Skiferie uden skader

Det er det, de fleste af os forventer, når vi drager afsted på årets skiferie. Desværre kommer rigtig mange hvert år til skade på skiferien, og det er derfor en god ide at være godt forberedt, inden du tager afsted.

Det skal du tjekke, inden du tager afsted

Du skal tjekke dine forsikringer, både om du er dækket ved skader, sygdom og ved hjemtransport, men også at du har en ansvarsforsikring, der dækker, hvis du bliver skyld i, at andre kommer til skade.

Din ulykkesforsikring dækker, hvis du kommer til skade og får varigt mén. Du kan tegne mere end én ulykkesforsikring, og det er en god ide at tjekke, om forsikringen dækker skiløb, fra hvilken méngrad din forsikring dækker, samt hvilken sum du er forsikret for, da det har betydning for, hvornår og hvor meget du kan få udbetalt i forbindelse med et varigt mén. For at opnå ret til erstatning for varigt mén skal skaden være sket ved et ulykkestilfælde – en pludselig hændelse, der forårsager personskade.

Visse behandlingsudgifter kan også være omfattet af ulykkesforsikringen eller en sundhedsforsikring.

Rejseforsikringen kan dække ødelagte feriedage, hvis du bliver syg under ferien, ligesom den kan dække hjemtransport. Der er dog stor forskel på rejseforsikringerne, og det er vigtigt, at du læser forsikringsbetingelserne igennem for at tjekke, om du har den dækning, du ønsker.

Sidst er det vigtigt, at du har en ansvarsforsikring, da det ellers kan blive en ganske dyr affære, hvis du bliver skyld i, at andre kommer til skade, idet du ellers risikerer at skulle betale godtgørelse og erstatning til den tilskadekomne. Afhængig af skadens omfang kan der blive tale om betydelige beløb.  Ansvarsforsikringen er en del af din indboforsikring.

Du skal huske dit blå sygesikringsbevis, det giver dig ret til behandling på samme vilkår som borgerne i det land, du rejser i. Det blå sygesikringskort dækker ikke udgifter til hjemtransport. I nogle lande dækker kortet heller ikke alle udgifterne til sygetransport. Du skal sikre dig, at de udgifter er dækket af din rejseforsikring.

Hvis uheldet er ude

Det er vigtigt, at du sikrer dig dokumentation for din tilskadekomst samt omstændighederne for din tilskadekomst, og hos Ret&Råd anbefaler vi, at du
• Tager billeder af ulykkesstedet og evt. skader på udstyret,
• Får kontaktoplysninger på eventuelle vidner, der kan beskrive ulykken,
• Hurtigst muligt søger lægehjælp,
• Straks anmelder tilskadekomsten til de relevante forsikringsselskaber, og at du også
• Sørger for at få kopi af dine journaler med hjem.

Har du spørgsmål til indholdet i artiklen, eller har du brug for hjælp? Kontakt din Ret&Råd advokat i dag.

Har du spørgsmål til artiklens forfatter?

Felter med * skal udfyldes.

"*" indikerer påkrævede felter

Name
Tilmeld dig vores nyhedsbreve med juridiske nyheder
Dette felt er til validering og bør ikke ændres.