudover er formålet i en overgangsperiode at sikre et minimum af kontakt mellem barnet og den forælder, som barnet ikke bor hos.
Det vigtige ved denne type afgørelser er at sikre kontinuitet i samværet, og at der ikke sker brud i kontakten mellem barnet og den forælder, der søger om samvær, mens sagen behandles i Familieretshuset. Det kan i modsat fald få store konsekvenser for tilknytningen mellem barn og forælder fremadrettet.
Barnets bedste kommer altid først
Familieretshuset skal altid sikre, at samværet er bedst for barnet, og det gælder også det kontaktbevarende samvær. Hvis der derfor er begrundet tvivl om, at samværet er bedst for barnet, skal Familieretshuset – trods en mulig helt nylig og jævnlig kontakt mellem barnet og samværsforælderen – altså afslå at fastsætte kontaktbevarende samvær.
Det kan dreje sig om sager, hvor samværsforælderen er dømt for visse former for kriminalitet af grovere karakter, og herunder mod barnet selv eller den anden forælder. Familieretshuset kan afslå kontaktbevarende samvær ved begrundet mistanke om kriminalitet af grovere karakter og særligt, hvis der er mistanke om psykisk og/eller fysisk vold begået mellem forældrene, og som barnet har eller kan risikere at komme til at overvære i eksempelvis overleveringssituationer i forbindelse med samværet.
Det betyder ikke nødvendigvis, at du som forælder, der søger om samvær, ikke kan få samvær senere hen. Derimod lader Familieretshuset den begrundede tvivl komme barnet til gode. Familieretshuset gør alt for at sikre barnets trivsel og beskytte barnet mod vold eller anden behandling, der udsætter barnet for skade eller fare, herunder at være vidne til vold.
Særlige tilfælde kræver dybere undersøgelse
I disse tilfælde er det nødvendigt at lave en nærmere undersøgelse af de faktiske forhold før, Familieretshuset træffer en afgørelse eller midlertidig afgørelse om samvær.
På samme måde i de situationer, hvor der ikke har været kontakt mellem barnet og den ene forælder gennem længere tid, eller hvor der aldrig har været kontakt, vil det i udgangspunktet også være nødvendigt at lave en nærmere undersøgelse af de faktiske forhold før, der kan træffes en afgørelse om samvær. Det gælder også en afgørelse om midlertidigt samvær. Sagsbehandlingen er langt mere dybdegående og undersøgende, og Familieretshuset inddrager og undersøger i langt større grad parternes synspunkter inden den endelige afgørelse.
Hvis du er spørgsmål, er du velkommen til at skrive til os, eller læse mere om Børn, Samvær & Forældremyndighed på vores hjemmeside.
Lovgrundlag og retspraksis
- Forældreansvarsloven – lovbekendtgørelse nr. 1820 af 23. december 2015 – § 29 a, og §§ 4 og 4 a, og bekendtgørelse om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær mv. § 10, stk. 1 til 4.
- Ankestyrelsens principafgørelse 64-16, som er trykt i Tidsskrift for Familie- og arveret 2017 p. 59.