Hvordan dokumenterer man et varigt mén?

Det er dig, der som skadelidte, skal dokumentere en evt. skade og også omfanget heraf. – Men hvordan gør man det?

Af Tina Møller, advokat ved Ret&Råd Djursland

Dokumentation for indledende symptomer

For det første er det altafgørende, at der hurtigst muligt føres notat om ALLE dine umiddelbare skader og gener.

Hvis du kommer på skadestue eller har kontakt med vagtlæge/egen læge, skal du altså sørge for, at du får orienteret om alle skader OG at det også bliver indført i din journal, således at du sikrer dig, at man ikke senere afviser, at generne har sammenhæng med ulykken.

Anmeldelse af skaden

Det er tillige vigtigt, at du med det samme sørger for at anmelde skaden hos din egen ulykkesforsikring.

Hvis der er andre der er skyld i skaden (eller der fx er tale om en trafikulykke), er det meget vigtigt, at skaden også anmeldes hos modpartens ansvarsforsikringsselskab.

Hvis der er tale om en arbejdsskade skal din arbejdsgiver anmelde skaden til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), mens en patientskade skal anmeldes af dig selv til patienterstatningen.

Forløbet frem til en afgørelse

Herefter er det vigtigt, at du er i løbende kontakt med fx egen læge og sørger for at få beskrevet dine symptomer og udviklingen heraf.

Vurderingen af, om man har lidt en varig skade, kan først ske, når tilstanden er stationær, hvilket typisk tager et års tid.

Hvis man ikke på baggrund af journalnotater fra egen læge, sygehus, genoptræningssteder mv. kan vurdere skadens omfang, vil der oftest blive indhentet en speciallægeerklæring, hvor lægen vurderer dine skader og deres sammenhæng med ulykken.

Ud fra konklusionen i speciallægeerklæringen, vil der som udgangspunkt nu kunne ske en vurdering af det varige mén ud fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vejledende méntabel.

Hvis parterne ikke er enige kan man anmode Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om en vejledende udtalelse (man kan desværre ikke kræve at sagen sendes til AES og forsikringsselskabet kræver ofte også, at du selv betaler herfor)

Fører en vejledende udtalelse fra AES ikke til enighed, kan sagen forelægges Ankenævnet for forsikring og herefter evt. behandles ved en civil domstol.

Under en retssag er der mulighed for at indhentet yderligere dokumentation, idet man under retssagen har mulighed for at få forelagt sagen for Retslægerådet, der er Danmarks øverste lægelige myndighed.

Hvordan ved jeg, hvad jeg har ret til?

Vurderingen af en personskade er ofte kompliceret og der kan være tale om en lang proces, hvor både lægefagligt og juridisk kendskab er afgørende.

Hvis du har fået en afgørelse og ikke ved om denne svarer til det du har krav på, er det vigtig, at kontakte en advokat med det samme, så du sikrer dig, at du ikke mister retten til erstatningen.

Vi bliver desværre ofte kontaktet af kunder, der fortryder, at de ikke klagede over deres afgørelse for 5 eller 10 år siden, og hvor de rent faktisk også ville være berettiget til mere end de fik tilkendt- men hvor konklusionen desværre også ofte er, at det er for sent, at få ændret afgørelsen.

Udover varigt mén kan du også have ret til godtgørelse for svie og smerte samt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab, hvis der er en ansvarlig skadevolder.

Hos Ret&Råd advokater har vi flere specialister i personskadeerstatning, og du finder din nærmeste advokat med speciale i erstatning her.
Denne artikel er skrevet af advokat Tina Møller, Ret&Råd Djursland.

Har du spørgsmål til artiklens forfatter?

Felter med * skal udfyldes.

"*" indikerer påkrævede felter

Name
Tilmeld dig vores nyhedsbreve med juridiske nyheder
Dette felt er til validering og bør ikke ændres.