Barnets ret til kontakt med begge sine forældre
Med forældreansvarsloven er barnets ret til kontakt med begge forældre slået fast. For at barnets ret kan opfyldes, kræver det dog, at forældrene i fællesskab tager ansvar for barnets dagligdag og trivsel. Dette fælles ansvar kan kun løftes, hvis forældrene samarbejder – også om emner, som de måtte være uenige om, og også selvom de ikke længere lever sammen.
Hvis en forælder ikke vil samarbejde eller ligefrem modarbejder forældresamarbejdet, fx ved at forhindre eller vanskeliggøre barnets samvær med den anden forælder, kan der være tale om samværschikane.
Samværschikane er defineret ved, at en forælder uberettiget forhindrer barnet i at have samvær og anden kontakt med den anden forælder. Grovheden af chikanen afhænger af om den forælder, der udøver samværschikanen, gentagende gange og over en lang periode hindrer samværet, og om det sker i strid med retlige afgørelser og domme.
Samværschikane er defineret ved, at en forælder uberettiget forhindrer barnet i at have samvær og anden kontakt med den anden forælder.
Tidligere praksis i tilfælde med samværschikane
Hidtil har samværschikane på trods af sin klare karakter af selvtægt ført til, at den chikanerende forælder ofte havde held med at få rettens ord for, at f. eks. samværet med den anden forælder skulle ophøre eller endda, at forældremyndigheden eller bopælen overgik til den chikanerende forælder.
Begrundelsen var set med et børneperspektiv, at barnet i løbet af den tid, chikanen havde stået på, var blevet tættere knyttet til den chikanerende forælder og i nogle tilfælde også havde taget afstand overfor den anden forælder.
Synspunktet var, at det dermed ville være et for voldsomt indgreb for barnet at holde fast i samværet og kontakten. Det havde med andre ord ikke konsekvenser for den chikanerende forælder ikke at leve op til sin del af det fælles ansvar for at få forældresamarbejdet til at fungere og sørge for, at samværet blev gennemført – snarere tværtimod.
Samværschikane betaler sig ikke længere
Meget tyder nu på, at den praksis er ændret med højesteretsdommen fra den 8. september 2020, hvormed Højesteret gør op med den tidligere praksis på området.
I sagen fra 2020 havde far og mor fælles forældremyndighed over barnet, som var født i 2017. Der var i alle instanser (byret, landsret og Højesteret) enighed om, at moren havde udøvet grov samværschikane over en længere periode.
By- og landsret var i tråd med den hidtidige praksis nået frem til, at dette ikke var tilstrækkeligt til at ophæve den fælles forældremyndighed. Højesteret slog derimod fast, at det ville være bedst for barnet, at det fremover kun skulle være faren, der havde forældremyndigheden.
Her havde den ene forælder altså udvist grov samværschikane, hvilket førte til, at Højesteret ophævede den fælles forældremyndighed. Forældremyndigheden blev tillagt den af forældrene, som ikke havde modarbejdet samarbejdet mellem forældrene og gentagende gange forhindret samværet i at blive gennemført.
Dommen slår dermed fast, at forældre har pligt til at samarbejde, og at samværschikane ikke skal kunne betale sig på bekostning af barnets ret til samvær med begge sine forældre.
Højesteret lægger i sin afgørelse afgørende vægt på barnets ret til kontakten til begge forældre – også selvom barnet var meget påvirket af den nærmeste forælders modvilje mod samværet. Dommen slår dermed fast, at forældre har pligt til at samarbejde, og at samværschikane ikke skal kunne betale sig på bekostning af barnets ret til samvær med begge sine forældre.
Højesteretsdommen danner præcedens
Højesteretsdommen bliver toneangivende for fremtidige forældreansvarssager. Højesteret har nemlig igen i en senere dom fra den 5. januar 2021 haft lejlighed til at tage stilling i en sag om samværschikane . Denne gang i en sag, hvor den aktuelle tvist kun omhandlede samvær.
Forældrene havde i mange år været uenige om samværet med deres fælles barn født i 2011. Den fælles forældremyndighed var blevet fastholdt ved byrettens dom i 2015, men landsretten ændrede byrettens afgørelse og bestemte, at faren alene skulle have forældremyndigheden.
Begrundelsen var en sporadisk kontakt mellem mor og barn. Moren havde i den efterfølgende periode overvåget samvær, men som blev afbrudt, da moren mistede sin opholdstilladelse i Danmark. Moren fik i 2019 ret til at reetablere samværet. Dette var vanskeligt, da barnet i den mellemliggende periode havde knyttet sig meget til faren. Uagtet vanskelighederne slog Højesteret fast, at der skulle være samvær mellem mor og barn.
En logisk følge af Højesteretsdommen vil derfor være, at man fra Familieretshusets og domstolenes side fremover skal forvente en endnu større fokus end hidtil på, hvem af forældrene, der bedst evner at samarbejde og dermed på længere sigt kan sikre barnets kontakt og samvær med den anden forælder.
Desuden skal forældremyndigheden og bopælen fremover også forventes at blive tillagt den forælder, der viser evne og vilje til samarbejde og til at få fremtidige samværsordninger til at fungere. Det kommer også til at gælde for sager med et meget højt konfliktniveau mellem forældrene, hvor der ikke har været kontakt længe, og hvor barnet er massivt påvirket af den ene forælders modvilje mod samvær.
Barnet skal tilbydes at have et normalt og stabilt forhold til begge sine forældre. Hvis samværet og kontakten er afbrudt, skal det derfor forsøges genetableret ved fastsættelse af f.eks. overvågede samvær. Der skal søges løsninger og hjælp til at få kontakten genoprettet og opretholdt.
Kontakt Ret&Råd Advokater
Kontakt din Ret&Råd-advokat, hvis du vil høre mere om, hvordan du bedst undgå at komme i en situation om samværschikane. eller hvis du har brug for at få genetableret din kontakt til dit barn.