Hvilken bevisbyrde gælder der ved krav mod dit forsikringsselskab?

Når du anmelder en skade til din forsikringsselskab, er det dig som forsikringstager, der har bevisbyrden for, at forsikringsbegivenheden er indtrådt. Det betyder f.eks. ved et tyveri, at du som forsikringstager skal bevise, at der har været indbrud, og at det du anmelder som stjålet, var til stede i din bolig.

Det giver i nogle tilfælde anledning til tvivl om, hvad der skal til for at opfylde denne bevisbyrde. Især ved tyveri kan det være vanskeligt, da det du anmelder til dit forsikringsselskab, jo netop er stjålet. 

I retspraksis om indbrudstyveri er det fastslået, at du som forsikringstager skal sandsynliggøre, at forsikringsbegivenheden – tyveriet – har fundet sted og at du har haft den genstand, som du anmelder stjålet, hos dig. Det kan du sandsynliggøre ved f.eks. at sende købskvitteringer, fotos og skriftlige erklæringer. 

En del sager drejer sig om tyveri af en bil. Her har retspraksis sat ganske strenge krav til den bevisbyrde, som du som forsikringstager skal løfte. I disse sager foretages en vurdering af bl.a. bilens alder og stand, om bilen har en startspærre, forsikringstagers anmeldelse og forklaring, forsikringstagers økonomi, samt om bilen efterfølgende er fundet igen (og i hvilken stand).

Forsikringsaftalerne indeholder ofte et vilkår om at, forsikringsselskabet ikke skal betale erstatning, hvis forsikringstageren har fremkaldt forsikringsbegivenheden forsætligt eller ved grov uagtsomhed.

Forsikringsaftalerne indeholder ofte et vilkår om at, forsikringsselskabet ikke skal betale erstatning, hvis forsikringstageren har fremkaldt forsikringsbegivenheden forsætligt eller ved grov uagtsomhed.

Vestre Landsret har afsagt dom i en sådan sag (UfR 2016.3075V). I denne sag parkerede forsikringstager sin 5 år gamle VW Passat, der havde kørt lidt over 300.000 km, på en rasteplads. Han skulle følges med 2 kolleger til en anden by, hvor de arbejdede som dørmænd. 

Bilen blev efterfølgende fundet udbrændt og totalskadet. 

Forsikringstageren anmeldte skaden til sin kaskoforsikring, han havde tegnet på bilen. Forsikringsselskabet afviste at betale bilens værdi på ca. 210.000 kr., da man mente, at forsikringstager ikke havde godtgjort, at der var indtrådt en forsikringsbegivenhed. Man henviste til at forsikringen ikke kunne dække, hvis forsikringsbegivenheden var forvoldt ved forsæt eller ved grov uagtsomhed.

Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut havde vurderet bilen og udtalt til sagen, at det var udelukket, at branden var opstået ved en fejl ved bilens elektriske eller mekaniske installationer. 

Under sagen udtalte en skønsmand, at man ikke kunne fastlægge brandårsagen med sikkerhed, men at sandsynligheden for at branden var påsat, var 30%.

Retten i Esbjerg gav forsikringsselskabet medhold. Byretten lagde bl.a. vægt på, at bilen stod over for en større reparation ifølge de tekniske undersøgelser. Byretten fandt, at forsikringstageren ikke havde løftet sin bevisbyrde for, at der var indtrådt en dækningsberettiget forsikringsbegivenhed.

Vestre Landsret var ikke enig og gav forsikringstagerne medhold. Landsretten gik et skridt videre.

Landsretten lagde til grund, at branden var påsat, samt at der blev fundet en sten i bunden af bilen, som kunne have været anvendt til at knuse en rude i bilen.

Landsretten var enig med byretten i, at bilen forud for branden havde en motorskade, som skulle repareres. Der var dog efter landsrettens opfattelse ikke grund til at fastslå, at motorskaden havde givet sig til kende på en sådan måde, at forsikringstageren var bekendt med skaden. Landsretten lagde endelig til grund, at der ikke var noget der tydede på, at forsikringstageren havde en dårlig økonomi.

På denne baggrund fandt Vestre Landsret, at forsikringsselskabet ikke havde opfyldt det beviskrav, der må stille stil et forsikringsselskab, der nægtede at betalte erstatning med den begrundelse, at forsikringstager har fremkaldt branden forsætligt. Forsikringstageren fik derfor medhold.

Vestre Landsret har med andre ord fundet, dels at forsikringstageren havde løftet sin bevisbyrde for at der var indtrådt en forsikringsbegivenhed og dels at forsikringsselskabet ikke havde løftet deres bevisbyrde for, at forsikringstagerne havde handlet forsætligt eller groft uagtsom. 

Det kan være en langvarig tvist med sit forsikringsselskab, hvis forsikringsselskabet ikke vil anerkende en forsikringsdækning. Har du problemer med at få anerkendt et tyveri som en forsikringsbegivenhed, kan du kontakte din Ret&Råd advokat og få bistand til en sag mod din forsikringsselskab. 

Har du spørgsmål til artiklens forfatter?

Felter med * skal udfyldes.

"*" indikerer påkrævede felter

Name
Tilmeld dig vores nyhedsbreve med juridiske nyheder
Dette felt er til validering og bør ikke ændres.