Konfirmationsbidrag

En bopælsforælder kan som udgangspunkt opnå et særligt konfirmationsbidrag i anledning af, at barnet skal konfirmeres. Bidraget udgør kr. 3.834 i 2021, og svarer til 3 gange normalbidragssats. Beløbet er fradragsberettiget for bidragsbetaler.

For at opnå bidraget skal forældrene indgå en aftale eller indgive en ansøgning til Familieretshuset. Ansøgningen skal være Familieretshuset i hænde senest dagen før konfirmationen. Der kan dog tidligst ansøges 3 måneder før konfirmationsdagen.

Hvis der er eneforældremyndighed, vil der som udgangspunkt altid blive fastsat et konfirmationsbidrag, når ansøgningen modtages rettidigt. Fastsættelsen er ikke afhængig af hverken ansøger eller bidragsbetalers indkomstforhold. Tilsvarende gælder, hvis der er fælles forældremyndighed.

Konfirmationsbidraget forfalder til betaling på dagen for konfirmationen og skal betales direkte til bopælsforælderen.

I visse situationer skal bidragsbetaler/samværsforælder ikke betale bidrag:

  • Hvis denne holder en fest eller andet arrangement i forbindelse med konfirmationen
  • Hvis barnet deltager i en ferierejse med samværsforælderen i forbindelse med konfirmationen
  • Hvis samværsforælder har indbetalt til en opsparing, der kommer til udbetaling i forbindelse med konfirmationen (eller barnets 14. år eller lignende), eller
  • Hvis samværsforælder på anden vis løfter sin forsørgelsespligt i forbindelse med konfirmationen

Det er ikke tilstrækkeligt at give barnet en stor konfirmationsgave.

Hvis barnet ikke skal konfirmeres, kan Familieretshuset i stedet fastsætte et beklædningsbidrag. Bidraget fastsættes i alderen 13-15 år. Beklædningsbidraget forfalder til betaling straks efter afgørelse om fastsættelse. Der gælder i øvrigt tilsvarende regler som ved konfirmationsbidraget.

Læs mere om børnebidrag og børn & samvær på vores hjemmeside. Download også vores brochure Samvær & Forældremyndighed.