De almindelige forældelsesregler i entrepriseforhold
Reklamationsfristen i AB92
En entreprenør kan som hovedregel kun holdes ansvarlig for mangler, hvis der er reklameret rettidigt, senest 5 år fra afleveringstidspunktet, jf. AB92 § 36, stk. 1. Mangelkrav der påtales senere end 5 år efter afleveringen, kan derfor som udgangspunkt afvises.
Entreprenøren kan alene ifalde ansvar, hvis der er reklameret skriftligt over manglerne inden rimelig tid efter, at manglerne er, eller burde være opdaget, jf. AB92 § 32 stk. 2.
Forældelsesloven af 2007
Ved siden af reklamationsreglerne i AB92 gælder de almindelige forældelsesregler.
Forældelse indtræder 3 år efter det tidspunkt, hvor der er reklameret over en mangel eller manglen er konstateret, medmindre der forinden er foretaget skridt til at afbryde forældelsesfristen, jf. forældelseslovens § 3 stk. 1. Det betyder, at mangler, der er reklameret over ved 1-års gennemgangen, men hvor der ikke er sket afbrydelse eller suspension af fristen, forældes senest 3 år efter 1-års gennemgangens gennemførelse.
Forældelsesfristen løber fra det tidspunkt, manglen konstateres eller burde være konstateret, jf. forældelseslovens § 3 stk. 2. Dette betyder, at mangler, der er reklameret over ved 5-års gennemgangen, som ikke burde være kendt til tidligere, og hvor forældelsen ikke er afbrudt, er forældet senest 3 år efter 5 års gennemgangen.
Uanset ovenstående indtræder forældelsen senest 10 år efter afleveringstidspunktet, jf. forældelseslovens § 3 stk. 3, nr. 4. Dette betyder, at mangler der først konstateres senere end 10 år efter afleveringstidspunktet, eller mangler der kendes, men hvor forældelsen ikke er afbrudt senest inden 10 år efter afleveringstidspunktet, er forældet.
Reklamationsreglerne i AB92, herunder den 5 årige reklamationsregel i AB92 § 36, stk. 1 kan ikke gøres gældende i forbrugerforhold, jf. forældelseslovens § 26 stk. 2. De almindelige forældelsesregler gælder derimod altid i forbrugerforhold. Reklamationsreglerne er ikke gentaget i ”AB-Forbruger”, der bør gælde som standardvilkår i alle forbrugeres entreprisekontrakter.
Når en mangel er forældet, bortfalder eventuelle krav mod entreprenøren.
Afbrydelse af forældelse i entreprise ved reklamation, erkendelse og retlige skridt
Reklamation efter AB92
Afbrydelse af 5 års fristen i AB92 § 36, stk. 1 kan ske blot ved reklamation. Det skal understreges, at en reklamation altid skal følges op med retslige skridt, idet længere tids passivitet betyder, at man kan miste sin ret, selvom der er reklameret rettidigt i medfør af § 36, stk. 1. Dette vil især være tilfældet, hvor entreprenøren efter reklamationen har afvist et mangelkrav. For at bevare sit krav mod entreprenøren må en bygherre derfor altid foretage retslige skridt i form af sagsanlæg for Voldgiftsnævnet eller ved de almindelige domstole, når entreprenøren afviser en mangel. Retslige skridt skal foretages inden 3 år regnet fra det tidspunkt, bygherren første gang gjorde kravet gældende mod entreprenøren, jf. forældelseslovens § 16 stk. 1.
Entreprenørens anerkendelse
Forældelsen afbrydes, når entreprenøren overfor bygherren udtrykkeligt eller ved sin handlemåde erkender sin forpligtigelse, jf. forældelseslovens § 15. Ud over en udtrykkelig skriftlig anerkendelse af ansvaret for en mangel, anses der f.eks. at foreligge en anerkendelse, når entreprenøren afhjælper eller forsøger at afhjælpe en mangel. Der løber en ny forældelsesfrist fra anerkendelsestidspunktet, jf. forældelseslovens § 19 stk. 1 og 2.
Retslige skridt
Forældelsen afbrydes, når man foretager retslige skridt mod entreprenøren med henblik på at erhverve dom, betalingspåkrav, voldgiftskendelse eller anden bindende afgørelse, der fastslår kravets eksistens og størrelse og forfølger disse skridt inden rimelig tid, jf. forældelseslovens § 16 stk. 1. Der løber en ny forældelsesfrist fra dommen, kendelsen eller afgørelsen, jf. forældelseslovens § 19 stk. 1 og 3.
Foreløbig afbrydelse af forældelse ved syn og skøn
Er der inden forældelsesfristens udløb iværksat syn og skøn efter retsplejelovens § 343, uden anlæg af retssag eller voldgiftssag om forhold af betydning for en mangels eksistens, indtræder forældelse tidligst 1 år efter skønsforretningens afslutning, jf. forældelseslovens § 21 stk. 4. Forældelsen suspenderes således, når skønsforretningen iværksættes og indtil 1 år efter dens afslutning.
Ud over den foreløbige afbrydelsesvirkning, kan der være andre klare fordele ved at gennemføre syn og skøn før anlæg af en retssag eller voldgiftsag. For det første opnås en skønsrapport, der belyser manglerne og kravenes berettigelse. For det andet opnår man derved ofte hurtigere end ved en retstvist et grundlag for en aftale med entreprenøren om mangelafhjælpning eller økonomisk godtgørelse til gavn for begge parter. Og for det tredje nedbringes risikoen for unødvendige, ofte store, sagsomkostninger ved at anlægge en retstvist vedrørende krav om mangler man ikke kan vinde.
Særligt om foreløbig afbrydelse af forældelse ved forhandling
Foreløbig afbrydelse ved forhandling
Er der inden forældelsesfristens udløb indledt forhandlinger om manglen med entreprenøren, indtræder forældelse tidligst 1 år efter det tidspunkt, hvor forhandlingerne må anses for afsluttet, jf. forældelseslovens § 21 stk. 5. Forældelsen afbrydes således foreløbigt når forhandlinger om en mangel iværksættes og indtil 1 år efter forhandlingernes afslutning.
Formålet med reglen er at sikre, at parterne kan indgå i forhandlinger uden at have risikoen for forældelse hængende over hovedet. Forhandlinger bør ikke indebære en fælde for fordringshaveren (bygherren). En skyldner (entreprenør), der involverer sig i forhandlinger om et krav og dermed forhindrer fordringshaveren (bygherren) i at anlægge sag, bør ikke kunne påberåbe sig, at kravet er forældet i mellemtiden.
Begrebet forhandlinger
Begrebet forhandlinger er en juridisk standard, som giver og har givet anledning til fortolkning i retspraksis og voldgiftspraksis. Hvorvidt der foreligger en forhandling, afhænger af en konkret vurdering.
Begrebet ”forhandlinger” skal fortolkes bredt, idet enhver meningsudvekling, der kan give fordringshaveren (bygherren) rimelig grund til at tro, at hans krav ikke er blevet endeligt afvist, er omfattet af begrebet. Begrebet omfatter ligeledes forligsforhandlinger.
Afgørende for om der foreligger en forhandling er, at entreprenøren har tilkendegivet en sådan grad af imødekommenhed, at der for bygherren måtte være en rimelig udsigt til at parterne ville nå en forligsmæssig løsning, jf. Bo von Eyben, Forældelse efter forældelsesloven af 2007, s. 929.
En forligsforhandling/forhandling er først afsluttet, når skyldneren (entreprenøren) udtrykkeligt tilkendegiver, at denne finder forhandlingerne for afsluttet, jf. KBET 2005 nr. 1460, Betænkning om revision af forældelsesloven, afs. 5.6.
I sager om mangler er det bygherren, der har bevisbyrden for, at forhandlinger er indledt, mens det er entreprenøren, der har bevisbyrden for, at forhandlingerne er afsluttet, jf. Bo von Eyben, Forældelse efter forældelsesloven af 2007, s. 948.
Retspraksis om fortolkning af forhandlingsbegrebet
I det følgende fremhæves en række afgørelser som illustrerer domstolenes og Voldgiftnævnets fortolkninger af forhandlingsbegrebet i sammenhæng med forældelsesproblematikken.
UfR2006.2535HD: Stiltiende accept kan være tilstrækkeligt til at anse, at der foregår en forhandling, så forældelsen udskydes.
UfR2012.251Ø: En parts imødekommenhed uanset erklæret uenig kan give den anden part rimelig anledning til at afvente med sagsanlæg, så længe dialogen er udtryk for reelle forhandlinger, d.v.s. der udveksles synspunkter af betydning for kravet.
UfR2013.2608H: Dialog og korrespondance anses som en accept af en udskydelse af forældelse, således at der, hvis forligsmæssig løsning ikke opnås, indrømmes en frist til sagsanlæg.
UfR2013.2839V: En henholdende reaktion i sig selv kan begrunde en udskydelse af fristen.
TBB2013.178VG: Sagen var i henhold til 1908-loven anlagt mere end 5 år efter fristen og i forhold til 2007-loven var syn og skøn anlagt mere end 3 år efter fristen. Efter 1908-loven afbryder syn og skøn ikke forældelsen. Et beroligende brev fra en leverandør er i sig selv ikke tilstrækkeligt til at se bort fra en frist, og forældelse blev anset for indtrådt. Afgørelsen er hård, idet beroligende breve i andre sager anses for tilstrækkeligt til at anse forældelsesfristen for suspenderet.
UfR2014.939HD: Forskellige dele af en fysisk konstruktion kan anses at være uadskillelige og afhængige af hinanden, selvom de under byggeprocessen anses for forskellige i forhold til hinanden, når man taler om virkningen af en mangel. Forskellige lag af et gulv er anset at være en helhed. Forhandling om ét forhold i en konstruktion kan betyde, at forældelsen anses for suspenderet for hele konstruktionen.
TBB2006.467VG: Afhjælpning med mindre omfattende foranstaltninger kan betyde, at fristen suspenderes til det viser sig, at afhjælpningen holder. Hvis bygherren havde grund til at antage, at manglen var udbedret, må udgangspunktet være, at suspensionen vedvarer, indtil det kan konstateres, at dette ikke er tilfældet, jf. TBB2013.667, Kresten Nybo Gørtz, Fastholdelse af entreprenøransvar for genopbrudte mangler.
KFE2014.226VG: Det var uomtvistet, at mangelkravet ville være forældet, såfremt retstvist ikke ansås for anlagt inden 1 år efter, at forhandlingerne om manglen var afsluttet. Entreprenøren gjorde gældende, at manglerne var forældet allerede ved 5-års gennemgangen, og at eventuelle forhandlinger i hvert tilfælde var afsluttet ca. 1 år efter 5-års gennemgangen, mens bygherren med henvisning til parternes forhandlinger gjorde gældende, at et sagsanlæg ca. 3 år og 4 måneder efter 5-års gennemgangen var rettidigt. Voldgiftsretten fastslog:
- at bygherrens krav var forældet medmindre forældelsesfristen på grund af parternes forhandlinger var udskudt til efter sagens anlæg i medfør af forældelseslovens § 21, stk. 5,
- at der i forbindelse med 5 års gennemgangen i marts 2010 må anses at have været dialog om manglerne, og at disse drøftelser medførte en udskydelse af forældelsesfristen vedrørende manglerne,
- at til trods for entreprenørens klare afvisning af manglerne under et møde den 11. april 2011, kunne det imidlertid efter referatet og de af bygherren afgivne forklaringer ikke afvises, at bygherrens repræsentanter mente, at der ikke var tale om en endelig afvisning af kravet fra entreprenørens side, men at forhandlingerne kunne fortsættes, såfremt det viste sig, at en mindre omfattende mangelafhjælpning end krævet ikke medførte, at problemerne med manglerne var løst,
- at entreprenøren under et møde den 9. februar 2012 afviste, at der var mangler, uanset bygherren fortsat gjorde gældende, at der var mangler. Det må i hvert tilfælde på dette tidspunkt, uanset entreprenøren lovede at fremsende forskelligt materiale, have stået bygherren klart, at forhandlingerne mellem parterne om manglerne var afsluttet,
- at den dialog der herefter foregik mellem parterne, ikke kunne anses som en genoptagelse af forhandlingerne, og
- at bygherrens krav som følge af det anførte er forældet senest 1 år efter den 9. februar 2012.
Voldgiftsrettens kendelse viser,
- at dialogen mellem bygherren og entreprenøren om mangler i perioden indtil og under 5-års gennemgangen kan anses som en forhandling der medfører en udskydelse forældelsesfristen,
- at en entreprenørs klare afvisning under forhandlinger om ansvar for mangler ikke nødvendigvis betyder, at forhandlingerne anses for afsluttet, når det ikke kan udelukkes, at bygherren på grund af omstændighederne omkring forhandlingerne har haft en berettiget forventning om, at der var tale om en endelig afvisning og
- at der skal noget særligt til for at en bygherre med berettigelse kan anse, at forhandlinger fortsætter, når entreprenøren klart har afvist kravet.