Ulykkesforsikringer - er du dækket godt nok?

Er du kommet til skade og har skaden betydet, at du ikke længere fungerer, som du har gjort tidligere? Hvis ja, er det vigtigt at være opmærksom på, hvordan du er forsikringsdækket.

Skrevet af advokat Tina Møller, Ret&Råd Djursland

Ansvarsforsikring?

Hvis der er en ansvarlig skadevolder, skal du henvende dig med dine erstatningskrav til pågældende. Har vedkommende en ansvarsforsikring, kan han anmelde skaden til sit eget forsikringsselskab.

Det er herefter vigtigt, at du selv så hurtigt som muligt kontakter modpartens forsikringsselskab og meddeler, at du har et krav på erstatning. Først når forsikringsselskabet har anerkendt erstatningspligten, kan du få erstatning.

Du har krav på erstatning efter erstatningsansvarsloven, hvis modparten er ansvarlig for ulykken. De krav du eventuelt kan have efter erstatningsansvarsloven er godtgørelse for svie og smerte, erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, godtgørelse for varigt mén, erhvervsevnetabserstatning, medicin- og behandlingsudgifter, erstatning for tab af forsøger ved dødfald, begravelsesudgifter, overgangsbeløb ved dødsfald samt advokatomkostninger.

De forskellige ulykkesforsikringer

Du skal også være opmærksom på, at selv om du får erstatning fra en ansvarlig skadevolder eller dennes ansvarsforsikringsselskab, så kan du også have krav på erstatning fra de forsikringer, du selv har tegnet.

En ulykkesforsikring dækker også, selvom der ikke er en ansvarlig skadevolder og er en forsikring, du tegner på din person. Det du kan forsikre igennem en ulykkesforsikring er dit helbred, hvilket vil sige, at du får et erstatningsbeløb udbetalt, hvis du kommer til skade.

Når man taler om ’ulykker’ i en ulykkesforsikrings forstand, mener man en pludselig udefra kommende hændelse, der er egnet til at forårsage skade.

Der findes flere former for ulykkesforsikring:

Fritidsulykkesforsikring

En fritidsulykkesforsikring omfatter tilfælde, hvor den forsikrede udsættes for et ulykkestilfælde i sin fritid. Man skal her være opmærksom på, at ulykkestilfælde sket i arbejdstiden ikke er dækket.

Heltidsulykkesforsikring

En heltidsulykkesforsikring omfatter i modsætning til en fritidsulykkesforsikring, alle tilfælde hvor den forsikrede udsættes for et ulykkestilfælde.

Det kan derfor ofte være en fordel at tegne en heltidsulykkesforsikring frem for en fritidsulykkesforsikring, da heltidsulykkesforsikringen giver en bedre dækning end fritidsulykkesforsikringen.

Autoulykkesforsikring

En autoulykkesforsikring er en forsikring, som dækker føreren og passageren i en bil. Nogle forsikringsselskaber laver en samlet pakke, hvor man får en autoulykkesforsikring sammen med sin kaskoforsikring.

Det kan derfor være en god ide at tjekke sin police. Man skal være opmærksom på, at man typisk kun vil på erstatning fra autoulykkesforsikringen, hvis man ikke har krav på erstatning fra bilens ansvarsforsikring.

Udbetaling af erstatning?

Man kan sagtens have flere ulykkesforsikringer og dermed få udbetalt erstatning for den samme skade fra flere forsikringer.

Hvis du er kommet til skade, kan vi hjælpe dig med anmeldelsen og med den videre sagsbehandling af forsikringssagerne. Vi kan også hjælpe dig med en gennemgang af dine forsikringer.

Varigt mén

Private ulykkesforsikringer dækker som udgangspunkt alene erstatning for varigt mén, tab af forsøger til evt. efterladte og helbredsudgifter (udgifter til behandling).

Erhvervsevnetab

Hvis du mister din evne til at tjene penge i en ulykke, kan det have en stor betydning for din økonomiske situation, idet erstatningen for varigt mén er et engangsbeløb, som alene fastsættes efter størrelsen af det varige mén.

Du bør derfor overveje, om du udover din almindelige ulykkesforsikring skal tegne en forsikring for tab af erhvervsevne.

Hvis du er kommet til skade, kan vi hjælpe dig med at få den erstatning du er berettiget til.

Hvis du har spørgsmål til artiklen eller behov for rådgivning er du velkommen til at kontakte din lokale Ret&Råd-advokat

Artiklen udkom oprindeligt den 4. april 2013.