Må din arbejdsgiver ændre din løn eller arbejdsopgaver?

Som ansat er man som udgangspunkt underlagt instruktion fra arbejdsgiver. Det betyder kort sagt, at det er din arbejdsgiver der bestemmer hvad du skal lave og hvornår. Dog er der et par begrænsninger, du kan læse mere om her.

Ændringer i arbejdsvilkår

En arbejdsgiver kan frit og uden varsel bestemme at der skal ske mindre ændringer i dine arbejdsforhold, hvis ændringerne naturligt hører under din stilling.

Hvis din arbejdsgiver ønsker at foretage mindre ændringer i fx dine mødetider, skal dette ske med et passende varsel. Så længe der er tale om mindre ændringer, vil et passende varsel som udgangspunkt være 14 dage.

Hvis din arbejdsgiver ønsker at ændre væsentligt i dine vilkår, skal det varsles med dit sædvanlige opsigelsesvarsel.

Arbejdsgivers ønske om ændring af dine arbejdsvilkår kan således betragtes som et tilbud om fremover at arbejde på andre vilkår, idet du som ansat har mulighed for at takke nej.

Hvis du takker nej, vil det betyde, at du er opsagt ved udløb af dit opsigelsesvarsel. (Kontakt altid til din fagforening/a-kasse inden, så du ikke risikerer at blive mødt med en karantæneperiode efterfølgende)

Hvis du takker ja, er du fremover ansat på de nye vilkår; og du bør i den forbindelse anmode arbejdsgiver om en ny ansættelsesaftale, hvor de nye vilkår fremgår.

Hvad der er væsentlige ændringer i dine arbejdsvilkår er altid en konkret vurdering, men omfattet vil oftest være fx markante ændringer i arbejdstid, arbejdssted eller i din løn eller arbejdsfunktion.

Årsagen til ændringer i vilkår

Når en arbejdsgiver ønsker at ændre i dine ansættelsesvilkår, skal der være en saglig grund hertil. Det vil sige at ændringerne skal være rimeligt begrundet i arbejdsgivers eller dine forhold.

Hvis de varslede ændringer ikke er saglige og du som ansat fratræder stillingen ved udløb af opsigelsesvarslet, kan man som udgangspunkt fremsætte krav mod arbejdsgiver i anledning af usaglig opsigelse. Læs mere om usaglig opsigelse her.

Midlertidige ændringer

Ansatte skal dog være opmærksomme på, at en arbejdsgiver på trods af ovenstående alligevel kan forlange væsentlige ændringer af dine arbejdsvilkår i særlig tilfælde. Det vil dog kun være i ekstraordinære situationer fx flytning af virksomheden eller force majeure og kun i en begrænset periode.

Hvis du har spørgsmål til artiklen eller emnet, kan du altid tage kontakt til din Ret&Råd advokat.