Hjælper en konkurs dig ud af din økonomiske situation?

Er det en god idé at erklære sig konkurs for at komme ud af en uoverskuelig økonomisk situation? Ofte vil svaret dertil være nej, fordi det ikke nødvendigvis indebærer en forbedring af skyldnerens økonomiske situation.

Konkurs har til formål at realisere alle skyldnerens aktiver, så værdien kan uddeles til dem, der har penge til gode. Har du som skyldner ingen eller kun få aktiver har, vil en konkurs ikke opfylde dette primære formål. Hertil kommer, at den, der indgiver en konkursbegæring, som udgangspunkt skal stille sikkerhed for omkostningerne ved konkursens behandling. Sædvanligvis vil sikkerheden skulle stilles kontant, og den beløber sig til 30.000,00 kr.

Hvad sker der med gælden ved konkurs

En personlig konkurs medfører ikke, at din gæld er slettet, når konkursen er afsluttet. Når de aktiver, du har haft, er solgt og provenuet fordelt til kreditorerne, består din restgæld stadigvæk. De 30.000,00 kr., der skal stilles i sikkerhed for omkostningerne ved konkursen, vil ikke blive nedskrevet på en gæld til dine kreditorer.

For at få slettet din gæld efter en konkurs må den indfries fuldt ud eller akkorderes. Akkordering kan ske i form af en gældssanering via Skifteretten eller en frivillig akkordordning, som forudsætter at alle kreditorer tiltræder.

Gældssanering

Det kan dog godt være en fordel at søge gældssanering i forbindelse med din konkurs, da gældssaneringen så kan gennemføres over tre år i stedet for fem år. Du skal dog være opmærksom på, at konkursbehandlingen kan medføre gældssaneringen udsættes i forhold til, hvis du søgte gældssanering i stedet for at indgive en konkursbegæring.

Opfylder du ikke betingelserne for at få gældssanering vil en konkurs ikke umiddelbart gavne din økonomiske situation.

Kontakt

Spørgsmål og henvendelser vedrørende Gæld herunder gældsrådgivning kan rettes til din lokale Ret&Råd advokat. Artiklen er skrevet af Betina Boysen, Ret&Råd København.

Læs også vores brochure om Gældssanering.

Har du spørgsmål til artiklens forfatter?

Felter med * skal udfyldes.

"*" indikerer påkrævede felter

Name
Tilmeld dig vores nyhedsbreve med juridiske nyheder
Dette felt er til validering og bør ikke ændres.