Ændring af adoptionsloven
Baggrunden for lovændringen af adoptionsloven var blandt andet et ønske om at gøre det lettere at gennemføre en tvangsadoption i de tilfælde, hvor barnet ellers skulle være anbragt uden for hjemmet under hele eller størstedelen af barnets opvækst. Man har således indført reglerne med et ønske om at sikre barnet en stabil og varig familierelation i de tilfælde, hvor det vurderes, at de biologiske forældre aldrig vil kunne tage vare på barnet.
Tvangsadopterede får arveret
Når barnet bliver tvangsadopteret til den nye familie, bliver barnet fuldt medlem af den nye familie på samme måde som andre adopterede børn. Barnet får altså arveret efter de nye forældre og mister arveretten efter de biologiske forældre. De biologiske forældre mister på samme tid retten til samvær med barnet.
Forskel på anbringelse
En tvangsadoption er en klar undtagelse til hovedreglen om anbragte børn, idet man som udgangspunkt ønsker, at børn fjernet fra hjemmet skal bevare en relation til de biologiske forældre. Og en afgørelse om tvangsadoption kan derfor alene træffes, hvis væsentlige hensyn til barnet taler for en adoption, og hvis en anbringelse uden for hjemmet ikke er tilstrækkeligt til sikring af barnets behov.
De biologiske forældre
For så vidt angår de biologiske forældre, så stilles der krav om, at det er sandsynliggjort, at de varigt vil være ude af stand til at varetage omsorgen for barnet. Ved vurderingen heraf ser man blandt andet på forældrenes evne til at vise omsorg samt deres psykiske tilstand og intellektuelle niveau, idet det er et krav, at forældrenes personlige forhold medfører, at de permanet ikke er i stand til at varetage omsorgen for barnet.
De forhold, der kan begrunde en tvangsadoption, skal altså have en skadelig effekt på barnet.