En retssag kan sagtens vare mellem 6 og 18 måneder, og forløbet kan være hårdt og opslidende. Derfor vil vi først anbefale dig at overveje at få løst uoverensstemmelsen uden en retssag, f.eks. ved forligsdrøftelser eller mediation.
Kommer du ikke uden om en retssag, er her nogle råd om, hvad du kan gøre for at medvirke til, at sagen gennemføres mere glidende.
Inden retssagen
- Vurder en ekstra gang, om du virkelig vil føre en retssag.
- Giv din advokat alle papirer og oplysninger om din sag – også de negative. Jo før en oplysning kommer frem, jo bedre kan din advokat hjælpe dig.
- Afdæk med din advokat, om du kan indgå et fornuftigt forlig.
- Vurder, om sagen kan afgøres ved voldgift, klage- eller ankenævn og overvej fordele og ulemper.
- Indhent skriftlig bekræftelse på en eventuel retshjælpsforsikringsdækning eller fri proces til sagen.
Når retssagen er en realitet
- Drøft forberedelsen til retssagen med advokaten – herunder eventuelt syn og skøn:
Hvilke spørgsmål skal stilles til en eventuel syns- og skønsmand?
Er der behov for teknisk hjælp til at formulere spørgsmål til syns- og skønsmanden?
Syns- og skønsmandens svar kan næsten afgøre sagen, og du kan ikke på forhånd vide, om syns- og skønsmandens svar hjælper dig eller din modpart.
- Læs alle processkrifter og bilag løbende under sagens forberedelse.
Når sagens forberedelse er slut, kan der ikke fremlægges nye beviser, nye vidner eller nye idéer.
Hovedforhandlingen
- Forbered dig i god tid sammen med din advokat til hovedforhandlingen.
Vær klar over, at der kan gå mange uger eller måneder efter hovedforhandlingen, før du får det endelige resultat.
Når dommen er afsagt
- Læs dommen grundigt.
- Drøft med din advokat, om sagen skal ankes, og vær opmærksom på fristerne.
Husk altid
- Hvis du har en idé eller er i tvivl på noget tidspunkt, så spørg din advokat – jo før jo bedre.
Den 1/1 – 2005 blev retsafgifterne lempet for at give alle lettere mulighed for at anlægge retssag, se www.jm.dk.
De før 1/1 – 2005 gældende retsafgifter havde muligt nået et sådant niveau, at afgifterne reelt afskar visse borgere og mindre virksomheder fra deres adgang til domstolene, og det høje afgiftsniveau var givet også på kant med Den europæiske Menneskerettighedskonvention, artikel 6, se www.echr.coe.int.
Fra 1.1. 2007 startede alle sager i Byretten som 1. instans. I forbindelse med en større retskredsreform er landets retskredse væsentligt formindsket og sagerne er koncentreret i større byretter med større bemanding end hidtil.