Støt velgørenhed, og spar afgift

Befinder du dig i en situation, hvor de personer, du ønsker skal arve dig, tilhører den dyre afgiftsklasse, er det værd at overveje, om du skal oprette et afgiftsbesparende testamente.

Ved et afgiftsbesparende testamente forstås, at du indsætter en velgørende organisation, der er fritaget fra at betale afgift, til at modtage for eksempel 30 procent af formuen mod at betale afgiften i boet.

Ved at lave et afgiftsbesparende testamente, kan du opnå, at din arving modtager en større nettoarv, at du sparer afgift, og at de resterende midler kan målrettes en bestemt velgørende organisation fremfor statskassen.

Det afgiftsbesparende testamente kan illustreres ved følgende eksempel:

Dødsboet opgøres til 1 mio. kr. Det er ønsket at din bror skal arve mest muligt. Du er ikke gift og har ingen børn. Oprettes der ikke et testamente vil din bror modtage 1 mio. kr. Han skal herefter betale afgift (efter udnyttelse af bundfradrag) svarende til 331.798,75 kr. Rest til arv 668.201,25 kr.

Opretter du i stedet et afgiftsbesparende testamente, hvori du indsætter for eksempel Børnefonden til at arve 30 % mod at betale afgiften i boet, vil det betyde følgende:

Børnefonden modtager 300.000 kr. Børnefonden betaler afgiften, der nu kan opgøres til 216.276,25 kr., da den formue der skal beregnes afgift af nu er mindre. Børnefonden modtager altså en nettoarv på 83.723,75 kr. Din bror arver 70 % fritaget for afgift eller 700.000 kr. og altså 25.026,25 kr. mere, end hvis der ikke var oprettet testamente. De samlede afgifter falder med 108.750,00 kr.

Ønsker du at indsætte en fond som modtager i dit testamente så husk i øvrigt at anføre, hvad midlerne skal anvendes til, således fonden ikke vil være forpligtet til at overføre beløbet til den bundne kapital.

Har du spørgsmål til artiklens forfatter?

Felter med * skal udfyldes.

"*" indikerer påkrævede felter

Name
Tilmeld dig vores nyhedsbreve med juridiske nyheder
Dette felt er til validering og bør ikke ændres.