Hvordan sikrer du arven, hvis din arving har uoverskuelig gæld?

Du har flere muligheder, og en af dem er at indsætte en såkaldt successionsrækkefølge i dit testamente. Arveloven indeholder dog kun en meget kortfattet bestemmelse om arv i successionsrækkefølge. Det stiller store krav til testamentet.

Hvis en af dine arvinger er havnet i en uoverskuelig gældssituation, kan du ønske at tage højde for det i forhold til arven efter dig. Det kan i den situation være relevant for dig bl.a. at kende muligheden for at indsætte en såkaldt successionsrækkefølge med rådighedsbegrænsning i dit testamente og dermed opnå en vis kreditorbeskyttelse af arven efter dig.

Der kan være andre grunde til at indsætte en successionsrækkefølge i testamentet, men denne artikel behandler primært den situation, hvor du ønsker at tage højde for uoverskuelig gæld hos en arving.

Din arvings kreditorer hvis du ikke laver testamente

Hvis en af dine arvinger har gæld, som arvingen ikke kan betale tilbage, er der stor sandsynlighed for, at arven efter dig vil havne hos din arvings kreditorer.

Dette kan ske, mens din arving lever ved, at kreditorerne via fogedretten får udlæg i arven.

Hvis arven efter dig stadig er i behold, når din arving selv dør, vil kreditorerne på det tidspunkt blive fyldestgjort i din arvings formue.

Arveafkald

Din arving har selv mulighed for at tage højde for denne situation ved at give arveafkald. Der kan fx gives arveafkald til fordel for arvingens egne børn eller til fordel for dine øvrige arvinger.

Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at hvis man har givet arveafkald, kan det have den uønskede konsekvens, at arveafkaldet forhindrer, at man kan opnå en gældssanering, som man ellers havde været berettiget til.

Tvangsarv og båndlæggelse

Du har forskellige muligheder for i et testamente at tage højde for din arvings gældssituation uden at involvere din arving på en måde, som kan forringe mulighederne for at opnå en gældssanering.

Din ægtefælle og dine børn er tvangsarvinger, og tvangsarven udgør 1/4 af dit bo. Hvis det er et af dine børn, der er gældsat, kan du ved testamente begrænse dennes arv til tvangsarven.

Dermed har du begrænset det beløb, som kan havne hos kreditorerne. Du kan i den situation desuden båndlægge og dermed kreditorbeskytte tvangsarven. Tvangsarv kan dog kun båndlægges indtil din arving er 25 år.

Et alternativ til helt at begrænse arven til tvangsarv er at båndlægge friarven. For friarv er der nemlig ikke den samme tidsmæssige begrænsning som for tvangsarv, og du vil derfor i princippet kunne båndlægge friarven på livstid.

Der er en række regler, som regulerer anbringelsen og forvaltningen af båndlagt formue, og det bør derfor overvejes nøje, om fordelene ved båndlæggelse nu også opvejer ulemperne.

Der er ikke med båndlæggelse taget stilling til, hvad der skal ske med arven, når dit barn selv afgår ved døden, og båndlæggelsen forhindrer heller ikke, at formuen indgår i din arvings dødsbo og dermed på det tidspunkt går til kreditorerne.

Successionsrækkefølge

Mens de fleste har hørt om båndlæggelse kender færre måske muligheden for at indsætte en successionsrækkefølge i sit testamente.

Der kan der kun indsættes successionsrækkefølge for så vidt angår friarven. Man undgår derved stadig ikke, at tvangsarven kommer kreditorerne til gode.

Indsættelse af successionsrækkefølge betyder, at du i testamentet beslutter, at friarven tilfalder dit gældsatte barn på førstepladsen, og at arven ved dit barns død går videre til andenpladsen, fx dine børnebørn.

Hvis det samtidig indsættes i testamentet, at dit barn ikke kan råde over arven, og at arven ikke skal kunne gøres til genstand for retsforfølgning, vil arven være beskyttet mod dit barns kreditorer, så længe dit barn selv lever.

Det er ikke afklaret i juridisk teori eller i retspraksis, om arven efter dig også er beskyttet mod din arvings kreditorer, når din arving selv dør, eller om arven på det tidspunkt indgår i din arvings bo til glæde for kreditorerne.

Du kan derfor heller ikke ved at indsætte en successionsrækkefølge være sikker på, at du helt har beskyttet arven mod dit barns kreditorer til fordel for fx dine børnebørn.

Successionsrækkefølge hvis dit barns ægtefælle har gæld

Mange tror fejlagtigt, at hvis man i sit testamente har gjort arven til sine børn til særeje, vil arven ved barnets egen død tilfalde børnebørnene og ikke ægtefællen.

Det er ikke tilfældet. Selv om man har indsat en særejeklausul, vil dit barns ægtefælle arve efter dit barn.

Hvis man gerne vil undgå det, fx fordi dit barns ægtefælle har gæld, kan successionsrækkefølge med dit barn på førstepladsen og dine børnebørn på andenpladsen, være løsningen.

Successionsrækkefølge bør overvejes nøje

Arveloven indeholder kun en meget kortfattet bestemmelse om arv i successionsrækkefølge. Dette stiller ret store krav til, at de nærmere retsvirkninger af successionsrækkefølge beskrives i testamentet.

Du kan derfor med fordel få hjælp fra en advokat, hvis du overvejer at indsætte en successionsrækkefølge i dit testamente. Du er velkommen til at kontakte din lokale Ret&Råd-advokat.

Har du spørgsmål til artiklens forfatter?

Felter med * skal udfyldes.

"*" indikerer påkrævede felter

Name
Tilmeld dig vores nyhedsbreve med juridiske nyheder
Dette felt er til validering og bør ikke ændres.