Konfliktmægleren kan hjælpe med en svær bodeling

Det er langt fra altid, man ser ens på, hvordan formuen skal deles, når man står over for at blive separereret eller skilt. Det kan betyde, at man ender i skifteretten, men der faktisk muligt at undgå at konflikterne løber løbsk. Hvis man allierer sig med en uddannet konfliktmægler, en såkaldt mediator, kan bodelingen blive mindre tidskrævende og opslidende.

Hvorfor en konfliktmægler hvis man skilles som gode venner? Nogle gange trækker bodelingen ud i årevis, før der er en endelig opgørelse af boet.  Nogle gange skal man igennem en opslidende retssag. Også selv om man egentligt skilles som gode venner, kan det være vanskeligt at få spørgsmålet om bodeling på plads. En konfliktmægling med en uddannet mediator kan i sidste ende spare tid og omkostninger og give plads for skræddersyede løsninger, som passer til jer.

Undgå skifteretten med mediation

Delingen af jeres fælles formue sker ikke automatisk, når I bliver separerede eller skilt. Det skal I selv tage initiativ til, og hvis I ikke kan blive enige, kan I gå til skifteretten og få hjælp til delingen. Bodelingen følger i så fald de juridiske regler. En bobehandling via skifteretten tager tid, koster penge og vil af mange opleves som et opslidende og fremmedgørende forløb.

Det er meget forskelligt, hvordan en bodeling forløber. Nogle gange sker det i god ro og orden, hvor man taler sig til rette om tingene med eller uden advokater. Andre gange er konfliktniveauet meget højt, al kommunikation går gennem advokaterne, og mistilliden mellem parterne er markant.

Mediator bistår jer med en drøftelse af jeres interesser og behov og medvirker til, at I kan finde de løsninger, der passer lige præcis til jer.

Næsten uanset hvordan jeres relation er, og hvilke elementer I måtte være uenige om, kan det være værd at overveje, om gennemførelse af en mediation kan hjælpe jer til at løse jeres bodeling, så I kan undgå at skulle søge hjælp hos skifteretten.

Mediator er upartisk, men ikke dommer

En mediator er ikke advokat for én af jer, men er derimod upartisk ligesom en dommer. En mediator er dog netop ikke dommer og træffer ikke afgørelse for jer, men leder jer gennem et struktureret forløb, hvor I hjælpes til at identificere de problemstillinger, der er relevante for jer. Mediator bistår jer med en drøftelse af jeres interesser og behov og medvirker til, at I kan finde de løsninger, der passer lige præcis til jer.

Et eksempel på mediation

Som eksempel kan nævnes en bodeling, hvor bodelingen havde kørt i årevis. Parterne blev enige om at gennemføre en mediation. Mediationen afdækkede, at hustruen var meget bekymret for sin fremtidige pensionsøkonomi, men var efter reglerne ikke berettiget til nogen del af mandens pensioner. Manden havde omvendt behov for likviditet her og nu.

Disse to behov kunne forenes på den måde, at manden delte sine pensioner med kvinden som en del af betaling af boslodskrav. Denne løsning kunne en domstol ikke være nået til, idet hustruen som nævnt ikke havde krav på deling af mandens pensioner.

Dette eksempel illustrerer, at når mediation fungerer bedst, kan begge parters behov ende med at blive dækket fuldt ud.

Forbedret dialog ved konfliktmægling

Sådan går det naturligvis langt fra altid.  Men uanset om det under mediationen lykkes at finde en løsning på uenighederne eller ej, oplever mange, at deres drøftelser i løbet af mediationen under alle omstændigheder kan være med til at sikre en fortsat dialog, som ofte ender med, at man så efterfølgende finder en løsning.

Samlet løsning om bodeling, børn og evt. ægtefællebidrag

En mediation vil også kunne omfatte de andre spørgsmål, som I skal tage stilling til i forbindelse med en separation eller skilsmisse. Det kunne fx handle om bopæl og samvær med børnene, eller om der skal betales ægtefællebidrag. Dermed har I mulighed for at finde en samlet løsning, der omfatter hele jeres situation efter skilsmissen.

Hvis I skal bruge en konfliktmægler, så kontakt os

Ret&Råd har mange uddannede mediatorer fordelt over hele landet. Hvis du vil høre mere om mediation i bodelinger, er du velkommen til at kontakte en af Ret&Råds mediatoradvokater. Du kan desuden læse meget mere om en konklikgtmægler på vores hjemmeside.

Har du spørgsmål til artiklens forfatter?

Felter med * skal udfyldes.

"*" indikerer påkrævede felter

Name
Tilmeld dig vores nyhedsbreve med juridiske nyheder
Dette felt er til validering og bør ikke ændres.