Opsigelse regler

Regler ved opsigelse

Medarbejdere er en vigtig ressource i langt de fleste virksomheder. Er det nødvendigt at bringe samarbejdet til ophør, afhænger dine rettigheder af, hvilken opsigelsestype din arbejdsgiver har benyttet sig af.

Der er tre parter at tage hensyn til, når arbejdsgiveren vælger af opsige dig; den opsagte medarbejder, kollegaerne og virksomheden selv.

Arbejdsgiverens ledelsesret

Vælger en virksomhed at skride til en opsigelse, følger det af ledelsesretten, at det er virksomheden, der bestemmer, om man vil gøre brug af medarbejderens arbejdskraft i hele eller dele af opsigelsesperioden. Nogle gange er det bedst for alle parter, at medarbejderen straks sendes hjem – andre gange vil medarbejderen gerne afvikle sine arbejdsopgaver.

Opsigelse med arbejdspligt

Et ansættelsesforhold er en gensidig bebyrdende aftale – hvor den ansatte skal udføre et stykke arbejde – og hvor arbejdsgiveren som modydelse betaler arbejdstageren løn for arbejdsindsatsen.

Hvis ikke andet fremgår af opsigelsen, skal medarbejderen derfor arbejde loyalt indtil udløb af opsigelsesperioden for at modtage den normale løn.

Suspension

Det sker ikke så ofte, men arbejdsgiveren har mulighed for at sende medarbejderen hjem enten fra starten af opsigelsen eller på et senere tidspunkt. Suspenderes medarbejderen, betyder det, at medarbejderen ikke skal møde på arbejde, ikke udføre arbejdsopgaver ind til videre, men hun skal stadigvæk stå til disposition for arbejdsgiverens spørgsmål og henvendelser.

Fritstilling

Ved fritstilling sendes medarbejderen hjem og arbejdsgiveren giver reelt afkald på at benytte sig af medarbejderens arbejdskraft. Medarbejderen har pligt til at søge andet arbejde i opsigelsesperioden. Ligeledes skal medarbejderen afvikle mest muligt ferie og afspadsere overarbejde mm. i fritstillingsperioden, dog med respekt af ferielovens varslingsregler. Arbejdsgiveren har pligt til at betale medarbejderen den sædvanlige løn i fritstillingsperioden. Er medarbejderen heldig og hurtigt får andet arbejde er arbejdsgiveren frigjort for at betale løn i resten af opsigelsesperioden. Det gælder dog ikke, hvis det nye job giver en ringere løn. I så fald skal arbejdsgiveren indtil udløb af opsigelsesperioden betale løndifferencen.

Minimalerstatning kun til funktionær

Er der tale om en funktionær, der bliver fritstillet, gælder der en helt speciel erstatningsregel. Reglen medfører, at uanset om funktionæren er heldig og hurtigt får andet arbejde, har medarbejderen alligevel krav på at modtage løn fra sin gamle arbejdsgiver de første tre måneder af opsigelsesperioden, uanset at medarbejderen er tiltrådt en anden stilling – og derfor også optjener løn hos sin nye arbejdsgiver.

Det er en god idé at kontakte din fagforening eller en advokat for juridisk vejledning, hvis du bliver opsagt.

Har du spørgsmål i relation til de forskellige opsigelsestyper, er du velkommen til at kontakte mig.