Forældremyndighed advokat

Nyt system til skilsmissesager med børn

Med det nye familieretlige system, er det primære fokus på barnets bedste. Det nye system blev vedtaget af Folketinget i december 2018, og træder i kraft den 1. april 2019.

Hovedformålet med indførelsen af det nye familieretlige system er, at sætte barnet og dets behov i centrum, således at det er barnets og ikke forældrenes behov, der sættes i første række ved behandlingen af skilsmissesagerne. Dette skal være med til at sikre, at barnet kommer nemmere og mere nænsomt igennem skilsmissen. Der lægges endvidere op til et system, der i højere grad er indrettet efter nutidens familieindretning. 

Brug for en familieadvokat til skilsmisse eller sag om samvær?

Familieretshuset og visitering af sagerne

En af de markante ændringer er, at Statsforvaltningen bliver erstattet med Familieretshuset, hvor alle familieretssager skal starte. Alle sager bliver screenet, hvorefter de bliver visiteret til det korrekte sagsforløb/spor – grønt, gult eller rødt spor. Screeningen sker allerede ved ansøgningen om skilsmisse, hvor parterne skal svare på en række spørgsmål, som danner grundlaget for, hvilket spor sagen visiteres til.

  • Det grønne spor er enkle sager, hvor det vurderes, at familien ikke har behov for eller kun i meget begrænset omfang vil have behov for, at myndighederne skal involveres i sagen. Disse sager afgøres i Familieretshuset.
  • Det gule spor er de mindre enkle sager. Dette vil være sager, hvor Familieretshuset vurderer, at der foreligger en konflikt, som parterne har brug for hjælp og vejledning til at løse. Disse sager vil således have konfliktløsning, såsom f.eks. mægling i fokus. De gule sager afgøres tillige som udgangspunkt i Familieretshuset.
  • Det røde spor er højkonfliktsager, hvor det vurderes, at familien har brug for omfattende hjælp og involvering fra myndighederne, dette for at sikre barnets bedste. De røde sager skal afgøres i Familieretten.
Alle skilsmissesager skal starte i Familieretshuset, hvor sagen først bliver screenet og herefter visiteret til det rigtige sagsforløb - grøn, gult eller rødt forløb.

Familieretten

En anden markant ændring i det nye system er, at der oprettes en familieret. Dette er en afdeling i byretterne, som skal håndtere og træffe afgørelser i de sager, som visiteres til det røde spor. Derudover skal Familieretten tillige træffe afgørelse i de sager, hvor der ikke kan findes en løsning i Familieretshuset.

Læs mere om sagsbehandling i Familieretten i artiklen Skal din ægteskabssag eller samværssag i Familieretten? på vores hjemmeside.

Refleksionsperiode

Med baggrund i det skærpede krav hensynet til barnets bedste, er der med det nye familieretlige system i forbindelse med skilsmisser blevet indført en refleksionsperiode på 3 måneder for ægtefæller med børn. Dette gælder i alle skilsmissesager, også de sager, hvor der er enighed om skilsmissen. Baggrunden for refleksionsperioden er, at forældrene skal have tid til eftertanke, samt at der i denne periode også tilbydes rådgivning til både forældre og børn, samt en målrettet rådgivningssamtale. Også ugifte samlevende med børn tilbydes denne samtale i forbindelse med samlivsophævelse.

Vil du vide mere om refleksionsperioden? Læs artiklen Tvungen refleksionsperiode på 3 måneder, hvis I skal skilles? Ja, hvis I har fælles børn under 18 år på vores hjemmeside.

Delt bopæl og ydelser

For enige forældre skal det jf. det nye system være muligt, at have delt bopæl over fælles børn, hvis nærmere betingelser er opfyldt.

Derudover skal forældre med fælles forældremyndighed som udgangspunkt dele børne- og ungeydelsen, således at de hver modtager halvdelen heraf. Dette skal ligeledes også gælde for skilte forældrepar med fælles forældremyndighed.

Har du spørgsmål til forældremyndighed? Klik her og kontakt en advokat.

Vil du vide mere?

Artiklen er skrevet af advokat Lene Astrup Treffer ved Ret&Råd Advokater Aalborg. Har du brug for hjælp? Find din lokale Ret&Råd Advokat via vores hjemmeside, kontakt en skilsmisseadvokat eller læs artiklen Implementering af et nyt familieretligt system for en gennemgang af det nye familieretlige system. 

Læs mere inden for emnet Privatrådgivning:

}