Bliver du som kreditor opmærksom på, at en debitor er gået konkurs, kan du via www.statstidende.dk søge oplysninger om, hvem der er udpeget som kurator, og dermed hvortil du skal rette dit krav. Det vil af Statstidende fremgå, pr. hvilken dato konkursdekretet er afsagt.
Du skal herefter skrive en mail eller sende et brev til kurator, hvori du laver en specificeret opgørelse af dit tilgodehavende med renter frem til og med datoen for konkursdekretets afsigelse og vedhæfte dokumentation for kravet i form af fx den ubetalte faktura, den indgåede aftale, dom for kravet osv.
Konkurslovens kap. 10
Da der i sagens natur aldrig vil være midler nok til at betale alle kreditorer fuldt ud i et konkursbo, er der i konkurslovens kap. 10 redegjort for konkursordenen, hvorefter visse krav skal betales forud for andre. Den i konkurslovens kap. 10 beskrevne konkursorden betyder, at der fx ikke udbetales til de krav, der er omfattet af § 94 (de fortrinsberettigede krav), før end alle kreditorer, der henhører under § 93 (massekravene) til fulde, er blevet betalt, og så fremdeles.
Konkurslovens §§ 93-96
Er dit krav således fx opstået under konkursens behandling, under et forudgående forsøg på rekonstruktion eller er det et lønkrav, vil dit krav formentligt være fortrinsberettiget efter reglerne i konkurslovens §§ 93-96, og dermed skulle betales før der evt. kan udbetales dækning til de ”alm. Kreditorer”. Ved du, eller mener du, at dit krav er fortrinsberettiget efter disse regler, anbefales det, at du gør kurator opmærksom herpå i din anmeldelse.
Bekræftelse på din anmeldelse
Når du har anmeldt dit krav, vil du fra kurators kontor modtage en bekræftelse på din anmeldelse, hvori der er anført dit gældbogsnummer og oplysninger om behandlingen af konkursboet. Endvidere vil du løbende herefter modtage de cirkulæreskrivelser, som kurator udarbejder, der bl.a. indeholder status på behandlingen af konkursboet. Det vil også heraf fremgå, om der er udsigt til at netop den kravstype, som dit krav hører til, kan forvente at opnå hel eller delvis dækning under konkursbehandlingen.