Er fair balance kravet mellem de modsatrettede samfundshensyn og private hensyn under den bestående pandemi fuldt ud iagttaget af staten i det nye forslag til ny epidemilov?
1.
I bemærkningerne til Sundheds- og Ældreministeriets nævnte udkast til lovforslag – se link hertil i slutningen af denne artikel – anføres det den 9.10.2020 bl.a.:
Gennem flere hundrede år har forskelige store epidemier af smitsomme sygdomme ramt en eller flere dele af verden. Også i Danmark har bl.a. epidemier af polio, pest og Den Spanske Syge medført omfattende sygdom og død.
Epidemier er således ikke ukendte i Danmark, men heldigvis kan vi i dag behandle en lang række af de smitsomme sygdomme, som vi kender. Flere sygdomme er sågar udryddet i Danmark på grund af bl.a. effektive vacciner.
Nye vira, som kan medføre nye ukendte smitsomme sygdomme, bliver dog fortsat opdaget, og nogle af disse kan udgøre en trussel mod både enkeltpersoner og samfundet som helhed.
Det er derfor helt afgørende for regeringen, at der er regler, som gør det muligt at afbøde konsekvenserne af eksisterende og fremtidige smitsomme sygdomme.
Regeringens altoverskyggende hovedprioritet er nemlig at forebygge, forhindre og begrænse udbredelsen og indførelsen af smitsomme sygdomme her i landet.
I den forbindelse er det helt afgørende, at samfundet og myndighederne er rustet til at håndtere både mindre og større forekomster af smitsomme sygdomme, kendte som ukendte, såvel som den fortsatte håndtering af corona-virussygdom 2019 (COVID-19), og at myndighederne har de værktøjer, som måtte vise sig nødvendige til at sikre myndighedernes handlemuligheder og effektive ressourceudnyttelse med henblik på beskytte samfundet og enkeltpersoner mod de smitsomme sygdomme.
Det er Sundheds- og Ældreministeriets vurdering, at hovedparten af de foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdommes udbredelse her i landet, der er mulige at iværksætte efter reglerne i den gældende epidemilovs kapitel 3, er vigtige værktøjer for myndighederne til at forebygge, inddæmme og bekæmpe visse smitsomme sygdomme.
Det er imidlertid Sundheds- og Ældreministeriets vurdering, at der med fordel kan ske en graduering af foranstaltningernes karakter og intensitet, således at de mest samfundsindgribende foranstaltninger, der iværksættes ved udstedelse af bekendtgørelser, alene bør kunne finde anvendelse over de alment farlige sygdomme, som har en sådan intensitet og risiko for samfundet, at den samtidigt vurderes som samfundskritisk.
Det er endeligt Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at iværksættelse af enhver
samfundsmæssig foranstaltning bør følge nogle almindelige, generelle principper, der skal sikre retssikkerheden og forudsigeligheden i anvendelsen og iværksættelsen af foranstaltningerne, herunder proportionalitet og mindstemiddelsprincippet.
Det foreslås derfor at fastsætte udtrykkelige regler om, at samfundsmæssige foranstaltninger alene kan iværksættes, hvis foranstaltningen er nødvendig og egnet til at hindre udbredelse af smitte af den pågældende sygdom, og at enhver foranstaltning skal være så skånsom og kortvarig som muligt og stå i rimeligt forhold til formålet med foranstaltningen. Det foreslås desuden, at foranstaltninger skal ophæves straks, når der ikke er grundlag for foranstaltningen længere, og at den mindst indgribende foranstaltning skal anvendes, hvis denne er tilstrækkelig til at opnå formålet.
Sundheds- og Ældreministeriet er opmærksomt på, at beføjelser til at iværksætte foranstaltninger efter den gældende epidemilov hovedsageligt er placeret hos sundheds- og ældreministeren, der via en række vidtgående og brede bemyndigelser kan fastsætte foranstaltninger for samfundet, borgere og erhvervslivet.
Det er Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at beføjelserne til at iværksætte foranstaltninger ikke bør placeres hos sundheds- og ældreministeren alene. Der kan efter ministeriets opfattelse med fordel ske en decentralisering af beføjelserne ved at en række af de beføjelser, som sundheds- og ældreministeren efter den gældende epidemilov har til at iværksætte foranstaltninger gennem udstedelse af bekendtgørelser, i en ny lov placeres hos Styrelsen for Patientsikkerhed, som derved får originær kompetence til at kunne iværksætte foranstaltninger i konkrete situationer.
Det er også vurderingen, at der på en række andre områder, som har relation til grundlæggende demokratiske principper og rettigheder, erhvervslivets forhold og kritisk infrastruktur, kan være behov for restriktioner. Det gælder blandt andet muligheden for at fastsætte forbud mod større forsamlinger, restriktioner for transportmidler, forbud mod og restriktioner for erhvervslivet og anvendelsen af personlige smitteforebyggende midler. Fastsættelse af regler herom bør ligeledes efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse af demokratiske grunde som udgangspunkt fastsættes på baggrund af et politisk valg med et politisk ansvar via bekendtgørelse af den minister, der er ansvarlig for det pågældende område.
Det foreslås desuden, at sundheds- og ældreministeren, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en samfundskritisk sygdom, kan fastsætte regler for hele eller dele af landet for en bestemt periode om anvendelse af værnemidler og afstand mellem personer i det offentlige rum.
Det foreslås, at regler i anden lovgivning eller fastsat i medfør af anden lovgivning kan fraviges med udmøntning af ovenstående bemyndigelser.
Det foreslås herudover, at der fortsat skal gælde en række foranstaltninger mod smitsomme sygdommes indførelse her i landet, herunder mulighed for at fastsætte regler om, at samvær med personer på land kræver tilladelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed, hvis der er konstateret smitsomme sygdomme på skibe, fly m.v. under rejsen. Det foreslås desuden, at der skal være mulighed for at fastsætte generelle regler om, at personer, der ankommer fra bestemte lande, f.eks. skal lade sig undersøge som betingelse for indrejse.
Det er efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse afgørende,
at sundhedsmyndighederne har adgang til de personoplysninger, som er nødvendige for, at myndighederne kan løse deres opgaver. Samtidig er det væsentligt, at den
enkeltes ret til beskyttelse af personoplysninger respekteres. Der foreslås derfor regler for udveksling af personoplysninger såvel som regler om, at fysiske og juridiske personer har pligt til at afgive nærmere angivne relevante personoplysninger til brug for myndighedernes smitteopsporing og smitteovervågning. Der foreslås desuden en ændring af lov om elektroniske kommunikationsnet og –tjenester, der giver Styrelsen for Patientsikkerheds kontaktopsporingsenhed en direkte adgang til nummeroplysninger i 118-registeret, således, at styrelsen fremadrettet ikke behøver at indhente oplysningerne igennem politiet.
Endelig foreslås der ændringer af lægemiddelloven om styrkelse af lægemiddelberedskabet i tilfælde af forsyningsmæssige nødsituationer såvel som ændringer af sundhedsloven, som bl.a. har til formål at etablere grundlaget for, at regioner og kommuner kan indgå aftaler med myndigheder og organisationer om ved overkapacitet at yde donation eller tidsbegrænset udlån af sundhedsfagligt udstyr, personelbidrag m.v. med det formål at yde støtte til udlandet i særlige situationer.
1.2. Lovforslagets baggrund
I marts 2020 vedtog Folketinget en række hastelove, herunder en ændring af epidemiloven. Ændringen af epidemiloven indeholder en såkaldt solnedgangsklausul, der indebærer, at hele epidemiloven bortfalder den 1. marts 2021. Det er derfor nødvendigt, at der inden marts 2021 er vedtaget en ny lovgivning til at træde i stedet for, som sikrer, at regeringen også efter den 1. marts 2021 har de nødvendige værktøjer til effektivt at sætte ind mod den nuværende covid-19-epidemi og andre fremtidige epidemier.
2.
Overordnet kan der fx – men ikke udelukkende -peges på følgende meget vide rammer, definitioner og beføjelser hos en minister og Styrelsen for Patientsikkerhed under den globale pandemi.
- a) Ifølge § 2 får sundheds- og ældreministeren magten til enerådigt at definere, hvad der er “samfundskritisk sygdom”. Det er en ny kategori af sygdom, der ikke fokuserer på lidelse for de ramte mennesker, men udelukkende på politisk definerede “alvorlige forstyrrelser af vigtige samfundsfunktioner”.
- b) Ifølge § 3 stk. 2 får Statens Serum Institut ansvaret for den nationale overvågning af smitsomme sygdomme.
- c) Ifølge § 4 bliver den nye Epidemikommission fuldstændig kontrolleret af Stat og Regering uden medvirken af uafhængige, faglige eksperter.
- d) Det fremgår af adskillige paragraffer i lovforslaget, at Styrelsen for Patientsikkerhed får en ikke ubetydelig magt i at gennemtvinge de indgribende foranstaltninger, herunder i § 9 med tvangsundersøgelse.
- e) Ifølge § 10 kan man blive tvangsindlagt alene fordi, man formodes at kunne være smittet med en alment farlig eller en samfundskritisk sygdom. Man kan blive indlagt i op til 4 uger ad gangen med mulighed for forlængelse i op til 4 uger ad gangen angiveligt et ukendt antal gange. Det giver staten mulighed for at fængsle formodet smittede borgere på ubestemt tid. I følge § 11 kan tvangsindlæggelse også foregå i isolation. Det er op til Regionsrådet at sikre, at der er en “egnet facilitet”, hvis isolation i eget hjem ikke er muligt.
- f)Ifølge § 14 bliver det også op til Styrelsen for Patientsikkerhed at idømme tvangsbehandling på ubestemt tid.
- g) Ifølge § 15 får sundheds- og ældreministeren magten til at fastsætte regler om vaccination, som kan gennemtvinges.
- h) Ifølge § 17 kan magtanvendelse foregå i form af bl.a. fysisk fastholdelse og aflåsning af de lokaler, man befinder sig i. §18 giver politiet retten til at varetage denne magtudøvelse.
- i) Ifølge § 20 kan der fastsættes regler for, hvor mange personer der må opholde sig på samme sted. Det omfatter nu også private steder. Det kan håndhæves uden retskendelse. Det samme gælder forbud mod ophold på bestemte steder (§ 21), afspærring af områder (§ 22) og adgang til samt brug af offentlige institutioner, faciliteter, dagtilbud, skoler, uddannelsesinstitutioner, transportmidler, virksomhedslokaler, samt behandlings-, pleje- og omsorgsinstitutioner m.v. (§§ 24-31).
- j) Ifølge § 35 skal man fremover fremvise dokumentation for, at man ikke har en nærmere bestemt alment farlig eller samfundskritisk sygdom, før man kan få lov til at rejse ind i landet, dvs. også tilbage til Danmark efter udlandsrejse.
- k) Ifølge § 56 medfører overtrædelse af epidemiloven straf på op til 6 måneders fængsel. Da strafferammen omfatter frihedsstraf, kan politiet foretage ransagninger af private hjem m.m. alene baseret på mistanker (jf. § 57).
3.
Som påpeget i min tidligere artikel om forårets Corona – hastelovenes voldsomme indgreb i borgeres privatliv og virksomheders erhvervssfære er der grænser for, hvor langt myndighederne kan gå uanset pandemien er udtryk for force majeure og statslig nødret.
Se link til denne artikel i slutningen af nærværende artikel.
4.
I nævnte artikel fremhæver jeg navnlig, at fra bl.a. Menneskerettighedsdomstolens (EMD) praksis kan der være særlig grund til at pege på følgende domme om grænserne for en stats skønsmargin i en undtagelsestilstand:
I Ireland v. the United Kingdom (1978, § 207), udtalte EMD, at staten i sager om statens mest vitale sikkerhedsinteresser har en bred skønsmargin både med hensyn til spørgsmålet, om der foreligger en undtagelsestilstand, og hvilke foranstaltninger, der er påkrævet for at imødegå den.
It falls in the first place to each Contracting State, with its responsibility for the “life of its nation”, to determine whether the life is threatened by a “public emergency” and, if so, how far it is necessary to go in attempting to overcome the emergency. By reason of their direct an continuous contact with the pressing needs of the moment, the national authorities are in principle in a better position than the international judge to decide both on the presence of such emergency and on the nature and scope of derogations necessary to avert it. In this matter, Article 15(1) leaves those authorities a wide margin of appreciation.
Disse udtalelser er fortsat relevante i 2020 under den bestående Covid-19 pandemi.
I den ledende engelske højesteretsdom (House of Lords): A and Others v. Secretary of State for the Home Department (2004) om stillingtagen til gennemførelse af antiterror-foranstaltninger i Storbritannien efter terrorangrebene på USA den 11.9.2001 hedder det bl.a. i § 29 fra førstvoterende Lord Bingham:
…great weight should be given to the judgment of the Home Secretary, his colleaques and Parliament on this question, because they were called on to exercise a pre-eminently political judgment…. Protecting the life of the nation is one of the first tasks of a Government…that does not mean that the Courts could never intervene. Unwarranted declarations of emergency are the familiar tool of tyranny. If a Government were to declare a public emergency where patently there was no such thing, it would be the duty of the court to say so….
Den engelske undtagelseslovgivning muliggjorde, at terrormistænkte udlændinge, som ikke kunne udvises til deres oprindelsesland på grund af risiko for forfølgelse, kunne frihedsberøves på ubestemt tid og uden rettergang. De fængslede mistænkte klagede til EMD i Strasbourg. De havde siddet interneret i 3 år uden udsigt til prøveløsladelse. EMD kom dog ikke til at tage stilling til den tidsubestemte internering uden rettergang, fordi man dømte staten for i strid med EMRK artikel 14 at have forskelsbehandlet terrormistænkte udlændinge (fængslet) og briter (ikke fængslet), A and others (2009, § 79).
House of Lords og EMD fastslår således, at de politiske organer må overlades en vid skønsmargin på dette anti-terror-område.
Dette gjaldt også, selvom terrorangreb ikke var overhængende, og særlovene ikke var tidsbegrænsede.
Der ses i øvrigt i EMD’s domme ikke at bestå et krav om, at statens overlevelse eller institutioner skal være i reel fare.
Det hedder i nævnte dom, A and others (2009 § 177):… An atrocity might be committed at any time. The requirement of imminence cannot be interpreted so narrowly as to require a State to wait to strike before taking measures to deal with it.
5.
Vi befinder os derfor fortsat i et minefelt og i et krydsfelt mellem jura, folkesundhed, politik og i en alvorlig nødretssituation, hvor staten som udgangspunkt må indrømmes vide rammer til at gribe ind – men dog kun indtil en vis grænse og inden for en vis begrænset tidsperiode.
6.
Forslaget til den nye epidemilov har bl.a. vist, at navnlig i en undtagelsestilstand som den bestående COVID-19 pandemi er det vigtigt at holde hovedet koldt og tillige inddrage EMRK med tillægsprotokoller og dynamisk konventionspraksis.
Hvorfor?
Fordi corona- kriselovgivningen giver den udøvende magt vidtgående beføjelser, som kan risikere at have langvarige og uproportionale virkninger på alles arbejds- og erhvervsliv, frihedsrettigheder og verdenssamfundet som helhed – The new Normal.
7.
Den seneste udvikling (november 2020) med Fødevarestyrelsens ulovhjemlede statslige ordre til minkavlere uden for de fastlagte sikkerhedszoner om hurtig aflivning af deres minkbesætninger viser også, hvor hurtigt grundlovens og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions beskyttelse af ejendomsretten kan blive krænket
Læs udkastet til loven her:
Lov om epidemier m.v. (epidemiloven)
Læs i øvrigt denne artikel: Jan Kristoffersen: Udkastet til den nye epidemi-lov er ikke bare betænkeligt – det er helt ude af proportioner
Mette Frederiksen starter forfra med forhadt epidemilov, artikel på dr.dk.
Kontakt derfor advokat Steen Petersen, Ret&Råd Glostrup Ballerup Greve på tlf.: +45 21 72 17 82 og mail stp@ret-raad.dk, når du vil vide mere om din konkrete retsstilling i forhold til staten og dens myndigheder og om din retsstilling og kompensationsmuligheder.