Hvem får forældremyndigheden over mine børn, hvis jeg dør?

Hvem overgår forældremyndigheden til, hvis dit barn skulle miste en af eller begge sine forældre? Det er hårde tanker, men det kan vise sig at være godt at have tænkt over det og handlet på det. En løsning kan være det såkaldte børnetestamente.

Så længe børn er under 18 år, er de under forældremyndighed. Når forældrene bor sammen, har de begge forældremyndigheden, som er både en ret og en pligt. Hvis den ene af forældrene dør, har den anden forældremyndigheden alene. Der er dog en række andre situationer, hvor forældrene ikke bor sammen, eller hvor andre omstændigheder kan komplicere tingene lidt. Her kan du få et lille overblik:

Forældrene bor ikke sammen, men begge har forældremyndighed:

  • Hvis den forælder, barnet bor hos, afgår ved døden, fortsætter den anden forælder som udgangspunkt med at have forældremyndigheden men nu alene. Det kan ske, at en tredjemand anmoder om at få forældremyndigheden over barnet. Det vil typisk være samlever eller ægtefælle til den afdøde forælder, eller det kan være bedsteforældre. Hvis det sker, er det Familieretshuset, der behandler sagen, og i sidste ende kan det være Familieretten, der træffer en afgørelse om spørgsmålet

Kun én forælder har forældremyndigheden:

  • Hvis den forælder, der har forældremyndigheden, dør, er den anden forælder berettiget til at anmode om at få forældremyndighed. Det vil ske på lige fod med tredjemand, der igen for eksempel kan være semlever eller ægtefælle til den afdøde forælder. Familieretshuset eller Familieretten træffer afgørelsen.

Begge forældre dør:

  • Hvis begge forældre har forældremyndighed, og de dør – enten samtidig eller med tid imellem – er det også Familieretshuset og evt. Familieretten, der afgør, hvem der herefter skal have forældremyndigheden.

Familieretten spiller altså en rolle i mange af ovennævnte situationer. Det er vigtigt at påpege, at Familierettens afgørelse altid skal være begrundet i en vurdering af, hvad der er bedst for barnet. Har barnet opnået en vis alder, vil det også selv få lov at sige, hvad han eller hun synes og fortælle sine synspunkter i en samtale med dommeren eller en børnesagkyndig.

Du kan få indflydelse via et børnetestamente

Hvis du har forældremyndigheden over dit barn, har du mulighed for at have en væsentlig og ofte afgørende indflydelse på spørgsmålet om, hvem der skal have forældremyndigheden, hvis du afgår ved døden.

Hvis du har forældremyndigheden over dit barn, har du mulighed for at have en væsentlig og ofte afgørende indflydelse på spørgsmålet om, hvem der skal have forældremyndigheden, hvis du afgår ved døden.

Den indflydelse kan du få ved at oprette, datere og underskrive en skriftlig tilkendegivelse af, hvad du mener, vil være bedst for barnet. Hvis du beslutter dig for at lave sådan en tilkendegivelse, er det en god idé at skrive, hvorfor du synes, som du gør. Det skal bare være en kort begrundelse for dit synspunkt. Det er også en god idé, at du fortæller det til den eller de personer, du ønsker, skal have forældremyndigheden, så de kan erklære sig indforstået med opgaven. Det kan de gøre ved at underskrive tilkendegivelsen.

Efterfølgende kan du registrere tilkendegivelsen hos en notar ved retten, så han eller hun kan uploade dokumentet i personbogen med det samme. På den måde sikrer du, at dokumentet kommer frem ved dødsfald, og netop derfor kalder vi sådanne tilkendegivelser for børnetestamenter. Du kan også give den originale tilkendegivelse til den eller de personer, du har oplyst, der skal have forældremyndigheden – man må jo forvente, at de skal og vil træde til hurtigt, hvis ulykken skulle indtræffe.

Når du overvejer, om du vil lave en tilkendegivelse af forældremyndigheden, kan du også overveje, om den skal ledsages af et testamente, der økonomisk begunstiger den, der skal have forældremyndigheden. Det kan også være, du synes, at noget af barnets arv skal stilles til rådighed for den nye person med forældremyndighed, så pengene kan bruges til barnets behov.

Hos Ret&Råd hjælper vi gerne med at oprette disse dokumenter korrekt, hensigtsmæssigt og tilpasset netop din situation og dine ønsker. Du er velkommen til at kontakte din lokale Ret&Råd-advokat.

Har du spørgsmål til artiklens forfatter?

Felter med * skal udfyldes.

"*" indikerer påkrævede felter

Name
Tilmeld dig vores nyhedsbreve med juridiske nyheder
Dette felt er til validering og bør ikke ændres.