Myndighedsindgreb
At grundene er reserverede betyder, at trafikstyrelsen forbeholder sig ret til
- at rive 44 ejendomme med 58 boliger ned
- at ekspropriere et mindre antal landbrugsejendomme og erhvervsvirksomheder
- at nedlægge 140 kolonihaver og 55 nyttehaver
- at ekspropriere en række af ejendommes baghaver
hvis, vel at mærke, planen om den påtænkte jernbane en gang bliver gennemført.
Konsekvenser for ejerne
For ejerne af de 309 berørte ejendomme betyder Trafikstyrelsens reservation, at
- Ejerne lider et værditab her og nu på 10-30%, som de ikke vil få erstatning for, hvis deres ejendomme eksproprieres om nogle år.
- Ejerne kan ikke udvide eller bygge om, uden Trafikstyrelsen godkender deres ansøgning om byggetilladelse – og Trafikstyrelsen kan afvise, hvis den vurderer, at en planlagt til- eller ombygning vil genere det mulige jernbanebyggeri.
- Ejerne kan sælge deres reserverede ejendomme til staten, men kun hvis de har særlige personlige grunde
uanset om projektet bliver gennemført eller ej.
Disse konsekvenser må ejerne leve med, lige så længe deres ejendomme er reserverede – og det kan de være i 10 år, uden at der behøver at ske noget yderligere. Folketinget har nemlig ikke vedtaget nogen konkret anlægslov om overhovedet at gennemføre jernbanebyggeriet. Om jernbanen bliver en realitet og i så fald hvornår, ved ingen i dag. Der kan måske gå 5, 10 eller 20 år, og i den periode ved ingen af ejerne, om de er “købt eller solgt”. De er henvist til at leve i uvished.
Selvom trafikministeren efterfølgende har udtalt, at man vil være fleksibel med hensyn til godkendelse af om- og tilbygninger, ændrer det ikke ved indgrebenes alvorlige karakter for de berørte ejere.
Menneskerettighederne krænkes
Og netop fordi arealerne ikke er reserverede med hjemmel i en klar, forudsigelig og tilgængelig lov, men derimod i en politisk aftale, er det et myndighedsindgreb, som krænker ejernes europæiske menneskerettigheder.
I Grundloven står, at staten kan regulere ejendomsretten, når almenvellet kræver det – altså tvinge borgeren til at afstå sin ejendom eller dele af den til det offentlige. Men i den europæiske menneskerettighedskonvention står der, at myndighederne skal vise respekt for borgernes hjem og familieliv, og at borgere har ret til at nyde deres ejendomsrettigheder uforstyrret. Det gælder også den lovgivning, der vedrører anlæg og drift af jernbaner.
Og nok står menneskerettighedskonventionen ikke over Grundloven, men den står lige under, og blev inkorporeret i dansk ret den 1/7 1992. Dermed har staten forpligtet sig til at inddrage menneskerettighedskonventionen i Danmarks egen lovgivning og retspraksis. Det påhviler danske myndigheder at sikre sig, at indgreb ikke er i strid med konventionen.
Sverige blev dømt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol
Den aktuelle sag om de reserverede arealer minder en del om en berømt dom fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fra 1982.
Den svenske stat blev dømt i Strasbourg til at betale store erstatninger til svenske borgere, fordi Sverige ikke havde formået at skabe en fair balance mellem statens interesser i at regulere fast ejendom og ejernes interesser i at få klarlagt deres retsstilling inden for rimelig tid. De svenske borgere skulle ikke leve i uvished.
Sagen i Sverige
Klagernes byejendomme havde i en årrække været genstand for ekspropriationstilladelser og byggeforbud fra svenske myndigheder, som var i kraft i henholdsvis 8 år og 23 år. Formel ekspropriation skete aldrig, og ejerne havde fortsat flere beføjelser, så der forelå hverken reel eller de facto ekspropriation.
Byggeforbudene var udslag af statens kontrol med fast ejendom, og vedtagelserne om ekspropriation var det første skridt på vejen mod egentlig ekspropriation.
Klagerne levede i denne periode i uvished om, hvorvidt og i bekræftende fald hvornår myndighedernes planer blev en realitet. Uvisheden forstærkede de negative virkninger for klagernes ejendomme og deres salgsværdi, og klagerne havde ikke mulighed for at få ændret situationen. De kunne således ikke få forkortet perioden eller kræve erstatning af den svenske stat.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol foretog derfor en afvejning af, om der bestod en fair balance mellem den svenske stats interesser i at regulere fast ejendom – som det hedder – og ejernes ret til at nyde deres ejendomsrettigheder uforstyrret.
Domstolen fandt, at balancen var forrykket til skade for ejernes, og at menneskerettighedskonventionens artikel 1 derfor var krænket.
Denne principielle dom er senere efterfulgt af andre domme, hvor artikel 1 er krænket.
Hvad kan de berørte ejere gøre nu?
Det er vigtigt for de private ejere, at de så tidligt som muligt engagerer en advokat med speciale i menneskerettigheder, så krænkelserne af deres ejendoms- og menneskerettigheder kan påberåbes allerede nu med henblik på at få spørgsmålet prøvet for danske domstole.
Ellers kan myndighederne “spekulere” i at føre sagen ud i det uendelige, ekspropriere til utilfredsstillende erstatninger, og så først tage slagsmålet med borgerne bagefter, hvor ejerne vil være henvist til domstolsbehandling – først i Danmark, siden i Strasbourg.
Domstolen i Strasbourg kan ikke ændre en endelig dansk dom i realiteten, men den kan udtale sig om, hvorvidt klagerne har fået deres menneskerettigheder krænket.
Er der tale om grove fejl i myndighedernes behandling, går domstolen også ind i en intensiv prøvelse af myndighedernes skøn og grundlaget herfor.
Hvad koster det?
Både privatpersoner og erhvervsvirksomheder kan påberåbe sig konventionen. De fleste private har en retshjælpsforsikring i deres almindelige indboforsikring, så de vil evt. kunne få dækket udgifter til advokat og andre sagkyndige via disse forsikringer, hvis der består en reel tvist med myndighederne, og forsikringsselskabet vurderer, at ejerne har en rimelig udsigt til at vinde en retssag.
Afhængig af forsikringsselskab dækkes sådanne udgifter med op til 75.000 kr., henholdsvis 125.000 kr. Ejerne har altid en selvrisiko på 10 %, men minimum 2.500 kr.
Visse erhvervsvirksomheder har en retshjælpsforsikring, der dækker visse tvister. Men selvrisikoen er ofte så stor, at disse forsikringer i praksis ikke har den store betydning.
Læs om mulighederne for at få fri proces til at føre en retssag