I en ny programserie på TV2, fortæller efterladte om, hvordan arven fra afdøde familiemedlemmer har gjort, at de ikke længere er på talefod. Døden kan desværre komme som et chok, og det er ikke alle, der er forberedt. Fremfor at stå sammen og trøste hinanden, kommer efterladte familier i intern stridighed og tager afstand i en tid, hvor man ellers burde stå hinanden nær.
Efterladte kan stå tilbage med forskellige ideer om, hvad der var afdødes sidste vilje. Disse forskellige ideer kan være så modstridende og uforsonlige, at de efterladte kan have svært ved overhovedet at tale sammen uden en advokat eller mediator er tilstede. Uden et testamente fra afdøde, kan arvefordelingen i disse tilfælde, trækkes i langdrag, med familieskænderier til følge.
I familier med dine, mine og vores børn, kan der også opstå stridigheder. Dette ses eksempelvis i det første afsnit af ”Når arven splitter familier” på TV2. For hvilket barn ved bedst, hvad far ville have haft ønsket?
Hvad kan man gøre?
Der kan være mange faktorer, der spiller ind, når man skal svare på, hvorfor arven splitter en familie ad. Mangel på et testamente er klart en af disse. Uden et testamente, er det let for efterladte at så tvivl omkring arvefordelingen. Ved at lave et testamente, er dine efterladte ikke efterladt med tvivlen, men har derimod, sort på hvidt, svar på, hvordan din arv skal fordeles.
Et testamente er ligeledes din sikkerhed på, at arven havner lige hvor du vil have den. Det kan være du har særlige ønsker med hensyn til organisationer, partnere eller familiemedlemmer. Hvis du ikke har oprettet et testamente, vil din arv blive fordelt efter arvelovens og dens tre arveklasser. Har du ingen arvinger vil din arv gå til statskassen.
Hvis du har særlige begravelsesønsker nedskrevet, kan du ikke være sikker på, at disse ønsker når at blive opfyldt.
Min sidste vilje
Noget andet efterladte ofte skal tage stilling til, kan være begravelsen. Den sidste afsked er for nogle forbundet med begravelse og en kendt plænegrav, hvorimod andre har et ønske om at blive brændt og have en ukendt gravplads. Hvis du har særlige begravelsesønsker nedskrevet, kan du ikke være sikker på, at disse ønsker når at blive opfyldt. For det første skal de økonomiske midler fra arven give plads til en begravelse med særlige ønsker. For det andet kan der gå tid fra dødsfald til gennemgang af testamentet, hvorfor en begravelse, uden de eventuelt særlige ønsker, kan være fuldført inden.
Pjecen ”Min sidste vilje” kan du downloade og udfylde gratis. Den skal afleveres til en bedemand, hvorefter du er sikker på, at dine begravelsesønsker vil blive overholdt, såfremt arvemidlerne tillader det.
Mediaton som hjælp
Sidder arvinger og efterladte i en situation uden nogen form for konstruktiv kommunikation, kan en mediator være en god hjælp. En mediator er upartisk, og kan hjælpe jer med at indgå i en dialog, og komme til en fælles løsning, der fungerer for begge parter.
Skrevet af privatrets advokat og mediator Sajitha Sureshkanna, Ret&Råd Glostrup Ballerup Greve. Hun kan kontaktes via e-mail ssu@ret-raad.dk eller telefon +45 43 30 46 87. Du er også velkommen til at kontakte din lokale Ret&Råd-advokat.