Vær ekstra forsigtig med at vælge uskiftet bo, hvis:
- Din ægtefælle har gæld. Hvis du vælger at sidde i uskiftet bo, kommer du til at hæfte for din afdøde ægtefælles gæld. Du hæfter ikke for din ægtefælles gæld, bare fordi I er gift. Hvis din ægtefælle har gæld, som ikke i forvejen er fælles gæld, så skal du nøje overveje, om du skal sidde i uskiftet bo, fordi du derved kommer til at hæfte for gælden.
- Din ægtefælle fx har drevet erhvervsvirksomhed. Hvis du vælger at sidde i uskiftet bo, indtræder du i din ægtefælles skattemæssige stilling. Reglerne for beskatning af dødsboer er noget komplicerede, men som udgangspunkt meget fordelagtige for arvingerne. Mange dødsboer er helt fritaget fra at skulle betale skat. Hvis du vælger at sidde i uskiftet bo, får du dog ikke mulighed for at udnytte disse regler, fordi du så indtræder i/overtager din afdøde ægtefælles skattemæssige stilling. (Det er dog ikke altid en ulempe at indtræde, hvorfor der altid skal foretages en konkret vurdering af fordele og ulemper).
- Du ønsker at kunne disponere frit. Hvis du sidder i uskiftet bo må du ikke ”misbruge” din rådighed over boets midler. Du må fx ikke give uforholdsmæssigt store gaver/pengebeløb til ét af jeres fælles børn og ikke et andet.
- Du ønsker at lave testamente. Hvis du sidder i uskiftet bo, kan du i et testamente kun bestemme over halvdelen af boet. Hvis du eksempelvis, efter din ægtefælles død, ønsker at bestemme, at jeres børns arv skal være deres særeje, kan du kun bestemme dette for halvdelen af børnenes arv efter jer.
Læs også brochuren Arv.