Skal jeg betale ægtefællebidrag

For at kunne blive separeret eller skilt ved bevilling i Statsforvaltningen skal parterne være enige om enten separation eller skilsmisse, ligesom de skal være enige om to vilkår, nemlig spørgsmålet om hvem af ægtefællerne, der skal fortsætte lejemålet af den fælles lejlighed samt spørgsmålet om ægtefællebidrag.

Hvad angår spørgsmålet om ægtefællebidrag skal der være enighed om både pligten, dvs. om den ene ægtefælle skal betale bidrag til den anden, og varigheden.
Hvis parterne ikke kan blive enige, og en af parterne beder om det, indbringes sagen for retten, som herefter tager stilling til spørgsmålet.

Afgørelse om ægtefællebidrag træffes under hensyn til partens behov for bidrag, den anden parts evne til at betale bidrag, ægteskabets varighed og om den, der ønsker bidrag har behov for støtte til uddannelse eller lignende.

Ved vurderingen af partens behov lægges der vægt på parternes alder, helbredstilstand, muligheder for at opnå en arbejdsindtægt, helbredstilstand, om den pågældende skal have mindre børn boende, og om partens vanskelige økonomiske situation skyldes ægteskabet (såkaldt ”samlivsskade”).

Evnen bedømmes især ud fra bruttoindtægt og andre forsørgelsespligter, men også muligheden for at opnå en (højere) indtægt indgår i vurderingen.

Ved afgørelsen af, om bidragspligt skal pålægges, lægges i domspraksis især vægt på fire momenter: bidragssøgendes erhvervsmæssige stilling, herunder om den bidragssøgende udnytter bestående muligheder for at opnå arbejde, en sammenligning af ægtefællernes forhold, ægteskabets varighed og ikke mindst det såkaldte samlivsskadesynspunkt.

Der foretages med andre ord en konkret vurdering, og der foreligger en lang række domme på området. Tendensen er, at andelen af domme, hvor der ikke pålægges bidragspligt, er stigende. Dette hænger bl.a. sammen med, at begge parter i et ægteskab ofte har tilknytning til arbejdsmarkedet, og hvis den bidragssøgende har en pæn indtægt eller udsigt til at få en sådan, nægtes bidrag normalt.

Hvis der pålægges bidragspligt, er det mest almindelige et overgangsbidrag, som i almindelighed tilkendes for 1, 2, 3 eller 5 år, mens længerevarende bidrag på typisk 8 eller 10 år normalt kun tilkendes, hvis ægteskabet har varet omkring 20-25 år, og der foreligger særlige omstændigheder, f.eks. at parten er førtidspensionist efter mange år med en dårlig erhvervsmæssig situation.

Tidsubegrænset bidragspligt ses yderst sjældent og kommer navnlig på tale, hvor ægteskabet har bestået i mere end 20-25 år, hvor der har bestået en fælles overenskomst om, at den bidragssøgende skal arbejde i hjemmet, og hvor der er et særligt behov for, at den bidragsberettigede skal modtage et bidrag over 10 år.

Et eksempel herpå er en dom fra 2016, som vedrørte en mand på 66 år, som havde drevet en stor virksomhed, og som have en formue på 160 mio. kr. Hustruen, der var 70 år, var folkepensionist, men havde arbejdet som sekretær under det meste af ægteskabet og tillige hjulpet i mandens virksomhed.

Ægteskabet med forudgående samliv havde varet i 38 år. Hustruen havde et særbarn, men parret havde ikke fælles børn.

Efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder samlivets varighed, parternes alder og den væsentlige forskel i parternes nuværende og fremtidige indtægtsgrundlag, fandt retten, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at manden blev pålagt tidsubegrænset bidragspligt.

Hvis du skal skilles eller separeres og er i tvivl om din retsstilling, er du velkommen til at kontakte Ret&Råd, hvor der er mange advokater, som arbejder med familieretlige problemstillinger.