Henvendelse til Ankestyrelsen vedrørende kommunalforvaltningen i København og omegn

Advokat (H) Steen Petersen rettede den 16. maj 2017 henvendelse til Tilsynet med Kommunalforvaltningen, på vegne af en række ejere af boliger med hjemfaldspligt. Nedenfor kan du læse hans henvendelse.

Læs Københavns Kommunes notat om forkastelsen af overgangsordningen HER, samt Steen Petersens artikel herom HER.

— — — — —
Til ledelsen i Ankestyrelsen (AST) vedrørende tilsyn med kommunalforvaltningen i København og omegn.

Den 5.5.2017 kl. 15.00 indgav jeg på mail en klage til AST i ASTs egenskab af tilsyn med kommunalforvaltningen (overgået til AST fra Statsforvaltningen den 1.4.2017).

Klagen på vegne en række private ejere angik Københavns Kommunes – uventede og uvarslede – ændring den 30.3.17 af selve beregningsgrundlaget for private ejeres frikøb af Kommunens tinglyste hjemfaldspligter på ejernes grunde/huse/ejerlejligheder.

Siden 15.2.1996 har Københavns Kommune beregnet frikøbstilbud ud fra bl.a. ejendomsvurderingen, der siden 2013 blev fastfrosset af Regeringen.

Med den uventede og uvarslede ændring den 30.3.17 suspenderede Kommunen den hidtidige 20 årige frikøbsordning (ejendomsvurdering).

Kommunen indførte – uvarslet – en midlertidig frikøbsordning, hvor reel markedspris skal benyttes fremover og mod ejers betaling af omkring kr. 4.300 inkl. moms for Sadolin & Albæks – ikke fysiske – vurdering af konkrete private ejendomme.

Som privat ejer skal man åbenbart selv finde ud af den 30.3.2017 uvarslede ændring, der heller ikke ses bekendtgjort af Københavns Kommune.

For ejere, der har solgt inden 1.4.2017 og med overtagelsesdag efter 1.4.17, betyder den uvarslede ændring, at frikøbsbeløb er steget med mindst 300-400%.

Mange handler kan derfor ikke hænge økonomisk sammen længere og/eller kan kun gennemføres med betydeligt nedsatte salgsprovenuer.

Ingen ejer havde med rimelighed eller på nogen anden måde kunnet forudse, forudsige eller forudberegne, at 20 års faste og ensartede Kommunale beregningsgrundlag i hemmelighed kunne ændres som radikalt sket den 30.3.2017.

Det er vigtigt hurtigt at få at vide, om AST vil eller kan gå ind i sagen, idet jeg i bekræftende fald vil bede Folketingets Ombudsmand om at sætte min klage til ham i bero på ASTs afgørelse.

Nøgleord i min klage er især:

Uvarslet og økonomisk meget byrdefuld og belastende ændring over for de mange berørte private ejere den 30.3.17 – tilmed af 20 års faste og ensartede kommunale beregningsgrundlag for frikøb siden 15.2.1996.

Hensynet til ca. 1200 ejendomsejeres berettigede forventninger og deres indretning og tillid til 20 års fast og ensartet kommunal beregningspraksis siden 15.2.96.

De økonomiske konsekvenser for ejere, der har solgt eller vil sælge i fremtiden, inden Københavns Kommune ved tilbagekøbsklausulers forfaldstidspunkt i fx 2020, 2040 og 2060 kan tilbagekøbe grunde med privat beboelse for minimale beløb (lig kommunal salgspris for måske 50-100 år siden).

Udsigten til at gå konkurs for flere ejere, hvor Københavns Kommune fx i 2020 kan købe lejligheder tilbage for et par tusind kroner, mens ejer ikke har råd til at frikøbe sig og nu skal indfri pante- og anden gæld, hvilket er umuligt.

Københavns Kommune begrunder sin manglende underretning (partshøring) og hemmeligholdelsen med, at de private ejere ellers ville have kunnet spekuleret i at frikøbe sig til de – 300-400 % lavere – frikøbsbeløb, der anvendtes af Kommunen fra 15.2.1996 og til den 31.3.2017.

Kommunalfuldmagt, lighedsprincipper, saglig forvaltning og proportionalitet samt unfair balance mellem Kommunale interesser og interesserne for det stærkt ramte mindretal (ca. 1200 ejendomsejerne).

Hjemfaldspligt findes også i ca. 8-9 omegnskommuner i Storkøbenhavn, som Københavns Kommune for over 50-100 år siden har solgt grunde til, med tinglyst hjemfaldspligt.

Må jeg blive kontakter af AST senest 19/5/2017?

Tak.

— — — — —

Yderligere kommentar til Ankestyrelsen 

Her er konklusionen fra Københavns Kommune i går den 13. juni 2017, med bilag.

Jeg skal derfor anmode AST om at vurdere, om det var lovligt af Københavns Kommune – i hemmelighed og uden forudgående varsel til ejerne på 1200-1500 ejendomme med tinglyst hjemfaldspligt – den 30.3.17 at ændre selve beregningsgrundlaget for frikøb – i bebyrdende og belastende retning – og samtidig suspendere hidtidig frikøbsordning fra 1996, se Københavns Kommunes notat af 1.4.2017 og referat af møde 30.3.17.

Jeg henviser til min indsendte klage af 23.5.2017. 

Det fremgår af mødereferat af 13.6., at Københavns Kommune nu vil spørge tilsynet om, hvorvidt Kommunen kan rulle frikøbsordningen tilbage vedr. handler med frikøbstilbud efter 1996-ordning, men kun for perioden 1.4.16-1.4.17. 

AST bedes også svare mig herpå. 

— — — — —

Henvendelsen er skrevet af advokat (H) Steen Petersen, der er advokat for en række boligejere med hjemfaldspligt. Om Steens arbejde med hjemfaldspligtsagen, beskriver klienter ham således: 

Vi takker dig for din indsats, din kombination af ”sikkerhedsnet” for retfærdigheden og ”Pittbull” mod systemets træghed har fjernet en hel del bekymringer fra vores skuldre i den ventetid der har været.

Steen kan kontaktes på tlf. 21 72 17 82 eller på stp@ret-raad.dk. Se Steens profil HER og hans artikler HER.

Se bekendtgørelse om afskrivning på ejendomme med hjemfaldsforpligtelse m.v. HER.

Du kan følge sagen om hjemfaldspligt på hjemmesiden tilbagekøbsret.dk, hvor ejere af boligere med hjemfaldspligt er gået sammen om at diskutere samt opdatere med nyheder og artikler. Advokat (H) Steen Petersen deltager både i diskussionen og bidrager med nyheder hertil.

Har du spørgsmål til artiklens forfatter?

Felter med * skal udfyldes.

"*" indikerer påkrævede felter

Name
Tilmeld dig vores nyhedsbreve med juridiske nyheder
Dette felt er til validering og bør ikke ændres.