Entreprenøren går konkurs, hvad gør du?

Entreprenøren går konkurs - hvad gør du?

Hvis du står i den uheldige situation, at en entreprenør går konkurs før opgaven er løst, kan der hurtigt opstå spørgsmål – og ofte rigtig mange spørgsmål. Nedenfor får du svar på nogle af dem.

Hvem gør arbejdet færdigt?

Går din entreprenør konkurs, kan konkursboet jfr. konkurslovens § 55 vælge at indtræde i aftalen og dermed forpligte sig til at færdiggøre det igangværende byggeri. Det er ikke noget, som konkursboet skal – der er tale om en ret til at indtræde.

Du skal derfor som det første kontakte kurator og spørge, om konkursboet indtræder i aftalen. Der gælder visse frister for kurators meddelelse om konkursboets indtræden eller ej. Er der f.eks. aftalt AB18 skal konkursboet på forespørgsel give meddelelse uden ugrundet ophold. Iflg. AB92 er fristen 5 arbejdsdage.

Vælger konkursboet at indtræde i aftalen, fortsætter aftalen som hidtil, og begge parter skal opfylde aftalen.

Vælger konkursboet ikke at indtræde i aftalen, foreligger der hævebegrundende misligholdelse, og du kan derfor ophæve aftalen. En ophævelse bør altid sendes skriftligt.

Hvem skylder hvem penge?

Når en entreprenør går konkurs midt i et igangværende byggeprojekt, kan det umiddelbart være svært at se, hvor langt processen er, og her opstår endnu et af de mange – og helt naturlige – spørgsmål; nemlig hvem skylder hvem penge?

Det kan være, at du har betalt en eller flere aconto fakturaer til entreprenøren. Måske har du endda betalt penge forud for arbejdets udførsel.

Måden at få svar på disse spørgsmål og sikre et sikkert grundlag for håndteringen af de økonomiske uenigheder, er ved at gennemføre en registreringsforretning (stadeforretning), i samarbejde med konkursboet. Ved en sådan forretning vurderes – og registreres – byggeriets stade samt kvaliteten og værdien af det arbejde, der er udført.

Hvis stadeforretningen viser, at entreprenøren har udført arbejde for en vis værdi, som du endnu ikke har betalt, har konkursboet et krav mod dig. Omvendt har du et krav mod konkursboet, hvis der registreres mangler ved byggeriet. Dette krav kan du anmelde i konkursboet.

Hvad med materialerne? Hvem ejer dem?

Er der betalt for materialer, der allerede er leveret på byggepladsen, tilhører materialerne bygherren.

Situationen er desværre en lidt anden, hvis du har betalt for materialer, der endnu ikke er leveret. I det tilfælde betragtes materialerne, som udgangspunkt, ikke som værende dine, og du kan således også anmelde dette krav i konkursboet.

Det skal præciseres, selvom du anmelder dit krav i konkursboet, kan du ikke være sikker på at få dine penge, da der ofte er få eller slet ingen penge i konkursboet.

Aftalen er ophævet. Hvad så nu?

Hvis resultatet bliver, at du hæver aftalen overfor konkursboet, fordi boet ikke vil indtræde, kan du kræve erstatning for det tab, du lider. Erstatningen kan eksempelvis omfatte omkostninger til udbedring af mulige mangler og de merudgifter, der kan være i forbindelse med at få en ny entreprenør til at færdiggøre arbejdet.

Et tab skal kunne dokumenteres. Det opgjorte tab, bilagt dokumentationen, skal anmeldes i konkursboet.

Sådan anmelder du et krav i konkursboet

Du anmelder et krav i et konkursbo ved at sende din anmeldelse til kurators kontor. Husk at vedlægge dokumentation for dit krav. En anmeldelse er således blot en opgørelse af dit krav. Der gælder en frist på 4 uger fra bekendtgørelsen i Statstidende jfr. konkurslovens § 128.

Ovenstående er blot nogle af de mange spørgsmål, der opstår, når en entreprenør går konkurs midt i et igangværende byggeprojekt.

Der er meget at forholde sig til, og det er derfor altid en god idé at søge rådgivning.

Læs vores brochure om byggeriets aftaler.

Har du spørgsmål til artiklens forfatter?

Felter med * skal udfyldes.

"*" indikerer påkrævede felter

Name
Tilmeld dig vores nyhedsbreve med juridiske nyheder
Dette felt er til validering og bør ikke ændres.