Den tidligere leder af KPMG’S UK afdeling, John Griffith-Jones, gav nyligt under et møde i London hans gamle profession en venlig advarsel:
Revisorer “flirter med irrelevans og ligegyldigheder” ved i deres selskabsrevisioner hele tiden at forsyne omverdenen med oplysninger, der bliver mindre og mindre nyttige for omverdenen som helhed.
Der er nu røster og krav fremme om en mere detaljeret revisorerklæring – og ikke blot som fx i Danmark påtegninger med eller uden forbehold.
Revisors “Pass or fail” test var jo langt fra tilstrækkelig i de økonomiske sammenbrud, vi har oplevet i kølvandet på finanskriserne.
Det er velkendt også i Danmark, at man efter en række spektakulære økonomiske sammenbrud blandt selskaber i navnlig pengeinstitutsektoren de seneste år med rette spørger:
Hvordan kunne det komme så vidt?
Sov ledelsen, sov revisor, sov tiæsynsmyndighederne?
Hvorfor advarede revisor ikke omverdenen i tide – i stedet for år efter år blot at give de offentliggjorte årsrapporter i børsnoterede virksomheder “blanke” revisionspåtegninger og dermed uden forbehold for de konkrete selskabers overlevelse som ” going concern”?
Mange private og andre købte aktier i tillid til disse årsrapporter og ved aktiemissioner.
Hvorfor kørte direktioner og bestyrelser selskaberne videre, når det nu har vist sig, at selskabernes drift havde nået “håbløshedstidspunktet” for længst?
Det skal i den forbindelse fremhæves, at det ikke er revisor, der leder et selskab.
Det gør alene direktion og bestyrelse.
Rolle- og ansvarsfordelingen mellem revisor, direktion, bestyrelse og tilsynsmyndigheder i danske pengeinstitutter er reguleret i lovgivningen.
Dialog og kommunikation, ansvar og pligter, mellem og for selskabsorganerne i et selskabs kontrolhieraki, er forskellige beroende på hvilken stilling, man indtager.
Hvis grænserne mellem disse organers pligter og ansvar gradvis udviskes, fordi såkaldte skandalesager medfører skærpet lovgivning- “bad cases make bad law” – går det galt.
Ligesom en dansk formand ikke skal fungere som direktør og daglig leder, skal revisor ikke overtage ledelsens rolle i dagligdagen.
I sidste ende er det virksomheden, der betaler revisor for at opfylde revisors rolle som offentlighedens tillidsrepræsentant.
Men debatterne i UK og USA viser, at det også kan blive en bekostelig affære med dyberegående og mere omfattende revision og revisionspåtegninger.
Selskaber, der antoges at være ” to big to fail, brød alligevel sammen uanset revisor ikke havde taget forbehold for going concern i revisionspåtegningerne.
Enron skandalen i USA kostede Arthur Andersen livet.
Se mine andre artikler herom HER.
Den internationale trend mod mere informative og længere revisionspåtegninger er interessant, når man fx ser på den hidtidige standardisering af disse påtegninger og fx i Danmark total fritagelse for revision af visse mindre selskaber.
De 4 største revisionsfirmaer i verden:
PricewaterhouseCoopers, Deloitte,
Ernst & Young samt
KPMG,
modtog derfor ikke Mr. Griffith- Jones, kommentarer med udelt glæde.
Desuden rejser mere omfatttende revisioner af selskaber og koncerner i en stadig mere kompleks verden også et væsentligt økonomisk aspekt:
Vil selskaber betale uforholdsmæssigt store beløb for en omfattende revision, der måske alligevel vil kunne kritiseres efter et økonomisk sammenbrud, hvor alle er blevet langt klogere – set i bakspejlet!
Kontakt advokat (H) Steen Petersen på stp@ret-raad.dk og 2172 1782, såfremt du som ledelsesmedlem og/eller revisor er i tvivl om din retsstilling.
Se Steens profil HER.