Højesteret afsiger interessant dom

Højesteret har den 29. oktober 2018 afsagt en interessant dom vedrørende grænsedragningen mellem straffelovens bestemmelser om blufærdighedskrænkelse og anden kønslig omgængelse. Den tiltalte var i byretten og landsretten fundet skyldig i to gange kort efter hinanden at have ført sin hånd ned i sin 12-årige steddatters trusser og herunder have stimuleret hendes klitoris, den ene gang af helt kort varighed og anden gang af nogen varighed af op til et minut. Under henvisning til at der ikke var sket penetration, var forholdet blevet henført under straffelovens bestemmelse om blufærdighedskrænkelse, og straffen var fastsat til 30 dages betinget fængsel.

Spørgsmålet for Højesteret var derfor, hvornår en krænkelse uden penetration har en sådan grovhed, at den ville være omfattet af de straffelovens mere strenge bestemmelser om anden kønslig omgængelse.

Højesteret udtalte, at der ved afgrænsningen mellem anden kønslig omgængelse end samleje og blufærdighedskrænkelse efter forarbejderne skulle lægges vægt på, om der var tale om manipulation af nøgne kønsdele. Henset til, at den tiltalte var dømt for i to tilfælde at have stimuleret steddatterens klitoris, blev forholdet derfor henført under straffelovens bestemmelse om anden kønslig omgængelse end samleje. 

Straffen blev forhøjet til 4 måneders fængsel. Højesteret udtalte, at udgangspunktet i sager om anden kønslig omgængelse end samleje med børn under 15 år er ubetinget fængsel. Højesteret fandt ikke grundlag for at fravige dette udgangspunkt.

Kommentar: Højesteret anvender i dommen en naturlig forståelse af begrebet manipulation af kønsdele og synes i tråd med de eksempler, som efter forarbejderne er en overtrædelse af bestemmelsen om anden kønslig omgængelse end samleje. Derudover er Højesterets dom nok også i overensstemmelse med, hvad et flertal af befolkningen vil anse for at mere end en ”blot” en blufærdighedskrænkelse.

Har du spørgsmål til artiklen eller brug for hjælp? Kontakt din Ret&Råd advokat idag.