Amagerbankens ledelse foreløbig frifundet

I den 1093 sider lange erstatningsdom afsagt den 12.6.2017 i Lyngby Ret, er ledelsen i den tidligere Amagerbanken blevet frifundet i sagen om erstatning og ledelsesansvar.

Medierne har forskellige reaktioner på, at Finansiel Stabilitet ikke fik medhold i et erstatningskrav på 900.000.000 kr. mod 11 personer i Amagerbankens tidligere ledelse.

De fleste sagsøgte ledelsesmedlemmer havde fået fri proces i den komplekse og velfærdstruende erstatningssag. Læs domsoversigten HER.

Finansiel Stabilitet skal nu godtgøre statskassen ca. 77.000.000 kr. for Statskassens udlæg til de beskikkede advokater for de sagsøgte ledelsesmedlemmer.

Var dommen overraskende?

Læser man Lyngby Rets grundige dom, er det for fagfolk ikke et stort chok, at frifindelse skete, som sagen forelå og var oplyst ved fx omfattende afhøringer og dokumentation.

Banker lever af at tage kalkulerede risici på et veldokumenteret grundlag for at tjene flest mulig penge til kunderne/aktionærerne.

Al forretning kan drives med større eller mindre omhu og kløgt, med større eller mindre held og med større eller mindre succes.

Går det galt og ender med en konkurs, betyder det imidlertid ikke automatisk, at ledelsen ifalder et erstatningsansvar.

I så fald ville ingen fornuftige og kompetent personer overhovedet overveje at påtage sig de ansvarsfulde ledelsesopgaver på noget tidspunkt.

Ingen ansvarsforsikringer

I den konkrete sag var der ikke tegnet ansvarsforsikringer for den ansvarlige ledelse.

Som en kendt foredragsholder engang sagde:

Ansvarsforsikringer må ikke blive en “sovepude” for ledelsen.

Ingen ledelse kan desuden forsikre sig mod “almindelig uduelighed” i et selskabs ledelseshierarki.

Når banksager om erstatningsansvar efter mange års detailundersøgelser af fx kuratorer i bankkonkursboerne skal afgøres ved domstolene, er det vigtigt at huske på, at en domstol ikke normalt kan tilsidesætte en ledelses forretningsmæssige skøn- “the business judgement rule” – når dette skøn hviler på et sagligt og dokumenteret grundlag.

Ledelsens bevissikring under Amagerbankens drift får derfor væsentlig større betydning ved bedømmelse af ledelsens erstatningssvar efter måske 10 års forløb i retssystemet.

En erstatningssag bliver derfor også en “dokument- og bevissikringssag”, suppleret af de sagsøgtes – og andres – forklaringer under strafansvar.

Ledelsens ansvar

I denne konkrete sag havde Amagerbankens statsautoriserede revisorer og Finanstilsynet ikke haft anmærkninger i Amagerbankens levetid.

Selvom hverken Finanstilsynet eller Amagerbankens revisorer havde ansvaret for bevilling af lån og drift – konkret og generelt – af Amagerbanken, spiller disse to offentlige organers påtaler, anmærkninger m.v. en ikke uvæsentlig rolle i den samlede vurdering af ledelsens erstatningsansvar.

De almindelige erstatningsbetingelser var ikke i henhold til Lyngby Rets dom således opfyldt konkret:

Der forelå ikke et erstatningsansvar og et kausalt og påregneligt økonomisk tab, som konkret kunne bebrejdes hvert enkelt af de 11 sagsøgte ledelsesmedlemmer i Amagerbanken.

Det gjaldt, selvom der var begået fejl af ledelsen ved bevilling af et lån til Østerfælledparken. Men fejlen havde ikke medført et økonomisk tab.

Situationen er derfor anderledes end i eksempelvis Capinordic Bank-dommen, som p.t. verserer ved Højesteret.

Ledelsen i Capinordic Bank blev af Østre Landsret idømt 90 mio. kr. i erstatning for stærkt kritisabel håndtering af 9 ud af ialt 40 låneengagementer.

Bevisbyrden for eksistensen af et juridisk erstatningsansvar, der tillige havde medført et påregneligt økonomisk tab, påhvilede alene Finansiel Stabilitet, der ikke kunne løfte den i Lyngby Ret.

Hvis tab ikke er indtrådt, vil en ledelse blive frifundet, uanset om der er noget at bebrejde ledelsen.

Hvornår kan man blive dømt?

Der findes mange domme om ledelses- og revisoransvar, hvor et ansvarsgrundlag blev fastslået, men fordi fejlene ikke havde medført et økonomisk påregneligt tab, blev både ledelse og revisorer i Amagerbanken frifundet.

Ledelsens erstatningsansvar, roller og pligter varierer desuden, alt efter om en person er bestyrelsesformand, menigt medlem af bestyrelsen, arbejdstagervalgt bestyrelsesmedlem eller administrerende direktør, se Selskabsloven herom samt ledende domme fra Højesteret.

Både Amagerbanken og Roskilde Bank dommene er i 2017 anket af Finansiel Stabilitet til Højesteret. Læs eventuelt mere om sagen mod Amagerbanken via dr.dks artikel af 3. april 2018 HER.

Skrevet af den slagkraftige erhvervs- og procesadvokat (H) Steen Petersen, mobil: 21 72 17 82 og mail: stp@ret-raad.dk.

Se Steens kurser om ledelsesansvar HER, hans profil HER og hans andre artikler HER.

Steen har skrevet flere artikler om ledelsers erstatningsansvar. Læs dem her:

Har du spørgsmål til artiklens forfatter?

Felter med * skal udfyldes.

"*" indikerer påkrævede felter

Name
Tilmeld dig vores nyhedsbreve med juridiske nyheder
Dette felt er til validering og bør ikke ændres.