Trafikskade og piskesmæld

Hvis du er kommet til skade i et færdselsuheld, vil du ofte have krav på erstatning dels fra skadevolders forsikringsselskab, og dels din egen ulykkesforsikring, hvis du har tegnet en.

For at få den erstatning, du er berettiget til, er det vigtigt at få dokumenteret skaderne hurtigst muligt efter ulykken. Du skal derfor søge læge eller skadestue samme dag som ulykken sker.

Hvem er erstatningspligtig?

Hvis du er kommet til skade i et færdselsuheld, vil du ofte have krav på erstatning fra skadevolders forsikringsselskab.

I forhold til andre involverede bilister følger det af færdselsloven, at skadevolders (lovpligtige) ansvarsforsikring hæfter direkte over for skadelidte ved erstatning for trafikuheld.

Dit erstatningskrav vil derfor blive rejst over for modpartens forsikringsselskab.

Herudover gælder der et princip om objektivt ansvar. Det betyder, at forsikringsselskabet skal betale erstatning for den skade, der forvoldes ved færdselsuheld, uanset om du som bilist har gjort noget forkert eller ej. Selv hvis du og den anden bilist hver især har været lige gode om det, så har du stadig krav på erstatning – I er så at sige ansvarlige over for hinanden.

Hvis du selv har haft en betydelig del af skylden ved et uheld, kan der i særlige tilfælde ske en reduktion af den erstatning, du er berettiget til. Helt undtagelsesvist kan din udviste egen skyld være så stor, at erstatningen helt bortfalder.

Hvis du ikke ved hvem skadevolder eller skadevolders forsikringsselskab er (for eksempel fordi vedkommende stak af efter ulykken) er der alligevel mulighed for at få erstatning.

Der findes en garantiordning – DFIM – der behandler sager, hvor skaden er forvoldt af ukendte og uforsikrede motorkøretøjer. DFIM behandler også sager, hvor skaden er forvoldt af udenlandske motorkøretøjer. Du kan læse mere på www.dfim.dk.

Hvis trafikskaderne skal anerkendes af forsikringsselskabet skal symptomerne som hovedregel være opstået senest 72 timer efter ulykken. Det er derfor helt afgørende, at dine skader bliver beskrevet grundigt i journalerne, og at du straks går til læge, hvis du ikke er blevet undersøgt umiddelbart efter ulykken.

Husk at få dokumenteret ulykken og skaderne

For din erstatningssag er det meget vigtigt, at du med det samme får dokumentation for ulykken, herunder de følger ulykken har givet dig.

Det er naturligvis vigtigt altid at sikre sig oplysninger om skadevolder. Du skal som minimum have registreringsnummer på bilen og oplysninger om skadevolders forsikringsselskab.

Hvis du og andre involverede i ulykken er uenige om hændelsesforløbet, er det en god idé at få kontaktoplysninger på vidner. Du kan også selv skrive din egen oplevelse af ulykken ned, mens du stadig har den i frisk erindring.

Det er også vigtigt, at du kontakter din læge eller skadestuen og får journalført dine gener og smerter.

Hvis du selv har tegnet ulykkesforsikring, skal du desuden sørge for at henvende dig til dit forsikringsselskab og anmelde skaden.

Piskesmældsskader/whip lash-skader

En særlig type af skader, som ofte opstår ved færdselsuheld, er de såkaldte ”piskesmældsskader”. De opstår typisk, hvis du har været udsat for en voldsom fysisk påvirkning i nakken, f.eks. ved at din bil påkøres bagfra, og du får et ryk eller skub langs nakke og rygsøjle. Symptomerne på piskesmældsskader er typisk smerter og stivhed i nakke og ryg og eventuelt skuldre, hovedpine, koncentrationsbesvær, m.v. Ofte vil symptomerne fortage sig, men der kan gå lang tid. Derfor har mennesker med piskesmældsskader ofte et langt sygeforløb, hvor det kan være svært at komme tilbage på arbejdsmarkedet, og hvor det er svært at finde egnet behandlingsmetoder. For nogle er skaderne alvorlige og permanente.

Skader efter piskesmæld er som regel ganske komplicerede, både medicinsk og juridisk. Det vigtigste du som skadelidte skal være opmærksom på, er, at du hurtigst muligt får registreret og behandlet skaden. Mange oplever efter en mindre alvorlig ulykke, at de ”kun” har fået knubs, og derfor tænker man ikke på eventuelle varige skader.

Hvis skaderne skal anerkendes af forsikringsselskabet skal symptomerne som hovedregel være opstået senest 72 timer efter ulykken; derfor er det helt afgørende, at dine skader bliver beskrevet grundigt i journalerne, og at du straks går til læge, hvis du ikke er blevet undersøgt umiddelbart efter ulykken. Desuden kan det være af stor betydning, at selve ulykken bliver beskrevet og dokumenteret korrekt; f.eks. ved en korrekt beskrivelse af bilen/bilernes hastighed, om man bar sikkerhedssele, om man tog fra med en hånd, og lignende.

Hvilke erstatningskrav kan du rejse?

Når du er kommet til skade i trafikken opgøres dit erstatningskrav efter reglerne i erstatningsansvarsloven. Her kan du som udgangspunkt rejse krav om erstatning for midlertidige tabsposter, det vil sige:

  • Godtgørelse for svie og smerte i sygeperioden efter ulykken
  • Tabt arbejdsfortjeneste, hvis du får et løntab

Hvis du er blevet pådraget varige gener som følge af ulykken, kan du få:

  • Godtgørelse for varigt mén
  • Erstatning for tab af erhvervsevnetab

Herudover har du krav på at få dækket visse udgifter i relation til skaden.

Desuden skal du være opmærksom på, at ansvarsforsikringsselskabet skal betale rimelige omkostninger til advokatbistand i forbindelse med opgørelsen af kravet.

Ulykkesforsikringen

Ulykkesforsikringen dækker dit varige mén i henhold til den tegnede forsikring. Desuden dækker den nogle behandlinger hos f.eks. fysioterapeut og kiropraktor.

Din méngradsudbetaling fra ulykkesforsikringen beregnes ud fra den aftalte forsikringssum. Er din méngrad vurderet til 10%, skal du have 10% af den aftalte forsikringssum.

Du skal være opmærksom på, at du har ret til godtgørelse for varigt mén både fra modpartens ansvarsforsikring og fra din egen ulykkesforsikring.

Er du blevet udsat for en piskesmældsskade skal du derfor også sørge for at anmelde den til dit eget ulykkesforsikringsselskab.

Selvom det først længe efter ulykken kan vurderes om du får varige mén, skal du anmelde skaden til ulykkesforsikringen med det samme. Så er du sikker på, at forsikringsselskabet får dine oplysninger, mens du kan huske dem godt.