Typisk vælges en tabgivende konkurs kun som den sidste udvej, mens forsøg på rekonstruktion og/eller afvikling er at foretrække i de tilfælde, hvor driften i det underliggende selskab eller projekt har været fornuftig.
Om det sidste vil lykkes beror i høj grad på, om kreditorerne via interkreditoraftaler har accepteret at koordinere deres adfærd og ageren i forhold til skyldneren.
For 10-15 år siden lod man sig “nøje” med korte erklæringer om, at kreditor 1 trådte tilbage for kreditor 2 med sit tilgodehavende.
Men dette har i dag ændret sig i retning af mere detaljerede interkreditoraftaler.
Bortset fra spredte lovbestemmelser, ses der ikke at eksistere en regulering af disse aftaler- modsat af indskydere af egenkapital i et selskab, hvis forhold reguleres i selskabslov, vedtægter, ejeraftaler og evt. selskabskontrakter.
Interkreditoraftaler må ikke forveksles med syndikerede låneaftaler eller bankaftaler mellem pengeinstitutter og deres nødlidende kunder.
Indholdet af disse aftaler kan være omfattende og varierende karakter beroende på de konkrete forhold.
Det kan være en aftale mellem en senior og junior långiver i relation til finansiering af fast ejendom – eller en interkreditoraftale indgået i forbindelse med virksomhedskøb, hvor der, udover de primære långivere, også skal tages stilling til evt. ansvarlige lån, swapmodparter m.fl.
Denne type aftale vil typisk, udover efterstillingsvilkår, opremse de forskellige sikkerheder og deres prioritetsstilling, vilkår om tidspunkt for misligholdelse, tvangsfuldbyrdelse, stand still perioder mv.
Den større detaljeringsgrad, i interkreditoraftaler anno 2013, må hilses velkommen i forhold til tidligere tiders kortfattede tilbagetrædelsesaftaler, hvor det undertiden kunne være vanskeligt præcist at udlede, hvad de involverede parter konkret havde tænkt sig.
Skrevet af advokat (H) Steen Petersen, stp@ret-raad.dk, mobil: 21721782.