Derfor er forretningsplanen vigtig ved generationsskifte

For alle virksomheder gælder, at der kommer et tidspunkt, hvor virksomheden skal sælges. Der kan være mange forskellig årsager til, at ejerne vælger at sælge deres virksomhed, men for nogle af disse salg er det ønsket om at foretage et generationsskifte

Når et generationsskifte skal gennemføres er det ofte en fordel at planlægge generationsskiftet i god tid. Både for at sikre det bedste økonomiske resultat, men også for at sikre, at den der overtager virksomheden har de bedste forudsætninger for at drive virksomheden videre.

Forretningsplanen – et vigtigt værktøj ved generationsskifte

Der er mange virksomheder i Danmark der ikke har en forretningsplan. I ejerledede virksomheder har der ofte ikke været behov for en forretningsplan, fordi virksomheden har været drevet af den samme person og efter det samme koncept igennem mange år.

Når virksomheden skal generationsskiftes er det dog nødvendigt at få lavet en forretningsplan. Den nye ejer af virksomheden (junior) kan godt have nogle års erfaring som ansat i virksomheden, men det er sjældent at køber har et lige så indgående kendskab til virksomheden som sælger (senior).

Hvis man samtidig planlægger et løbende generationsskifte over en årrække giver det god mening, at der er lavet en forretningsplan der nøje beskriver, hvorledes virksomheden skal udvikle sig i gennem overdragelsesperioden og ligeledes i de første år efter generationsskiftet er gennemført.

En forretningsplan skal blandt beskrive virksomhedens visioner, mål, vækststrategi, salg og markedsføring, kunder, økonomiske grundlag og hvordan man har tænkt sig at implementere de tiltag der er forretningsplanen.

Når man har en gennemarbejdet forretningsplan er junior godt rustet til at overtage og drive virksomheden videre med succes. Hvis ikke der findes en forretningsplan er risikoen, at junior støder på uforudsete overraskelser der hurtigt kan føre til, at senior bliver ”tvunget” på banen igen og hjælpe junior eller ligefrem skulle købe virksomheden tilbage.

I værste tilfælde kan det ende med at virksomheden må dreje nøglen og lukke.

Det kunne f.eks. være fordi der ikke var taget højde for, at juniors finansiering var væsentlig dyrere end seniors var eller kunderne havde været bundet personligt op på senior og der var ikke sket en tilstrækkelig overdragelse af disse til junior.

Hvis man ikke laver en forretningsplan risikerer man, at man ikke får afdækket de risici, der er ved at junior skal overtage virksomheden. Udover behovet for en forretningsplan ved et generationsskifte er det grundlæggende en god ide at man som virksomhed har en forretningsplan.

Udarbejdet af advokat Henrik Benjaminsen

Ret&Råd Fyn

Tlf. 70101199

E-mail: HB@ret-raad.dk